Læsetid: 5 min.

Rejsen som fiktion og virkelighed

Johannes Ewald og H.C. Andersen på farten
3. juni 2004

Nye bøger
Med kort tids mellemrum har Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i serien ’Danske Klassikere’ udsendt tre bøger, der for fantasien har fælles ledetråd: den indre rejse, anskueliggjort i et ydre arrangement. De er foranstaltet af to topfigurer på det danske parnas: Johannes Ewald og H.C. Andersen.
Af den første er hans berømmelige erindringsbog Levnet og Meeninger stillet sammen med den filosofiske fortælling Herr Panthakaks Historie i et fint spændingsforhold.
Ewald sender her sin antihelt på Europarejse for ligesom Voltaires Candide at gøre egne erfaringer om verdens beskaffenhed af ondt og godt. Mens Voltaires optimist grundigt får slået sine forvent-ninger i stykker, må misantropen Herr Panthakak, hvis navn betyder ’alt er ondt’, langsomt opdage, at det egentlig er hans egen skyld, at han kommer galt af sted.
Her viste Ewald i 1771, at samtidens store spørgsmål om, hvorvidt den skabte verden er ond eller god, og hvilket ansvar Gud har for det, er et skinproblem, da det er et psykologisk forhold. Denne betoning af menneskets personlige medansvar er en noget nær revolutionerende tanke, der genfindes i levnedsbogen, som undersøger hjerte og nyre hos det egne jeg og overalt finder forklaringen netop i jegets uregerlighed.
At begge de to værker er uafsluttede, kan skyldes tilfældet, men de er snarest bevidst tilrettelagte fragmenter som udtryk for de intrikate processers spørgende karakter.

Skæbner
Rammen om Levnet og Meenin-ger, skrevet mellem 1774-78, er atter rejsen, men ruten er adskillig mere kringlet og tilsyneladende kapriciøs, ligesom stilen folder sig ud i nye overraskende varianter i modsætning til den ironisk-akademiske diskurs i Panthakak. Sidstnævnte åbner med den traditionelle optakt: »Det var en kold og temmelig mørk Vinteraften «, mens levnedsbogen lægger ud midt i en samtale i Hamborg med replikken: »Men hvad skal der dog blive af os i Slutningen, min kjære Johannes? sagde min Broder.« Og det er et godt spørgsmål. For det véd vi ikke, når vi lukker bogen, men kun af en eftertids mismodige rapport om forfatterens kranke ydre skæbne, der endte i sygdom og sønderknuselse, men med livsværkets ophøjelse til den ypperste sfære.
Som ung flygtede han fra det umulige familieliv og ville tjene sine sporer i den preussiske syvårskrig, nok til at kunne tilbyde den elskede Arendse et passende ægteskab. Skildringen af denne kærlighed ved første blik, hans krigseventyr, hans beruselse i vin og elskovstanker på en høj ved Elben, det sidste og eneste genmøde med Arendse, er i enhver henseende højdepunkter i dansk litteratur og førstegangsbeskrivelser af det at være ’høj’.
Tilmed får man en nærmest psykoanalytisk orienteret fortælling om udviklingen af hans seksualitet, fra dengang han 13 år gammel forså sig på en midaldrende regimentskvartermesterfrue i Slevig uden at ane, at det var »det første Glimt af Kjærlighed«.
Bogen slutter i et par tankestreger – som der en vis tradition for, svarende til den senere skrevne rejsebog Labyrinten (1792-93) af Jens Baggesen, der ikke kendte til Ewalds uudgivne og oprindelig påtvungne selvransagelse, hvorimod han var inspireret af Sternes følsomme rejse, A Sentimental Journey, der standsede just inden et favntag. En forfatter, Ewald var fortrolig med.

En fodrejse
H.C. Andersen gentog spøgen med sin romandebut Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, som den i al omstændelighed tituleres, en komplet litterær satire og studie i E.T.A. Hoffmanns maner og Heinrich Heines djævelske ironi.
Det afsluttende fjortende kapitel »indeholder ingen Ting« som skrevet står, og det demonstreres med et antal tankestreger, punktummer, spørgsmålstegn og udråbstegn – som man også finder det hos Sterne. Litterær som bare pokker er romanen, et helt katalog af kommende ideer og motiver i forfatterskabet, en fantasifuld og grotesk kvalifikationsprøve til det dannede selskab og en nærmest modernistisk skriftroman.
Fanden tager ved digterjeget, og han springer bl.a. 300 år frem i tiden på Christiansborg Slot, hvor der spilles opera, anmeldt før opførelsen, og forefindes et bibliotek, der passes af papegøjer i snor, som kan opremse alle navnene på bevaringsværdige digtere. Der var nu noget profetisk ved Andersen, som gør også denne bog til frydefuld læsning.
Kendt blev og er han for sine reale rejser, som han brugte i forskellige fiktions- og reportageformer. Mest gik det sydover, men i krigens tid gik det nordpå i 1849, en rejse I Sverrig, der så blev færdiggjort et par år efter. Det blev H.C. Andersen mest gennemarbejdede værk ifølge både forfatteren og Mogens Brøndsted, der står for den fremragende, analytiske efterskrift, noget som denne series værker af gode grunde er udstyret med.
Denne rejse- og refleksionsbog har den anfægtede tanke om udødeligheden som en underliggende stemme, ikke kun i betydningen det litterære efterliv, som han i så rigt mål har erhvervet, men dødems overvindelse. Håbet herom var stimuleret af H.C. Ørsteds Aanden i Naturen om den evige fornufts harmoniske rige.
Bogen kom da til at bestå af allerede skrevne eventyr, digte og es-says, der lod sig forbinde med rejseruten. Den fører via Trollhätta, Kinnekulle, Vadstena til Stockholm og Uppsala, videre til Dalarne, Värmland, til Falun og de vældige grubesvælg ved Dannemora, hvor Svimmelens gud hersker. Lutter realia, men i symbolske belysninger, der munder ud i den hymneagtige opsats om »Poesiens Californien«.
Og her er atter et besøg i et næ-sten fortryllet bibliotek, hvor reolerne og bordene med de lærde forskere forvandles til terrasser med de herligste træer, med blomster og frugt: Gamle folianter og støvede manuskripter blev til blomstrende kæmpegrave, hvorfra harniskklædte kæmper og guldkronede konger sprang frem, og historien fik poesiens liv. Thi en digter var trådt ind. Og ligesom i Fodreisen må han vælge at følge en af to fantasiskikkelser, her en gammel morlil og en smuk yngling, henholdvis den støvede romantik – som Andersen nu gør op med – og poesi end fremtids-svangre verden i videnskabens ånd, dér hvor tro og viden forenes.
At der netop da var fundet store guldårer i Californien, leverer symbolbillede til denne også meget verdslige optimisme. Johannes V. Jens skulle et halvt hundrede år senere i sin hujende materialisme gentage en moderne besyngelse af de tekniske fremskridt ved synet af det rullende fortov og hjulet på Verdensudstillingen i Paris.
Ånden i naturen var da blevet til Den gotiske Renæssance. Der er morsomme kontrast– og lighedsforbindelser mellem de to.
Også Andersen tog på verdensudstilling i Paris og beskrev i eventyret Dryaden (1868) vidunderne – og naturens omkostninger.
Fænomenet Rejsen er før som nu med sin kompositoriske skabelon et uudtømmeligt reservoir for fantasien, drømmen, forvandlingen og spørgsmålet om verdens egentlige indretning, dens subjektive karakter hos Ewald, dens guddommelige gennemstrømning af poesi hos Andersen og – som her også strejfet hos Johannes V. Jensen – dens substans af »virkelighed«.

*Johannes Ewald: Herr Panthakaks Historie. Levnet og Meeninger.
Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Johnny Kondrup. 210 s. 180 kr. ISBN 87-21-02355-7
*H.C. Andersen: Fodreise fra Frederiksholms Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Ved Johan de Mylius. 170 s. 140 kr. ISBN 87-21-02206-2
*H.C. Andersen: I Sverrig. Ved Mogens Brøndsted. 175 s. 140 kr. ISBN 87-21-02270-4.
*Alle: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu