Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Uden mål og mening

Norske Ari Behn går i sin anden bog fra mini– til maxiformat – temaet er stadigvæk rastløshed og maskuline identiteter
Kultur
2. juni 2004

Ny bog
Hvor mange måder kan man være hvid turist på i Marokko? Der er tre, viser det sig i norske Ari Behns nye roman Baggård, og ingen af dem er synderligt attraktive.
Man kan være back-packer. Så rejser man på discount, men snydes alligevel af de indfødte. Man kan rejse som charterturist med de etablerede rejsebureauer. Og man kan også være del af den gamle garde.
Den holder til i byen Tanger og har siden den tidlige efterkrigstid hæget om sin egen, nedslidte myte, med lige dele kunstnerkoloni og depraveret livsførelse. Så står den på homoseksuelle mænd med arabiske drenge, ulastelige jakkesæt i tropesolen, nedslidt kolonistil, druk og stoffer, historier om Paul Bowles og William Burroughs og andre beat-forfatttere.

Pletvis underlig
I løbet af de fjorten dage, Baggård strækker sig over, når Andreas, bogens hovedperson og fortæller, i kontakt med alle tre miljøer, men mest med det sidste. Ikke at han hører til nogen steder: I virkeligheden er han på vej til Burkino Faso, hvor hans gravide kæreste venter på ham.
Planen er vel nærmest at tomle sig vej gennem Sahara, på hovedbanegården i Madrid antastes han imidlertid af den ældre spaniol Antonio, der viser sig at klæbe som klister.
Han viser sig også at være usædvanlig velbevandret i livet som europæer i Marokko. Så starter et langstrakt og mærkværdigt spil, hvor Andreas skiftevis er i knibe og rasende over Antonios tilnærmelser. Og hvor diverse mere eller mindre fornuftige undskyldninger forhindrer ham i at nå videre ned mod sin rejses mål.
Det går det meste af bogen med. Det er pletvist underholdende og pletvist mærkværdigt.
Senere kommer Andreas – nu iklædt Antonios jakkesæt – af sted ud i ørkenen med en dansk chartergruppe og deres varmblodige leder, Suzanne.
Resultatet er så absolut bogens bedste scener: På tur ud i Sahara i minibus med et par overordentligt stolte, men meget unge nomader som førere. Med er en hjerneskadet knægt og en brovtende, midaldrende liderbuks.
Også den tur løber ud i sandet. Sådan er det med Andreas’ planer – og med den roman, han fortæller. På overfladen sker der vældig meget, men ser man efter, er det et skridt frem og et tilbage. Bogen er lige så forvirret og retningsløs som sin hovedperson, kort sagt. I den forstand er den helt påfaldende mislykket som en beretning om det eksotiske Afrika.

Eksotisk Afrika?
Måske er det en pointe. Det eksotiske Afrika er allerede for lang tid siden blevet en lurvet myte, som middelmådige, skandinaviske eventyrere kan opsøge efter behag. Det giver sig selv, er så at sige baggrundspointen. Men bogens egentlige ærinde er portrættet af en rastløs, ung mand, som tydeligvis hverken kan finde til rette i normaliteten eller her, i Europas baggård.
Og heller ikke kan finde rundt i sig selv, i øvrigt. Det er sigende, at Andreas ikke bare irriteres over sin homoseksuelle beundrers tilnærmelser, men også, diskret, spiller med. Og at han aldrig rigtig har troet på, at han kunne nå frem til sin norske kæreste i Burkina Faso.
I sin debut Fandens trist skrev Ari Behn minimale vignetter om mænd på rejse. Her er han gået op i et romanens maxiformat. Resultatet har mistet den tidligere bogs suveræne lethed, i stedet har den noget uafklaret i sig. Ligesom Andreas’ tilbeder er den både irriterende, let gådefuld og svær at slippe. Også det er vel en kvalitet.

*Ari Behn: Baggård. Oversat af Peter Nielsen. 284 sider, 268 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her