Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Hvad en celle kan fortælle

Faderportrættet og smerten står stærkest i Laila Ingrid Rasmussens tredje roman om en opvækst på skyggesiden
Kultur
18. juni 2004

Faderportrættet og smerten står stærkest i Laila Ingrid Rasmussens tredje roman
om en opvækst på skyggesiden

Ny bog
Der gik på dette blad simpelt hen ged i et eller andet, da Laila Ingrid Rasmussen (f. 1960) sidste uge af januar udsendte sin tredje roman. Stjernen, som den hedder, burde vi for længst have præsenteret, men også diskuteret som den problematiske tingest, den er. En selvbiografisk oprindelsesfantasi. En overopgejlet miljøreportage. Et håndkoloreret familiealbum. Et helteportræt af en fader, sømanden, den fandenivoldske slagsbroder, pokerspiller og kvindebedårer, der først gik i land, siden på druk.
Ligesom gennembrudsbogen Betingelser for liv (1997) praktiserer Stjernen en slags encyklopædisk prosa spækket med fakta om himmelrummet, verdenshavet og menneskekroppen, gerne med lange, oftest alt for lange, lommefilosofiske ekskurser om friheden og ’livsunderet’.
Men sideløbende med det forsøger Laila Ingrid Rasmussen sig i erindringsafsnittene dels med romantiseret socialrealisme, dels med en særlig stil, der vistnok skal mime hendes vitalistiske budskab, med store, rankelignende sætningskæder og sidelange luftture ud ad tangenten, samt ikke mindst med ulideligt friskfyragtige læserhenvendelser over melodunten »Længsel, du ved, hvad jeg mener«.

Hyldest til livet
Litterært peger romanen tilbage på folk som Jens August Schade og Johannes Wulff, men der høres også ekko af William Heinesen og Ib Michael. Schadesk er glæden ved erotikken og den sødmende selvsvingsvision. Wulffsk er optagetheden af værtshuse og bægerklang. Heinesens lille bog Moder Syvstjerne (1952) og alderdomsværket Tårnet ved verdens ende (1976) kunne godt være forbilleder for den indlevede skildring af livmodertilstand og tidlig barndom. Og hvad Ib Michael angår, er han jo gået modigt i forvejen, hvor det handler om utraditionelle og fiktionalt usandsynlige positioner at fortælle fra.
Kompositorisk veksler romanen mellem jeg-fortællerens nutid med mand og tre børn i København i dag og tilbageblikkende indsnit i perioden fra ca. 1950, da forældrene møder hinanden, til ca. 1970, hvor Nansensgade-kvarteret saneres. Mellem de to sidste årstal ligger fortællerens fødsel, som sker nøjagtig i midten af teksten.
Det betyder fortælleteknisk, at jeget må berette først med en sædcelles stemme, siden fra fostertilstanden. Og jeg, som gik og troede, at sædceller dør på et
par døgn, og at vi inde i moders liv stadig har en god portion sprogindlæring til gode!

Hjemtur og nedtur
Fortællerarrangementet og den gennemgående temmelig tuttenuttede tone formår dog ikke at skjule den sorg og det savn, der for mig at se udgør romanens følelsesmæssige kerne. Sorg over den tabte barndom, savn af en fader, hvis fundament engang var bølgernes gang og madrassernes gyngen, og som fra hele den vide verden bragte klenodier hjem til konen: En laksefarvet kjole, som han vandt i spil, en sølvske med en mølle for enden, negermasker med tykke læber, en udstoppet marabustork. Han ender med dirrende hænder om flasken og falder på femtesidste side om med hjerteslag på den røde løber i korridoren.
Over for hans og kvarterets nedtur står det fortællende jegs forsøg på her og nu at give sine egne en opvækst med omsorg, i en mini-verden langt fra sømandens eventyrland, men også langt fra hendes egen moders nok så mistrøstige børnehjemsbaggrund.
Denne dobbeltkontrast gør uvægerlig indtryk. Men hvad der ikke holder, er den skingre fortællestemme og den besynderlige blanding af visionært poetiske volter og encyklopædisk faktaopregning.

*Laila Ingrid Rasmussen: Stjernen. Roman. 269 s. Kr. 249,00. Lindhardt og Ringhof. ISBN: 87-595-2245-3

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her