Læsetid: 4 min.

En prædiken for fred

Jan Øberg får godt og grundigt sagt: ’Hvad sagde jeg’ i sin nye bog om konflikten med Irak
23. juni 2004

Ny bog
Bogens titel Forudsigelig Fiasko er ikke kun forfatter og konfliktforsker Jan Øbergs fortælling om, hvorfor krigen mod Irak umuligt kunne have udviklet sig til andet end en fiasko. Det er også fortællingen om, hvorfor Jan Øberg og hans kolleger – lige så forudsigeligt – ikke formåede at vinde gehør for deres synspunkter.
Således består en stor del af bogen af tekster skrevet op til Irak-krigen, hvor man kan følge en lang og indædt kamp på ord mod krig, for fred.
En kamp for at få verdens ledere, politikere, journalister og os almindelige mennesker til at se Irak som et land som alle andre, der består af millioner af enkeltindivider med hver deres historie, håb og drømme, frem for et Irak, der betragtes som synonym med diktatoren Saddam Hussein alias ondskaben selv.
Der er slet ingen tvivl om, at Jan Øbergs tekster har været velkomne indslag i en før-krigsrapportering i medierne som modvægt til udtalelser fra folk – hjemlige såvel som udenlandske politikere – der ikke havde været til stede i landet og som på forhånd havde én og kun én plan for, hvordan man håndterede ’problemet Irak’. Øberg har ret, når han kritiserer medier, politikere, diplomater og FN for ikke at gøre det godt nok, for ikke at ville dialogen og oplysningen. At han glider temmelig let hen over de gode grunde, der et stykke hen ad vejen var herfor, både praktiske og politiske, er en anden sag, som vi ikke kan bruge til så meget her bagefter, hvor vi må erkende, at mere viden kunne have været med til at forebygge fiaskoen og det nuværende ragnarok i landet.
Vi kan derimod godt bruge en bog, som samler op på fejltagelserne og ser på, hvor vi kunne have handlet anderledes som medier, politikere og mennesker. Det er dét, Jan Øberg forsøger – primært ud fra to besøg af to uger i Irak før krigen. Desværre virker formen med at genoptrykke de gamle artikler fra tiden efter disse ture ikke særlig godt. Det bliver naturligvis klart for læserne, at Jan Øberg allerede før krigen forudså en masse ting, såsom at de amerikanske tropper ikke ville blive modtaget med åbne arme, at FN og NGO’erne ville forlade landet med videre.
Men desværre giver de genoptrykte artikler det indtryk, at Øberg ikke har kunnet dy sig med at sige: ’Hvad sagde jeg’, og derved virker det mod hensigten og bliver ukonstruktivt.

Forudsigelig fiasko
På plussiden kan man indvende, at Jan Øberg og hans kolleger faktisk kommer med forslag til, hvordan konflikten kunne have været løst. Imidlertid er det, når man læser disse forslag, også temmelig forudsigeligt hvorfor de ikke slog igennem hos Bush og Blair og de andre beslutningstagere.
De redskaber, som ifølge Øberg og co. kunne have forhindret krigen og løst konflikten, var nemlig primært dialog og mægling. Til deres fordel kan man påpege, at det aldrig for alvor blev forsøgt, så hvem ved, hvad der ville være sket? Ikke desto mindre virker løsningsforslagene en anelse naive set i lyset af de faktiske magtforhold i verden på tidspunktet for krigen.
Et eksempel på, hvad EU ifølge Øberg kunne have gjort: »Udvikle et nyt, bredt sikkerhedssystem som omfatter de økonomiske, miljømæssige og andre aspekter af sikkerhed og forbyde ny våbenhandel, handel med militær-industrielle dele samt etablering af baser i denne allerede grotesk overmilitariserede region. Informere USA om alle sådanne initiativer efterhånden som de søsættes, men udvikle dem uafhængigt. EU skal ikke lade sig afskrække, hvis USA har indvendinger imod et eller flere af disse skridt.«

Uforsonligt sprog
En anden årsag, til at Øbergs forslag forudsigeligt nok ikke blev taget til efterretning i især Washington, er hans sprog. Det virker lidt grotesk, at en forfatter og freds- og fremtidsforsker, som hylder dialogen, selv bruger et så uforsonligt sprog. Et eksempel: »Man må undres over om præsidenten (Bush, red.) og hans beslutningstagere og taleskrivere virkelig mere og mere lever i deres egen verden og har et så forvrænget billede af sig selv og deres nation? Eller tror de, at de er så stærke som forbilleder, at hvis de blot gentager løgnen som et mantra, så vil folk tilkomme til at tro på det – som børn i en madrasja-skole lærer at tro på Koranen og aldrig stille spørgsmål?«
Eller når han taler om »Bush-regimets hævnangreb på det afghanske samfund« og forklarer, at »ordet regime bruges i denne fremstilling for at understrege at George W. Bush ikke er demokratisk valgt, men udpeget efter et manipuleret valg«.
Dette sprogbrug er gennemgående i bogen og bliver i sin mængde for meget. Bogen tipper over og bliver prædikende og styret af indignation.
Det ses også af, at læserne – før vi kommer til det, bogen skulle handle om – nemlig »Konflikten med Irak og Danmark som besættelsesmagt«, der er bogens undertitel – lige på 74 sider skal belæres om verdens uligheder generelt og i tal, f.eks.: »Der er 358 dollarmilliardærer – folk som Berlusconi, Bill Gates og George Soros – og de ejer lige så meget som de 49 procent fattigste (tre milliarder) mennesker på kloden«.
Jan Øberg byggede og bygger primært sine konklusioner om Irak på to besøg, han har foretaget før krigen. Hans hovedbudskab i bogen er, at fjenden næsten altid ser anderledes og mere human ud, når man har stået ansigt til ansigt med ham. Det er en vigtig og rigtig betragtning, lige som der er glimrende enkeltstående analyser rundt om i bogen. Især er sidste del »Fra besættelse til et frit Irak« interessant, netop fordi kapitlet peger fremad. Desværre er vægtningen mellem ’Hvad sagde jeg’-afsnittene og ’lidt om alt’-afsnittende over for de fremadrettede afsnit alt for ulige.

me@j information.dk

*Jan Øberg: ’Forudsigelig Fiasko. Konflikten i Irak og Danmark som besættelsesmagt’, Tiderne Skifter, 304 sider, 268 kr. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu