Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Natur og/eller tanke

Endnu et hovedværk fra Aksel Haaning om forudsætningerne for det kristne
Kultur
17. juni 2004

Ny bog
Med denne nye bog opfylder filologen og filosofihistorikeren Aksel Haaning et behov som han med sit storværk fra 1998: Naturens lys, Vestens naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance selv skabte, nemlig hvad angår forudsætningerne for den behandlede periode. Hvad er et natursyn, hvorfra stammer begrebet, har man altid betragtet naturen som natur, og kan vi genkende ideerne om naturen i dag?
Disse og en lang række andre vigtige spørgsmål om et centralt fænomen i filosofi-, lærdoms- og teologihistorien afdækker Aksel Haaning på medrivende facon og med sit betydelige skrivetalent og en skarpsindighed, som er emnet værdigt.
Selve titlen: Middelalderens naturfilosofi – Naturens genkomst i filosofi, digtning og videnskab 1100-1250 vil i disse antiintellektuelle og dannelsesforskrækkede tider utvivlsomt – i det omfang ignoranterne overhovedet bemærker en sådan bog – udløse et latterbrøl over den stuelærdes prioritering.
Men læg lige klaphatten et øjeblik og læs selv. Sikkert vil det komme bag på den der eventuelt overvinder sig, at disse intense godt 200 tekstsider er underholdende og spændende læsning, samt forudsætningen for at kunne deltage i et kvalificeret skænderi om såvel Tårbæk-præstens udskejelser som Tove Fergos Tidehvervssværmerier og den kristne fundamentalisme, også når denne ikke selv vedkender sig etiketten, og moderne teologisk debat.

Naturen
Hovedproblemet i kristendommen set i relation til dens stærke indblanding i filosoffernes og videnskabsmændene arbejde gennem tiden, synes bestandigt at være kirkefolkets bornerte og snæversynede forhold til naturen. Dét billige skidt var der ikke rum for i herberget. Middelalderens teologer, de toneangivende hvis synspunkter sejrede og undertrykte alle andres, for nu at sige det forenklet, satte fokus på det åndelige, som derved udelukkede naturen. Det åndeligt ubegribelige ophøjedes gerne i den monoteistiske besynderlige påstand om, at den eneste ene var delt i tre: En fader, en søn – og en helligånd, som ingen dybest set fattede et suk af, og som heller ikke havde rod i andet en ammestuesnak for at give en forkølet forklaring på Mariæ frugtsommeliggørelse pr. luftig stedfortræder. Over for dette stod mere fremsynede filosoffer, for eksempel franskmanden eller galleren Vilhelm af Conches fra Chartres (formentlig) og dennes forsøg på at tænke naturen ind i sammenhængen og i første række overhovedet anskaffe sig et syn på de dele. Som Haaning siger: Opfattelsen af naturen som natur, altså som væren og fænomen falder
ikke ned fra himlen. Naturen skal tænkes som natur, defineres som natur, sættes i sammenhæng med tankegodset og menneskenes vilkår og deres gudsbillede.
Før natursynet, hvad så? Og hvad skete der så mere konkret med naturen i forbindelse med kristendommens magtudvikling? At kristendommen slipper af sted med sin udelukkelse af naturen som faktor og i stedet ophøjer det såkaldt åndelige, inklusive den umulige helligånd, som det fine og rigtige, skyldes kristendomsforvalternes uendelige arrogance. Intet over eller ved siden af den kristen-teologiske eneret på alt guddommeligt.
Kristendommen, the one and only, tolket af de nidkære, der har befolket kirken til alle tider og stadig gør det, kender ikke til relativitet: At andre religioner kan have berettigelse, at ånden i stenen kan være lige så god for stendyrkeren som Kristus på korset for den kristne, at sjælen i græsstrået har fuldt ud så megen berettigelse som den tekniske jomfru Maria med junior eller nr to i hierarkiet.
Man kan tilføje, at den kristne naturforskrækkelse, eller hvad man nu tør kalde den, kan studeres i kleresiets tidligere så traditionelle afvisning af krop til fordel for ånd.

Frontløbere
Alkymien har et særligt kapitel hos Haaning og et nyttigt ét til forståelsen af guldmagernes tapre brigade. Den gængse opfattelse er vel, at disse mænd var skruptossede og gnækkende begærlige efter guld. Det er rimeligere at opfatte alkymisterne som videnskabens frontløbere, der, om end famlende, søgte forståelse af naturens virke til bunds.
Det kan ikke siges stærkt nok: Haanings nye bog er en fremragende bog som de foregående, tilsyneladende om et fjernt og forglemt tankespin, men som middelalderens historikere yndede at sige: Vi er som dværge, der står på kæmpernes skuldre.
Den danske folkekirke med Fergo’er og Krarup’er og Langballe’r samt de mindre dogmatiske, mere oplyste og først og fremmest mere tolerante og frisindede teologer må ses og forstås i lige linje bagud til Aksel Haanings studiefelt.
Dette indebærer også præsentationen af det her i landet praktisk talt ukendte værk af Bernard Silvestris: Cosmographia, hvori skabelsesberetningens urimeligheder søges rettet op. Hvorfor og hvordan, spørger 1100-tallets næsten glemte Bernard, og i svaret så at sige foregriber han grundidéen om big bang. Natura sætter Gud i sving med skaberværket; naturen, kunne man fristes til at sige, står før og over Gud.
Aksel Haaning præsenterer med sin bog den nuancerigdom i den tidlige middelalders tankeverden, som gør perioden nærværende. Hvad mere kan man forlange af en åndshistoriker, der yderligere dementerer den forvrøvlede beskrivelse af perioden som den mørke middelalder.

*Aksel Haaning: Middelalderens naturfilosofi. Naturens genkomst i filosofi, digtning og videnskab. 229 s. 248 kr. C. A. Reitzel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her