Læsetid: 7 min.

’Overalt at gjøre Vanskeligheder’

Kierkegaard og hans købstad kortlagt på det mest akkurate og generøse
8. juni 2004

Ny bog
Ifølge Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift var det i Frederiksberg Have, at Kierkegaard besluttede sig for at blive forfatter. Ikke en elskelig bestsellerforfatter, der med glitrende kogebøger og snilde gør-det-selv-manualer frister de mange til at gøre livet lettere og mere charmant, men den stadigt udfordrende og dissekerende forfatter, der ved at gøre vanskeligheder sætter hin enkelte i afgørende bevægelse. Typisk for Kierkegaard skal den slags beslutninger eller begivenheder lokaliseres og tidsfæstes, sættes ind i byens virkelighed, og tilfældet – den digteriske efterrationalisering taget i betragtning – ville her, at det blev »en Søndag-Eftermiddag… ude hos Conditoren i Frederiksberg Have… hvor Kongen boede med Dronningen«.
Hvor Peter Tudvad befandt sig, da han sagde ja til at skrive sin store bog om Kierkegaards København, ved vi ikke, men det er også nogenlunde det eneste københavneragtige, vi ikke får oplyst og bragt på rette plads. Det vrimler med detaljerede oplysninger – om hvor mange fag og etager, der var i diverse huse; om deres baggårde og sidegårde, og hvem der boede der, hvad de foretog sig, hvor mange børn de havde osv. osv. Ja, det vrimler, men det hober sig også noget op, så man ikke blot bliver forpustet af al denne rundhåndede oplysning, men også føler sig oppustet og tynget – inklusive af bogens vægt!

Herreretter på bordet
Nuvel, teksten kan tilegnes stykkevis, både som de 10 herreretter, Tudvad stabler på bordet, og i mindre hapser, når man bladrer og lokkes ind i teksten af det overdådige og pragtfulde billedmateriale, som forlag og fonde har spenderet på rundturen. Man kan selvfølgelig sige, at man skal kende det gamle København inden for Voldene ganske godt, for at kunne stige på de enkelte billeder og beskrivelser og følge med fra sted til sted, men interesserer man sig for byen, dens kroge og lag af skæbner, så er det en rig og særdeles givende bog. Et byprospekt med overlægskort fra nutiden ville have støttet den pædagogiske side af sagen, men Turvad taler til en ligesindet og ikke en enfoldig turist på vej til havnerundfarten.
I tillæg følger et par vigtige revisioner af biografien, som Informations læsere allerede har hørt et og andet om – snedker Strube, Corsaren og benet, der blev trukket af led. Jeg lader det ligge her, for vi har vist allerede en god fejde i gang.
Bogens titel kunne antyde, at vi står med en guide til København i første halvdel af det 19. årh., et slags kartografisk, historisk og folkloristisk bagtæppe i guldaldersnit for den store tænkers liv og virke. Dét er det også (dog ikke i handy format til skuldertasken), men lige så meget er det en Kierkegaard-biografi, stykket op i begivenheder med relation til de forskellige byrum, bygninger og borgere, så det ikke er livskronologien, der styrer værket, men byen og den tur gennem samme, som Tudvad har tilrettelagt – med den disposition f.eks., at vi først kommer ud ad Nørre Port i det sidste kapitel, så vi har begravelsen på Assistens Kirkegård som passende punktum for hele herligheden.
På den måde væves Københavns mange tråde sammen Kierkegaards, dog undtaget de livsepisoder, han var så fræk at henlægge til Berlin, Sædding, Gilleleje eller f.eks. Røjels Kro ved foden af Geels Bakke – vi kommer ikke længere ud af byen end til Dyrehavsbakken i nord og Frederiksberg Have i syd. Ellers var bogen sikkert blevet dobbelt så stor.

Bogens genistreg
Det er nu langt mere end en bog om Kierkegaards liv i København og Københavns kvarterer og typer dazumal. Dens genistreg er, at den udnytter – foruden et hav af sære, informative kilder – at Kierkegaard overalt i sit forfatterskab (værker, dagbøger og breve) medtager og medtænker sin by, dens stemninger og originaler. Med ét er vi i Frederiksberg Have, så ude på Christianshavn, så oppe på Voldene, så nede ved Blegdammene, så med en forførerisk vind henover torve og rundt i gaderne.
Det smutter alt sammen ind i bøgerne og giver dem et særligt liv, og nu lader Turvad det smutte ud igen på rette sted under sin vandring, og som sådan er det Kierkegaards selv, der fortæller om Kierkegaards København. Godt suppleret af klip fra Politivennen, der f.eks. i 1842 harcelerer over »den overvættes overhaandtagende Cigarrygen paa Gader og Stræder«, så man »ved at krydse gjennem denne Række af levende Dampmachiner udsætter sig for at faae et Hul brændt paa en Kjole, en Vest, et Par Buxer, et Par Skjørter osv«.
Et af pseudonymerne hedder, som bekendt, Vigilius Haufniensis = den årvågne københavner, og det er, hvad Kierkegaard selv var. Man har sagt, at han blot begav sig ud på gader og torve for at gøre psykologiske observationer og kun faldt i snak med godtfolk for at anstille eksperimenter, som han kunne bruge i den fortsatte forfattervirksomhed – en parasit i en købstad. Årsag og virkning er en anden: han elskede ’folkebadet’ og samtalerne med den menige mand, og på mange måder var dette liv i byens vrimmel og det liv, han her hørte om eller selv så, det liv, han tillod sig selv ved siden af skriveriet. Netop derfor holdt han øjne og ører fantastisk åbne, og naturligvis sugede han til sig for om muligt også at berige den del af sit liv, som han lagde ud i bøgerne.

