Læsetid: 4 min.

En mere realistisk Harry Potter

Med ’Harry Potter og fangen fra Azkaban’ har Alfonso Cuaron lavet den hidtil bedste film i rækken om den berømte troldmandslærling
11. juni 2004

Fra begyndelsen fornemmer man, at ikke alt er, som det plejer. Det ligner sig selv, men er alligevel meget anderledes.

Harry Potter og fangen fra Azkaban, den tredje film i rækken baseret på J.K. Rowlings bøger, fortæller en markant mørkere historie end de to første film, og det er fra begyndelsen indlysende, at det ikke er sødsuppe-mesteren Chris Columbus, der står bag.

Den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón, der overbeviste verden om sit talent med ungdomsdramaet ...og din mor, er et inspireret valg til at efterfølge Columbus.

Sammen med manuskriptforfatteren Steve Kloves genopfinder han Harry Potter-universet, så det holder sig inden for rammerne af bøgerne, og hvad de fleste fans forventer sig, men samtidig er så friskt og nyt, at det er en udelt fornøjelse.

Borte har taget det nuttede og lidt for børnevenlige, og tilbage er en engagerende film om teenagere, overgangen fra barn til voksen og en søgen efter et sted at høre til.

Pigerne har fået former, drengenes stemmer er gået i overgang, og de tre unge skuespillere, som bærer filmen, spiller skuespil af den slags, hvor man begynder at tro på dem som rigtige mennesker og ikke kun som figurer i en bog.

Onde drømme

Harry Potter og fangen fra Azkaban, der også er en af bedste bøger om Harry Potter, begynder med Harrys (Daniel Radcliffe) tredje år på troldmandsskolen Hogwarts.

Han er nu blevet 13 år, og det kan høres på stemmen, ses på hans ranglede ydre og mærkes, når han i vrede får et ubehageligt familiemedlem til at svulme op som en ballon og svæve bort over familien Dursleys kedelige parcelhus.

Men af sted til Hogwarts går det for fuld damp i en intro-sekvens, der involverer en magisk bus og et talende skrumpehoved og er lige så morsom, som den er syret. Man er straks med på, at dette bliver en oplevelse af de mere specielle.

En berygtet morder, Sirius Black (Gary Oldman), er undsluppet fra det topsikrede troldmandsfængsel Azkaban, og det siges, at han er ude efter Harry Potter.

For ikke nok med, at Black angiveligt er en af den onde troldmand og Harrys ærkefjende Voldemorts tilhængere, han skulle også have forrrådt Harrys forældre og dermed indirekte være ansvarlig for deres død, da Harry var spæd – og så er han Harrys gudfar.

Det er nok til at give selv den mest hårdføre teenager og spirende supertroldmand onde drømme om natten, og Cuarón formår at opbygge en stemning af uhåndgribelig angst, smerte og moralsk kvababbelse omkring Harry, der sammen med sine venner, Ron (Rupert Grint) og Hermione (Emma Watson), forsøger at finde ud af, hvad der foregår og samtidig lader sig undervise i obligatoriske fag som spådomskunst og forsvar mod mørkets magter.

Alt er dog ikke så slemt, som det kunne se ud til at være, og Harry får sig blandt andet en ny ven i professor Lupus (David Thewlis), der bærer på en hemmelighed, ligesom Hogwarts rektor, professor Dumbledore (Michael Gambon, der uden besvær træder i afdøde Richard Harris’ fodspor) og halvkæmpen Hagrid (Robbie Coltrane) som sædvanlig er der til at hjælpe i en snæver vending.

Mindre Rowling

Harry finder ud af nye ting om sig selv og sin fortid, og i forhold til de tidligere film lykkes det Cuarón at skabe en fin balance mellem de trods alt vigtige effekter og det solide, karakterdrevne drama.

Der er et bedre flow i handlingen, som ikke bare springer fra højdepunkt til højdepunkt, men tillader sig, umærkeligt, at stoppe op en gang imellem og lade personerne bære historien.

Det er ikke kun handlingen, der har fået en mørkere tone. Fotografen Michael Seresins ekspressive, tintede billeder lader os forstå, at Hogwarts ikke altid er et lige hyggeligt og ufarligt sted at opholde sig, og John Williams opmuntrende musik har tillige fået et skær af det ildevarslende.

Cuarón har valgt at lægge sit Harry Potter-univers mere op ad den virkelige verden, og eleverne på Hogwarts bærer ikke længere deres troldmands-kåber, når de har fri og tager på udflugt til Hogsmeade, men går klædt som alle andre unge.

Samtidig doseres magien i mindre portioner og har derfor en stærkere virkning, når den endelig bruges. I det hele taget synes instruktøren at være opsat på at løsrive sig fra Rowlings forlæg og i højere grad end Columbus give sit eget bud på myten om Harry Potter.

Det lykkes ham, og selv om hardcore Potter-puritanere nok vil klage over de ting, der mangler i forhold til bogen, så har Alfonso Cuarón lavet en yderst underholdende og noget nær fremragende film - den bedste af de tre om unge Harry.

Harry Potter og fangen fra Azkaban. Instruktion: Alfonso Cuarón. Manuskript: Steve Kloves. Amerikansk (Imperial og 117 biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu