Ny bog
»Den, der glemmer sin historie, er dømt til at repetere dens fejltagelser.«
Nogenlunde sådan sagde en arabisk vismand engang. På det seneste er der sket ting i historien, som giver én al mulig grund til at frygte for repetition ikke blot at fortidens fejltagelser, men også dens forbrydelser og bestialiteter. En af ondskabens udfoldelsesbetingelse er i høj grad ukendskab til historien, på samme måde som det er historisk bevist, at brød og skuespil er et sikkert middel til at lamme den eftertanke, der skulle forhindre fremkomsten af yderligere forbrydelser mod menneskeheden.
Brutaliteten
Netop det manglende kendskab til den nyere historie ses hos en del yngre danskere, som det fremgår af en undersøgelse fra 2001 foretaget af Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier,
Det er denne undersøgelse, som er den mere eller mindre direkte anledning til endnu en bog om Auschwitz. Mærkeligt nok er der inden for få måneder kommet flere bøger om udryddelseslejrene, herunder ikke mindst Peter Smiths store bog Auschwitz en beretning (anmeldt i Information den 30. april) samt genudgivelsen af samme lejrs kommandant Rudolf Höss dagbog.
Måske der også er andre, som føler brutaliteten trænge sig på og finder det på tide at minde om dens resultater i det 20. århundrede. I al fald er et af denne brutalitets mest markante scenarier kort og nøgternt skildret i Eva Bøggilds og Jacques Blums bog Auschwitz en introduktion.
I nogle temaopdelte kapitler skildres bl.a. lejrens historie fra dens grundlæggelse i 1940, dens opbygning, organisation, fangernes forhold og baggrund, dødsårsager og de medicinske forsøg samt retsopgøret efter krigens afslutning og i et godt 60 sider langt kalendarium kan man endvidere følge lejrens historie i detaljeret kronologisk form.
Ondskabens ansigter
Formålet med bogen er klart defineret af de to forfattere: De vil give en introduktion til en række faktuelle forhold i lejren. Den korte form til trods lykkes det at bringe en ganske omfattende information på de 158 sider, selv om der visse steder er mindre sjuskefejl. De subjektivt beskrivende betragtninger er der få af, men når de er der, er det altid i form af citater fra overlevendes beretninger.
Også citater fra nazisternes egne rapporter er med, som når en farmakolog ved et tysk medicinalfirma skriver hjem til sine chefer: »..jeg har fået lejlighed til at afprøve vore nye præparater. Jeg føler, jeg er i paradis.«
Citatet stammer fra afsnittet om de medicinske eksperimenter, og man forstår godt et andet citat fra Miklos
Nyiszli, patolog, fange og assistent for Josef Mengele: »De farligste kriminelle og mordere er de, der er lægeuddannede.«
Sadisme
Den korte form gør som sagt bogen overskuelig, men dermed lukkes der også op for utallige spørgsmål, som man ville ønske, man kunne finde svar på.
Hvad var f.eks. historien bag den ondskab, som nogle fanger udøvede over for de andre? Tyske fanger i lejren, ofte kriminelle og vaneforbrydere, hørte til de mest sadistiske mishandlere.
Hvem var kapo Dach-
decher, som overfaldt enhver med bare en smule intelligens, gennede nogle fanger ind i hundehuset og beordrede dem til at gø, mens de skulle slikke suppe op fra jorden? Diagnosen sadisme rækker vel næppe her. Og hvordan kunne man overhovedet overleve i lejren?
Måske psykiateren Frankl, som var fange i Auschwitz i flere år, kommer med en del af svaret på netop dette spørgsmål, når han skriver:
»Når der var lejlighed til det, måtte man ... hos fangerne fremkalde bevidstheden om deres livs hvorfor, deres livsmål, på den måde kunne man opnå at give dem indre styrke til at bære den nuværende tilværelses forfærdelige hvordan og holde stand mod koncentrationslejrens skræk.«
*Jacques Blum og Eva Bøggild: Auschwitz en introduktion. 163 s. 199 kr. Lindhardt og Ringhof. ISBN 87-614-0366-0