Afgørende råstof
Noget skal karakterisere en bestemt gade, en bestemt butik, hvori han har hørt en pudsig replik; andet – f.eks. Christianshavn med henblik på bogholderen i ’En Mulighed’ fra Stadier paa Livets Vei – hentes ind for på rette vis (her lidt distanceret, næsten dæmoniseret) at placere en særlig skæbne eller situation. Byen med alt sit habengut var et afgørende råstof i hans skriveværksted, og derfor kan Tudvad overalt klæde sin byfortælling på med litterært guf i mesterklasse. Og han sakser godt og med smidige overgange.
Skal man rundt i København på Kierkegaards tid – ikke Kierkegaards København – er nogle kvarterer og lokaliteter selvfølgelig mere i fokus end andre. Fordi Kierkegaard kom der, tog del i livet der osv. Derfor må Tudvad undertiden lade ret beskedne påskud lede ham ud i nogle af de hjørner, der hører med til et samlet byportræt – f.eks. Christianshavn og den mørke side af byen – men som Kierkegaard ikke havde den store berøring med. Andre gange får en særlig kierkegaardsk affinitet fremstillingen til at svulme lidt uhensigtsmæssigt op: selv gik jeg noget død i gennemgangen af Det kgl. Teaters repertoire 1827-55 og under rundgangen til de københavnske kirker – det er for feinschmeckere af en særlig støbning. Men nu er det kortlagt.
Den eneste samtidige København-iagttager og -kritiker, jeg savnede undervejs, var Frederik Dreier, der jo havde artige ting at sige om ’Communalsvineriet’, både på rådhuset og i rendestenene, og som førte sin ensomme kamp for Samfundets Reform næsten samtidig med Kierkegaards enmandshær mod kirken i Øieblikket – og som desuden var Kierkegaard kritisk stemt, ikke mindst for hans (i Dreiers øjne) indirekte medansvar for den rørstrømske damefilosofi i Clara Raphael. Tolv Breve.

Finurlighed
Den eneste stavemæssige finurlighed, jeg af pligt har noteret mig, gælder Borgerdydskolen, der – mod sin egen vilje – konsekvent kaldes Borgerdydsskolen. Som realkommentator på den igangværende nyudgivelse af Søren Kierkegaards Skrifter er det logisk nok, at Tudvad i sine henvisninger benytter sig af denne, hvor der er bind at tage af, men ikke at han undlader at supplere med parallelle henvisninger til 3. udgaven af Samlede Værker (P.P.Rohdes fra 1962-64) og til Papirer – begge er dog stadig de mest udbredte og tilgængelige, og det omfattende noteapparat ville med dem føjet til have været langt mere brugbart.
Bliver det gamle København mere levende og konkret forankret – vis-a-vis den i dag kendte by – med Tudvads livtag med fortiden, bliver Kierkegaard som person mere rund og menneskelig gennem det episodiske portræt. Især hans praktiske godgørenhed og interesse i medmennesket, uanset hvilket, kommer tydeligere frem og viser, at Kierkegaard ikke fulgte sin egen recept i Kjerlighedens Gjerninger: her hedder det nemlig i en diskussion af pengegaver og barmhjertighed, at det nok er bedre at give en halv skilling end hundrede tusinde, »thi de hundrede Tusinde have en tilfældig Betydelighed, der let drager den sandselige Opmærksomhed paa sig, og derved forstyrrer mig i at see Barmhjertigheden.« Kierkegaard overvandt sin frygt for at gøre sig til af sin hjælpsomhed og praktiske næstekærlighed og fandt gerne et beløb mellem den halve skilling og de hundrede tusinde. Godt at få det korrigeret og grundigt belyst.
Filosofien og teologien – dette med overalt at gøre vanskeligheder – må til gengæld vente til en anden gang, men den kommer nok. Peter Tudvad virker ikke ligefrem træt af sin hovedperson, som han denne gang har gjort det meget lettere for os at komme ind på livet af og følge rundt i hans kære, men til tider også foragtede købstad.

*Peter Tudvad: Kierkegaards København. 514 sider, rigt illustreret, kr. 349,00. Politikens Forlag. ISBN 87-567-6533-9. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu