Læsetid: 5 min.

Er databaser eller Dante vigtigst i videnssamfundet?

Den vigtigste viden i videnssamfundet er pragmatisk fast food-viden, som lærer dig at overleve på samfundets overflade. Men hvad med dannelse og er det vigtigere end dagen og vejen? To nye tyske bøger sætter dannelse til debat
11. juni 2004

Den vigtigste viden i videnssamfundet er pragmatisk fast food-viden, som lærer dig at overleve på samfundets overflade. Men hvad med dannelse og er det vigtigere end
dagen og vejen? To nye tyske bøger sætter dannelse til debat

Ny bog
Dannelsesbegrebet er kommet på dagsordenen igen. Det dukker op i så forskellige sammenhænge som i skolereformer, i reklamebranchen og i integrationsdebatten. Nogle gange skal en ting åbenbart forsvinde, inden man kan få øje på den, for alle er enige om, at almendannelsen tilhører fortiden.
Hvad har vi så at sætte i stedet? Det fleksible menneske, lyder det, eller det omstillingsparate menneske, som har udskiftet Platons samlede værker med Google. Resterne af den klassiske dannelse – teatret, operaen, filosofien – indgår i den allestedsnærværende ’oplevelseskultur’ på linje med reality-tv og
Giro 413, eller som kompensation for en uoverskuelig teknificeret virkelighed.
Er der nogen grund til at beklage denne udvikling? Er man alt andet lige ikke bedre rustet i dag, hvis man kender til databaser end til Dante?
Spørgsmål som disse plejer at kunne vække de klassiske filologer og få dem til at fare i blækhuset. I Tyskland er der for nylig udkommet to bøger med den samme slagfærdige titel, Bildung (dannelse, red.), som hver især reflekterer over, hvad dannelse er, og hvad vi skal stille op med den.
Det drejer sig om Dietrich Schwanitz’ Bildung Alles, was man wissen muss og om Manfred Fuhrmanns Bildung. Europas kulturelle Identität. De er enige om, at den viden som får første prioritet i videnssamfundet, er en pragmatisk fast food-viden, som muligvis gør dig i stand til at navigere på samfundets blanke overflade, men som ikke gør dig i stand til at forstå, hvorfor overfladen ser ud, som den gør. Udgangspunktet for begge udgivelser er, at dannelsesbegrebet ikke har udtjent sin rolle – men kun Fuhrmanns lille skrift formår at overbevise.

Alles, was man wissen muss
I forordet til professor i engelsk litteratur Dietrich Schwanitz’ spektakulære bestseller, med den lige så ubeskedne som forjættende titel Dannelse. Alt, hvad man bør vide, står der, at læserne har krav på en bog, som tilvejebringer dem den dannelse, som politikerne har snydt dem for. Det må i sagens natur medføre et lettere monstrøst værk.
Den første del, på små 500 sider, gennemgår »Alt, hvad man bør vide«: Europas historie, litteratur, kunst, musik, filosofi, ideologier og videnskabelige teorier. Værkets 200 sider lange anden del handler om det, som man bør kunne, hvilket først og fremmest er en utvungen deltagelse i den dannede konversation, som kun er for indviede.
Bogen slutter med det uovertrufne kapitel: »Alt, hvad man ikke bør vide«, som anviser, hvilke emner man ikke bør afsløre kendskab til: De kongeliges gøren og laden og amerikanske tv-serier. Man fristes til at betragte hele projektet som en joke, en hadegave til konfirmander, men Schwanitz mener det alvorligt, og dens hele 12 oplag vidner om, at der er et marked og et behov for den traditionelle, klassiske dannelse. Og det er netop dét, man får i Schwanitz’ mursten: Tænder man på gedigen tysk Bildungsbürgertum, så er her den ægte vare.
Bogen er så forudsigelig som taffelmusik: Kunsten har en opdragende funktion, den gør os klogere på os selv og gør os til bedre mennesker, påstår Schwanitz – og kan vanskeligt være mere utidssvarende.
Schwanitz’ værk er en udmærket gennemgang af den europæiske kulturhistorie, men Erik Lund, Mogens Pihl og Johannes Sløks De europæiske ideers historie fra 1962 er stadig den bedste på markedet.
Til trods for at Schwanitz i indledningen forsværger at have skrevet en fimset, finkulturel museumsguide til den hellige ’bildung’, så er det vanskeligt at se andet end en leflen for netop denne parfumerede del af dannelsesbegrebet. Hvis det virkelig var hans hensigt at skrive en bog, som ikke bare skulle holde konversationen kørende, men udfordre den, så havde opgaven været at konfrontere det traditionelle dannelsesideal med globaliseringen, informationssamfundet, omstruktureringen af de politiske beslutningsprocesser, det multikulturelle samfund etc.
Schwanitz ser først og fremmest dannelse som et fællesskabs konstituerende redskab, som sætter skel mellem dem som er inden for, og dem som er uden for. Bildung er et trosfællesskab, hvor trosbekendelsen lyder:
»Jeg tror på Shakespeare og Goethe og på de kanoniske værker, som fandt anerkendelse i himlen såvel som på jorden etc.« I den forstand er dannelse for Schwanitz ikke andet end ren staffage og dannelses-begrebets relevans i det 21. århundrede et postulat.

Dannelse eller kaos
Den tyske klassiske filolog Manfred Fuhrmann har skrevet en lille bog om dannelse med undertitlen »Europas kulturelle identitet«. Uden at forfalde til kampskriftets ild og torden gennemgår han dannelsesbegrebets opståen, udvikling og forfald. Han lægger ud med grundstenen i den europæiske arv – den kristne og den humanistiske kanon – og skildrer, hvorledes den klassiske filologi langsomt løsriver sig fra teologien og bliver en selvstændig videnskab. Det er historien om latinens hegemoni på Karl den Stores tid, om kirkens og klostrenes vidensmonopol, om reformationen med dens latinskoler, hvor også andre fag end teologien og dens hjælpefag græsk og latin gør sig gældende, inden vi ender med nyhumanismens (Goethe og Humboldt) gymnasier, hvor præsten er udskiftet med læreren, og hvor det klassiske dannelsesideal får sin udformning: At udvikle og dyrke sin inderste natur. Det er også her, at universiteterne blomstrer, og hvor de enkelte videnskaber træder i karakter.
Men i takt med specialiseringen inden for de enkelte fag trues også enhedskulturen. Forskerne har været mere optaget af deres egen karriere, der bygger på specialisering, end på at varetage deres egentlige opgave, som er at være forpligtet på traditionen, at være formidler mellem fortiden og nutiden og ikke miste de store sammenhænge af syne.
Imidlertid er det lettere at opremse de allerede tabte sammenhænge – religionen, idealismen, humanismen, nationalismen– end at udlede nogen ’samlende ide’ af det 21. århundredes kaos.
Fuhrmanns lille bog viser begrebets historicitet, men kan samtidig også læses som et forsøg på at befri begrebet fra, på den ene side dets historisk betingede reaktionære og krypto-nationalistiske konnotationer, og på den anden side oplevelsessamfundets æstetiserende omgang. Fuhrmanns skrift er i sig selv et forsvar for det dannelsesideal, der postulerer, at har man ingen fortid, så har man heller ingen fremtid. Det er ikke dannelsen som sådan, der skaber orden i kaos, men det er redskabet.

*Morten Lassen er redaktionssekretær på tidsskriftet Kritik

*Dietrich Schwanitz: Bildung. Alles, was man wissen muss. Goldmann 2002 (1999). 697 s. 14,90 Euro. Manfred Fuhrmann: Bildung. Europas kulturelle Identität. Reclam Stuttgart 2002. 111 s. 2,60 Euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu