Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Demokratitis

Magtudredningen fortsætter sin dokumentation af, hvor godt et land, Danmark er. Demokratiet har det for eksempel fremragende, lyder seneste kompetente trut i jubeltrompeten
Kultur
1. juli 2004

Ny bog
Solstrålehistorier kommer sjældent på avisernes forsider. Lykke og glæder sælger nemlig langt fra ligeså mange aviser som ulykke og sorger. Måske er det derfor, pessimisterne har så gode kår. Alle dem, der gang på gang fastslår, at danskerne bliver dummere og dummere, federe og federe, sløvere og sløvere, alt imens tiden går hurtigere og hurtigere, stresser os mere og mere – med tvangsfjernelser, spiseforstyrrelser, kriminalitet, misbrug og al anden dårligdom som medpassager på rejsen ned i afgrunden. Alle dem der bevidst overser fremgangen – at vi bliver rigere og rigere, klogere og klogere og lever længere og længere. Og som ganske bevidst overser, at tiden jo altså samtidig ikke går spor hurtigere, end den altid har gået.
Men nej, lomborgere skal helst smutte tilbage i deres støvede kontorer og tie stille. For pessimisterne har ordet, så den offentlige mening er en ren tour de force udi dommedagsprofetier om tidernes forfald, verdens sande, triste tilstand, og ikke mindst klassikeren ungdommens evigt tiltagende sløvsind, demokratiske og sproglige muskelsvind og indsigt og substans som begreber, Titanic tog med sig til bunden af havet.

Danmark i top tre
Ja, hvordan skal det ikke gå, spørges der ofte fra avisernes læserbrevsspalter. Svaret må naturligvis hænge og blafre i vinden, indtil fremtiden går hen og bliver nutid. Men svaret kan jo søges ved at få afklaring på, hvordan det står til her og nu.
Og ja, faktisk går det godt. I hvert fald når det handler om det demokrati som det ellers så ofte siges at færre og færre deltager i eller overhovedet forstår. Og i hvert fald hvis man frekventerer professor Jørgen Goul Andersens seneste – og elementært væsentlige – bidrag til den såkaldte Magtudredning. Et bidrag han kalder Et ganske levende demokrati – en bog der i den grad gør op med myterne om det henslumrende danske demokrati.
Goul Andersens bog bygger primært på Magtudredningens store medborgerundersøgelse – interviews med 1.640 danskere, der indgår som led i en stor international undersøgelse. Danskernes demokratiske habitus sammenlignes med 11 andre europæiske lande, og Danmark ligger i top tre efter snart sagt samtlige demokratiske parametre, dokumenterer Goul Andersen.
I overskriftform lyder konklusionerne nogenlunde således:
*Danskerne har den højeste politiske interesse – meget få interesserer sig slet ikke for politik.
*Danskerne er generelt glade for at diskutere politik.
*Danskerne føler i høj grad, at de har mulighed for at fremlægge synspunkter for politikerne, og at de bliver lyttet til.
*I Danmark falder valgdeltagelsen generelt ikke.
92 procent af danskerne er medlem af en forening, gennemsnitligt medlem af mere end 3,25 foreninger – dog falder græsrodsdeltagelsen og græsrodsorganisationerne går fra at være bevægelser til at være enkeltsagsgrupperinger.
Danskerne oplever stor mulighed for indflydelse i hverdagens politiske demokrati.
*Danskerne har tillid til deres medmennesker.
*Danskerne er tilfredse med demokratiet.
*Politisk forbrug er kommet for at blive.
*Danskerne er et ualmindeligt regerligt folk.
Ovenstående er blot et uddrag af Goul Andersens vigtigste konklusioner, og de tegner samlet et billede af et glad, lille og meget demokratisk samfund, hvor politikerne har store og gode muligheder for at regere.

Vigende interesse
Dog bør det nævnes, at undersøgelsen også viser, at danskerne generelt udviser vigende interesse for kommunalpolitik og EU-politik. Og mest afgørende er det nok, at der ifølge Goul Andersen sker en række forskydninger i den politiske deltagelse. Eksempelvis påviser professoren, at der sker en forskydning fra den kollektive deltagelse mod den individuelle. Og at det demokratiske sigte bevæger sig i samme retning – fra det kollektive mod det individuelle.
Her ligger vel det egentlige demokratiske nybrud, og vel også det demokratiske problem, hvis man ellers kan tale om et sådant i et generelt så demokratisk land, som det Danmark, Goul Andersen præsenterer os for.
Fællesskabet spiller en stadig mindre rolle for danskerne demokratiopfattelse. Der er altså kommet en langt større »hvad får jeg ud af det«-tilgang til det demokratiske engagement, som jo meget godt følger forfaldstankerne om en individualisering, der sætter fællesskabet under voldsomt pres.
Goul Andersens bog er uhyre vigtig. Han er godt nok kendt for at være manden, der igen og igen fortæller, at velfærdsstaten har det godt. Denne gang med tung dokumentation. Han kommer glimrende rundt i nuancerne, skriver op ad fordommene og punkterer dem nøgternt og iskoldt.
Et ganske levende demokrati bør læses vidt og bredt. Den helt afgørende debat om vores demokrati og det samfund, vi skal enes om at skabe for fremtiden, ville simpelthen have godt af, at fundamentet blev justeret efter denne bog. Et optimistisk fundament, der velfortjent klapper ryg på årtiers politiske kamp for at engagere danskerne og tager fat i den egentlige udfordring i stedet for evindelige velfærdsteknokratiske detaildiskussioner. For det er i den grad på tide, at der tages fat på det helt afgørende spørgsmål det er, at få defineret hvad og hvem det er, fællesskabet skal inkludere, i stedet for hvem og hvad det skal ekskludere.

*Jørgen Goul Andersen: Et ganske levende demokrati. 336 sider. 298 kr. Magtudredningen og Aarhus Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her