Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvid støj

Amerikanske Jonathan Franzen stiller i ny essaysamling skarpt på forfatterens og læserens plads i en kultur, der promoverer passivitet, overfladiskhed og ensretning. Sluk fjernsynet og læs med!
Kultur
3. juni 2004

Essays
I modsætning til herhjemme er det i USA nærmere reglen end undtagelsen, at skønlitterære forfattere forsøger sig som essayister. Går bølgerne højt, bliver teksterne udgivet i et samlet bind, og de bedste af disse – såsom Joan Didions Slouching Towards Betlehem (1968), E.L Doctorows Poets and Presidents (1993) og Philip Roths Reading Myself and Ohters (2001), for nu at nøjes med tre skikkelser, vi også er stødt på herhjemme – henvender sig ikke blot til folk, der holder af forfatterens fiktioner, men også til dem, der lader sig underholde af skarpe og spidsfindige kommentarer til snart sagt alt, hvad der rør sig i spændingsfeltet mellem kultur og politik.
Et sådant interessant værk er Jonathan Franzens Hvordan man er alene, der i dag
udsendes af Gyldendal.

Nytteløst
I midten af 90’erne, inden han begyndte på romanen Korrektioner (2001), der endte nær toppen af alverdens bestsellerlister og blandt andet blev præmieret med en National Book Award i hjemlandet, overvejede Franzen, om ikke han skulle vælge sig en anden karriere.
Hans to første romaner havde resulteret i pæne anmeldelser, en skuffende radiooptræden med en interviewer, der tydeligvis ikke havde læst Franzens bøger, og en indtægt, der hverken rakte til det ene eller det andet.
Forfatteren, der, som han udtrykker det i »Læseren i eksil«, forstår sit liv »i sammenhæng med Raskolnikov og Quentin Compson, ikke David Letterman eller Jerry Seinfeld«, følte sig så ude af trit med samfundet, at han for en stund valgte at ernære sig som underviser af håbefulde forfatterspirer.
»Tavshed er imidlertid kun en anvendelig tilkendegivelse, hvis nogen forventer at man skal sige noget,« ifølge Franzen, så derfor besluttede han sig for at levere essays til diverse magasiner og akademiske tidsskrifter for at blive hørt. Et af dem gav netop forventninger om, at Franzen havde en masse spændende på hjerte.
I hvert fald blev det såkaldte Harper-essay, der på dansk har fået titlen »Til hvilken nytte?«, tolket derhen, at Franzen mente, at han var manden, der kunne levere den store amerikanske samfunds- og tidsroman. Vel at mærke den, der både kunne erobre en bred læserskare og litterære priser – og ikke mindst en gang for alle understrege, at skønlitteraturen ikke var en død sild.
Som det fremgår af »Til hvilken nytte?«, har Franzen imidlertid aldrig nogensinde betvivlet, hvorvidt romanen var i live, tværtimod klandrer han sin kollega Tom Wolfe, der i slutningen af 80’erne bebrejdede romanforfattere, at de havde svigtet samfundsbeskrivelsen, for hans »mystiske uvidenhed om de mange fremragende socialt engagerede romaner, der er udgivet i årene fra 1960 til 1889.«
Det synes også svært at læse »Til hvilken nytte?«, som en varsling om, at Franzen på det tidspunkt havde mod på at begive sig i kast med noget så ambitiøst som Korrektioner. Faktisk fremstår han i det hele taget noget modløs tilbage i 1996, hvor essayet blev publiceret.
Problemet var, som han så klart formulerer det, at »romanforfatteren har mere og mere at sige til læsere, der har mindre og mindre tid til at læse: Hvor kan man finde energien til at skabe kontakt med en kultur i krise når krisen består af umuligheden af at komme i kontakt med kulturen?«

Oprah aflyser
Med Korrektioner kom Franzen som allerede antydet i kontakt med kulturen, og det i en sådan grad, at han blev inviteret til at dukke op i et afsnit af tv-programmet Oprah for at tale om romanen. De fleste af hans kolleger ville nok klappe i hænderne af glæde over muligheden for at få så mange potentielle læsere i tale.
Men selv om Franzen er bekymret over marginaliseringen af den amerikanske læser, hylder han mottoet om, at den sande forfatter netop skal være marginaliseret – ja, »i en vis forstand er jeg stolt af at jeg ikke er som alle andre«, som han skriver i »Bøger i sengen« efter at have udtrykt forundring over, at popgruppen Hootie & the Blowfish solgte 13 millioner af deres første plade, og at den amerikanske mand åbenbart er vild med kvinder i lingeriundertøj. Franzens selvvalgte outsider-rolle kom med andre ord på kollisionskurs med hans invitation til det populære Oprah Show.
I essayet »Mød mig i St. Louis« serverer han sin underholdende og ærlige vinkel på historien, der siden blev slået stort op, fordi værtinden aflyste hans optræden med den begrundelse, at han var »uafklaret«.
Og måske er det slet ikke nogen helt forkert beskrivelse af, hvad han var (og er) over for den pludselig berømmelse, der ramte ham efter romansuccesen.
I hvert fald havde forfatteren fået udslæt over det meste af kroppen af at posere til ære for fotografen på indfaldsvejene til St. Louis, mens produceren stædigt og uden held forsøgte at overtale ham til at aflægge et besøg i det barndomshjem, Franzen havde forsvoret at gense efter sin mors død.
Og i øvrigt havde han heller ikke helt regnet ud, hvad Oprah mente, da hun i sit program havde sagt om Korrektioner, at forfatteren havde lagt så meget i den bog, »at der ikke kan være en tanke tilbage i hans hoved.«
Hvordan man er alene tegner et absurd og underfundigt billede af et en hæsblæsende og digital kultur, der promoverer passivitet.
Hvad enten Jonathan Franzen fokuserer på tv-mediets styring af befolkningens mentale dagsorden, privatiseringen af det offentlige rum, den amerikanske tobaksindustri eller sin fars Alzheimers-sygdom, kredser han med indsigt og knastør humor omkring spørgsmålet om individets plads i et samfund, der sjældent giver ham eller hende plads til at være sig selv med sine tanker og sine anderledes vaner – eller eventuelt med en god bog.

*Jonathan Franzen: Hvordan man er alene, Gyldendal. Oversat af Mich Vraa, 192 sider. 225 kr.

*Mere om Jonathan Franzen på blandt andet www.jonathanfranzen.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her