Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den utålelige kopi

José Saramago har skrevet en fascinerende identitetsroman om en dobbeltgænger, der ikke kan holde ligheden med den anden ud og forårsager en tragedie
Kultur
4. juni 2004

Ny bog
En 38-årig historielærer, ensom og deprimeret, fange af en uendelig og monoton kedsomhed, pedantisk og pligtopfyldende men tilsyneladende blottet for fantasi, lejer en dag en ganske ordinær video, en let komedie anbefalet af en kollega på gymnasiet. Sådan omtrent, med et stærkt knirkende og tørt sprog udtrykt af en nedtrykt mand, der ovenikøbet hader sit fornavn – Tertuliano Maximo Afonso – trækker nobelprisforfatteren, José Saramago, os ind i en roman, der er ironisk, humoristisk, selvkritisk, ja og kritisk over for litteraturen selv.
Romanen – den duplikerede mand – er den niende af Saramagos romaner, der er blevet oversat til dansk. Den stakkels nødstedte gymnasielærer, der ikke længere kan holde sig selv ud mere, udsættes pludselig for en endnu større straf. At opdage, at han ikke er et unikt og uerstatteligt menneske, som alle andre mennesker i hele verdenshistorien. Det er nok den værste straf i en global tidsalder, hvor musik og ideer kopieres som aldrig før, med en historisk uset lethed, og det er slet og ret ubærligt for denne gymnasielærer.

Spejlet i en video
For i videoen ser han en skuespiller, der er en kopi af ham selv. Den kedelige Tertuliano ser ikke umiddelbart ’den anden’, for det sker først efter at være vågnet op fra et mareridt, så det kunne også godt være en spejling fra søvnens dyb. Men Tertuliano, der foretrækker at blive kaldt Máximo, og derfor helst bør kaldes sådan, indleder som en anden detektiv jagten på sin duplikant. Han vil finde ud af, hvem denne duplikant er, hvem der er den førstefødte, og hvor meget de to har til fælles? Det er slet ikke kedelig læsning, og undervejs må Tertuliano kæmpe med sit eget tungsind, eller det Saramago kalder ’de sagtmodiges vrede’. Han stiller sig selv det eksistentielle spørgsmål, om han selv er ’en fejl’, og dermed i grunden også om han krav på at leve. Men han (eller er det forfatteren?) forsøger endnu at bekæmpe risikoen for, at denne søgen efter den anden udvikler sig til en tragedie.
José Saramagos hovedperson er på flere måder forskellig fra den dobbeltgænger, som Fjodor Dostojevskij i midten af 1800-tallet gav litterær form. Dostojevskij lod en middelmådig, underordnet embedsmand fantasere sig til en dobbeltgænger, der er alt det, han ikke selv er, og som får overtaget i en sådan grad, at embedsmanden bliver sindsyg deraf.
Máximo Afonso er realist til fingerspidserne, han er optaget af de historiske fakta, og han har ikke selv valgt videofilmen, hvor han tilfældigt opdager sin dobbeltgænger.
Det er en byrde, der rammer ham udefra. Dobbeltgængeren er ikke en klon, hentet fra en science-fiction fortælling, der måske takket være genteknologiens såkaldte fremskridt kan blive en barsk realitet en dag. Nej, dobbeltgængeren er en ganske ordinær birolleskuespiller, der i virkeligheden har et helt andet navn, og som lever et helt ordinært liv i selvsamme metropol. Den sunde fornuft – der optræder i en kuriøs birolle – kan ikke tale Máximo fra at undvige mødet med den anden. Måske er forklaringen netop, at den Anden, duplikanten, giver den tungsindige Máximo en mulighed for netop at generobre nogle af de illusioner, som intet menneskeligt væsen kan leve foruden? Måske er forklaringen, at illusionernes kraft – i betydningen forhåbninger om forandring – er en vigtigere livskraft end den tørre fornuft?

Hvem er vi, ikke jeg?
Da duplikanterne – cirka midtvejs i fortællingen – endelig træffer hinanden opdager de, at de er identiske. Og det grundlæggende spørgsmål er ikke mere, hvem er jeg, men hvem er vi?
Máximo Afonso kan ikke tåle den identitetsmæssige lighed, men dobbeltgængeren, António Claro, forsøger først at holde distancen og at skubbe lige-manden på afstand med den humor, som Tertuliano dog ikke besidder. Fysiognomisk er de dobbeltgængere, men deres mentalitet – og især deres humor – er forskelligartet. Og det giver fortællingen ekstra nerve.
António siger spøgefuldt til sin hustru, at så kan han da måske få duplikanten til at lave de farlige og kedelige scener som stuntman og stand-in. Men hustruen, Helena, kan ikke bære angsten for ligheden, for hvordan kan man leve, hvis man ikke længere kan kende forskel på den anden? Frygten griber alle, Daniel og Helena træder også i karakter, og de gør ting, de aldrig havde drømt om.
Daniel og Helena får efterhånden et eget liv, José Saramago lader dem træde frem med alle deres følelser og forviklinger, mens Tertuliano Máximo Afonso efterhånden – takket være opdagelsen og det nye dobbelte liv, handlingen har bragt ham, kommer på afstand af sit før så stærke tungsind. Igennem den andens – de andres – tilsynekomst, slipper han ud af ensomhedens fængsel, der formede sig som en trist og knastør monolog. Selv sin gamle kæreste, bankfunktionæren, Maria de Paz, som han har forsøgt at holde på afstand og afskære forbindelserne til, begynder han at se i et nyt og mere tiltrækkende lys.
Men det forsonende øjeblik er forlængst passeret, han har ikke mere kontrol over livet, og fortællingen forvandler sig efterhånden til en tragedie, som ingen er herre over. Heller ikke forfatteren kan længere undgå den tragedie, som han i første halvdel ønskede at skrive sig udenom. Den sunde fornuft er der ingen, der gider lytte til. Og Den Andens Stemme kan man ikke blive fri for, uanset hvad man gør.
Den duplikerede mand rummer en overraskende slutning, der ikke giver færdige svar fra moralitetens rige, sådan som Jóse Saramago ofte ynder at skrive det. Den åbner døren til nye fortællinger fyldt med endnu flere spørgsmål, end duplikanterne når at få stillet undervejs. Det er en stor og undersøgende identitetsroman, som inviterer læseren til at tænke.

*José Saramago, ’Den duplikerede mand’, er oversat fra portugisisk af Peer Sibast. 278 s., 299 kr. Samlerens forlag. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her