Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Æressheriffen alene i studiet

Bogens lange, interessante og for så vidt givende teoretiske udredninger af strategier og den slags underløbes konstant af Per Højholts egne tekster
Kultur
18. juni 2004

Ny bog
»Er I klar,« spørger han.
»Er du også klar, Erhard ?« Vi er tilbage i 1970’erne, og det er digteren Per Højholt, der sidder i selvbetjeningsstudiet. Det lå dengang i Fredensgade i Århus. Man sad helt alene med hovedtelefoner og en mikrofon. Og som Højholt sagde, talte man til to båndoptagere. Den ene på litteraturredaktionen i København, den anden i kælderen hos Aktive Lyttere og Seere i Gladsaxe, hvor man holdt et vågent øre med, hvad sådan en som Per Højholt kunne finde på at sige, når han ligefrem selv fik lov at betjene mikrofonen.
Helt så begrænset var det nu ikke. Digteren talte til ’Undervandstidende’, en afdeling af litteraturprogrammet »Perspektivkassen«, og det var faktisk noget, man lyttede til dengang.
Bogen her, om Per Højholt som performer, er en slags katalog til en udstilling på Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor man har valgt at kalde det, Højholt i de år foretog sig, for »mediekunst«.
Men det medie, der altså først og fremmest blev erobret af den søgende og eksperimenterende digter, der blandt meget andet søgte efter latterens eksplosive forløsning af poetiske spændinger, var radioen.
Dengang var der kun en enkelt fjernsynskanal i Danmark, og for de fleste var den stadig sort-hvid. Radioen betød derfor helt automatisk betydeligt mere i det samlede mediebillede, end den gør nu, hvor stort set alle har 49 kanaler, deraf mindst tre med sport døgnet rundt.
Højholt viste sig hurtigt at være en mester. Og det mest fantastiske ved bogen her er da også de to cd’er med aldrig før udgivne radiodigte samt ikke mindst hele det stykke radiofonisk konkretmusikalsk politikpoesi han i 1979 lavede sammen med montageveteranen Viggo Clausen og lydteknikeren Clemens Johansen.

Smerteskolen
Sådan heder det. Viggo Clausen, Clemens Johansen og Per Højholt tog til Legoland, hvor de som børn gennemgik hele legeprogrammet. Derefter fik Højholt rålyden og skrev en række digte om, når noget gør ondt. Legeland blev en smerteskole, og den blev så klippet sammen uden brug af andet materiale til et værk, der suverænt behersker alle radiomediets præmisser og udnytter dets muligheder. Det er et mesterværk, og alene fordi det er der, bør man købe den her bog til mellem ørerne.
Erik Skyum-Nielsen behandler det i bogen. Hvad gør vi med smerterne ? Højholt svarer :
»Vi driver dem ud, gør vi, med piller, lotion, bajere, /forceret arbejdet, hårbørster, deodoranger og vitser / driver vi dem ud, ud ad døren, ned i papirkurven, ind mellem skrot, om bag akkorden, ud på den anden side / af timelønnen, tantiemen, rabatten, tillidsmændene / og tjenestevognene...«
Efter at have været gennem denne legens skole i, at livet nu engang gør så ondt, får Per Højholt da, som man fik, overrakt det diplom, der gør ham til »æressheriff i Legoredo«, hvor han »i tilfælde af indianeroverfald, bankrøveri eller lørdagsballade« vil blive tilkaldt »for at genoprette ro og orden«.
»Ich möchte gerne die Pistole haben,« som en tysk mor på båndet umiddelbart efter siger i Legolands butik.

Sabotør
Ro og orden? Per Højholt? Bogkataloget viser linje for linje, side op og side ned, i teoretiske analyser, interviews med Peter Kristiansen, der sammen med Clemens Johansen lavede montagearbejdet på lydversionen af Per Højholts dynamiske »Turbo«, og Jørgen Leth, erindringsindslag fra fotografen Poul Ib Henriksen og komponisten Gunner Møller Pedersen om performanceprojektet Show Bix fra omkring 1970, samt Kristen Bjørnkjær om digtermiljøet i Århus midt i 1960’erne, at ro og orden absolut ikke er, eller var, hvad Per Højholts projekt dengang og nu går ud på.
Lad gå, at han ind imellem, som med bogværket Volumen, kom til at sabotere sig selv, ligesom han kunne være streng at optræde sammen med, da hans Gitte omkring begyndelsen af 1980’erne var fremskrevet til fuld tyfonstyrke. Kernen i Højholts værk, dets »dejsende opspring fra nulhuller«, er en flabet og flænset tvivl, der hele tiden knivskarpt roterer omkring et smertecenter, digteren nødvendigvis må finde, hvor det gør ondt, i sig selv.

Kritik
Bogens lange, interessante og for så vidt givende teoretiske udredninger af strategier og den slags underløbes jo konstant af Højholts egne tekster. Ikke bare dem, der står trykt i bogen, men især dem på de to cd’er.
Digteren Peter Poulsen skriver om det i sin artikel om ’Undervandstidende’. Højholt skulle aflevere sit digt, for penge som han selv sagde, morgenen efter, at Ulrike Meinhof havde hængt sig i sin fængselscelle. Det handlede om, på bestilling, ’digteren og samfundet’, og digteren, der kaldte sine radiodigte for ’kvababbelser’, konkluderede at digterens rolle i samfundet er, at »ødelægge det med gode digte«, hvorefter han i en slags efterdigt skriver :
»Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive / sit digt om Ulrike Meinhof: STANDS ! Det er for sent / allerede. Hun er død. Hun er færdig med det digt / der kostede hende selv og andre livet. / Elendige samvittighedsnager, hvordan smager et mord ? / Smelter Ulrike på tungen ? / Endnu en kort besked til digteren : Hvis håndklæde / hang hun i ? Har du set efter i skabet ? / Ellers gør det / ved lejlighed, du vasker alligevel dine hænder om lidt, / Efter måltidet ikke ? / Nekrofile svin, stop et håndklæde i skrivemaskinen / og prøv hvordan det er.«
Her taler digteren måske i virkeligheden, den han skriver, til sig selv. Der hvor latteren gør ondt. og han ved, at de lytter. Han ved at båndene kører. At sådan er det bare.
Han er alene i studiet.

*Mellem ørerne. Performer Højholt, Informations Forlag. Redigeret af Jacob Kreutzfeldt, Karsten Wind Meyhoff og Morten Søndergaard. 208 sider, 2 cd’er, masser af illustrationer. 298 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her