Læsetid: 3 min.

Village People

Amerikanske Adam Berlins 'Belmondo Style' er et underholdende miks af thriller, familiedrama og road-novel
28. juni 2004

Ny bog
Søger man på forfatteren Adam Berlins seneste roman på internettet, falder man over en pæn portion hjemmesider om litteratur for bøsser og lesbiske. Det overrasker denne læser en smule.
Bevares, Belmondo Style fortælles af en homoseksuel teenager, der efter en løbetur langs Hudson River får sat ild til sine testikler af en blok berusede mænd blot et par gader fra sin bopæl i Greenwich Village. Men som ethvert stykke ambitiøs kunst med blot antydning af nerve fortjener heller ikke denne roman at blive sat i bås.

Elsker Jean-Paul
Det bliver den heldigvis heller ikke i de mange rosende amerikanske anmeldelser, der også står at læse på internettet, hvor man i øvrigt kan få oplyst, at Berlin er en 37-årig heteroseksuel mand, der bor i New York og elsker filmen Åndeløs (1960) med Jean-Paul Belmondo.
Det samme gør hovedpersonerne i Belmondo Style, 16-årige Ben og hans far, Jared, der ydermere har det tilfælles, at de er relativt kønne og aldrig taler om den mor, Ben ikke har mødt. Og dér hører lighederne mellem dem så op.
Sønnen er en mønsterelev, der løber på skolens atletikhold og gradvist erfarer, at han foretrækker sit eget køn fremfor det modsatte. Faren derimod ernærer sig som lommetyv og skifter kvinder ud med samme hastighed, som han indløser billetter til Manhattans art-house biografer - det vil sige omkring en gang i døgnet.
Ingen af dem dømmer hinanden i deres indledningsvis harmoniske hverdag, men begge er klar over, hvor de står. Ikke mindst faren, hvis få råd til Ben lyder som om, de er hentet fra biografens lærred, men ikke desto mindre klinger af oprigtighed - som når han understreger, at sønnen skal gøre, »whatever you choose to do, understand? ... Rebel against me. Rebel against your father. Do better than your parents. That's what kids are supposed to do. That's the American way.«

Amerikansk dannelse
Som i sin debutroman Headlock (2000) stiller Berlin skarpt på den moderne families anatomi og på, hvad det i dag betyder at være mand i USA. Hvor langt vil man gå for hinanden, og kan man gå for langt, synes at være spørgsmålene, der rumsterer mellem romanens maskuline replikker og tætte, poetiske sprog.
For Ben og Jared bliver deres roller og deres forhold sat på prøve, da sidstnævnte beslutter sig for at hævne overfaldet på sønnen, og de derefter i selskab med farens seneste erobring må sætte kursen mod Miami. Da pengene slipper op, og de erfarer, at friheden har sin pris, må Ben og hans far finde ud af, hvor de finder midlerne til at fortsætte det liv, de hver især beslutter sig for at føre.
Belmondo Style er en amerikansk dannelsesroman af den traditionelle type fyldt med kulørte optrin, stemningsfulde beskrivelser fra farverige miljøer og en outsider-fortæller, der ikke rigtig kan finde ud af, om han vil være insider.
Om Ben vælger at lade sig socialisere eller om han sætter kurs mod nye territorier, som det hedder til slut i Mark Twains arketypiske amerikanske dannelsesroman Huckelberry Finn (1883), skal naturligvis ikke røbes her. Blot skal det understreges, at Adam Berlins gennemført underholdende og også for danskere vedrørende roman henvender sig til engelskyndige læsere, uanset hvilket køn de bliver tiltrukket af.

*Adam Berlin: Belmondo Style. St. Martin's Press, New York. 275 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu