Nye bøger
Jeg har skrevet det før, men det må gentages: Dansklærerforeningen har under forfatteren Hans Otto Jørgensens kyndige redaktion en løbende romanserie, som simpelthen byder på noget af det bedste, der skrives inden for den genre, der lyder det delvist misvisende navn ungdomsromaner.
Misvisende, fordi genren hos nogle fremkalder et billede af litterært mistrøstige, fodformede romaner for en målgruppe, mange
synes, de er vokset fra og ikke rigtig gider forholde sig til. Og det er ærgerligt, fordi der iblandt skrives fremragende værker med udfordrende billeder af den mangefacetterede og stærkt foranderlige verden, som jo grundlæggende er vores fælles referenceramme uanset køn, alder, tro og overbevisning.
»Frit for fantasi«-serien synes også at tiltrække en række af tidens rigtigt gode såvel ældre som yngre forfattere. Gennem de seneste år har eksempelvis Henning Mortensen, Bent Vinn Nielsen, Peter Mouritzen, Marianne Larsen, Jesper Wung-Sung og Janne Teller produceret meget roste værker til serien.
Og det fortsætter tilsyneladende i en jævn vitaminholdig strøm, aktuelt med hele tre nye udgivelser på én gang.
Troværdigt teenagepigeliv
Lidt ligesom mig er lyrikeren Pia Juuls andet forsøg i den episke genre efter novellesamlingen Mit forfærdelige ansigt fra 2001. Og den handler som forgængeren om huller, brud og i alle retninger dansende identitetsflager.
Her er det en navnløs 13-14-årig pige, hvis liv vi følger over nogle måneder fra den dag lige efter sommerferien, hvor hun uden at vide hvorfor sætter sig på en anden plads end ved siden af veninden Ann og frem til slutdialogen i morgenbussen med selvsamme ven-inde, hvor hun i forsøget på at etablere en ny fortrolighed med veninden kan berette om sine hidtil ukendte familierelationer.
Mellem de to situationer udfolder romanen i små dagbogsformede kapitler med enkle, punktuelt hverdagsrettede overskrifter (»Frisure«, »Til gym-na-stik« som eksempler) en mosaik af situationsbeskrivelser fra et pigeliv i provinsen, præget af en kontrollerende mor, som holder oplysningerne om datterens fædrene ophav helt ind til kroppen og samtidig lyver mormoderen død.
Hele dette felt af fortiede og ufortalte familierelationer sættes i spil, da pigen Ursula ankommer til byen og får job på den lokale kro. I en tonefaldssikker blanding af fint registrerede sceniske beskrivelser af troværdigt teenagepigeliv og spøjst turnerede lån fra mystikgenrens lager af aftenuhyggelige kirketårne, blafrende vokslys, anonyme breve og gamle fotografier får Pia Juul etableret en velfungerende fortælling, som med et vuggende og rytmisk mundret sprog på bevægende vis danser sig ind til kernen af en familiehistorie, der både lukker op for nye sammenhænge og samtidig lader nogle hemmeligheder stå tildækkede.
Langt fra lyset
Lotte Lincks Baby-face træder selvbevidst på banen med en urovækkende og stramt gennemført lavmælthed i portrættet af 15-årige Theis, placeret i et trøstesløst landsbymiljø et sted i provinsen. Romanen dementerer til fulde udsagnet om, at der er fredeligt og rart ude på landet.
I stedet hersker i Lotte Lincks nærzoomende og prunkløse optik en atmosfære af livsfrustreret, angstfuld afventen, som klaustrofobisk strammes til i takt med den lurende uro, der breder sig, da to tvillingepiger pludselig forsvinder.
Da det står klart, at der har fundet en forbrydelse sted, kastes mistanken på tilflytterne, Otto og Clare, et umage og outcasted par, som er flyttet ind i det faldefærdige Smedehus, som tidligere har fungeret som tilholdssted for Theis nu afdøde (og stærkt beundrede) storebror Martin og hans motorcykelvenner.
I tilbageblik afsløres det, at den ensomme og tillukkede Theis har brugt tvillingepigerne til at chikanere Otto og den stærkt nervesvækkede Clare i en farlig cocktail af ubearbejdet sorg og diffus orienteringsløshed.
Romanen lever især af og på de nærgående og frosne billeder af forarmede mennesker i et overvejende sumpet miljø, dygtigt skruet sammen i et komprimeret dobbeltspor, hvor politiets opklaring og Theis Baby-faces begyndende og smertefulde erkendelse af, hvad der egentlig drev storebroderen i døden, trækker romanen frem mod et uafvendeligt slutpunkt, hvor lyset stadig synes langt væk.
Svitsende nervebaner
Efter en bilulykke, der har kostet kæresten Astrid livet, sidder den midlertidigt tale- og bevægelseslammede gymnasieelev Erik i rullestol og skriver sig igennem sit turbulente følelsesliv på en specialdesignet computer. Det er rammen i Jens Smærup Sørensens Astrid, som med stor sproglig eksperimenterelyst og lydhør tæft for det komplicerede samspil mellem sorg, kærlighed, skyldfølelse og ungdommelig fandenivoldskhed lader os komme ind i de svitsede nervebaner på en ung mand, uforskyldt placeret midt mellem krybesporet og overhalingsbanen på livets uforudsigelige landevej.
Romanen følger et zigzaggende, knortet spor af episoder, hændelser og livsbetragtninger før, under og efter den fatale ulykke filtreret gennem det inferno af sammensatte følelser og krøllede ytringer, der strømmer gennem den martrede Erik.
Men gennem den tågede erindring og de flimrende registreringer synliggøres et billede af Erik, Astrid og vennen Tøger, samt hvad der egentlig var på spil, da de tre var på vej i bil mod København for at finde ud af, hvad Tøgers politisk engagerede kæreste Bianca havde gang i derovre.
Og Eriks skæbne sættes yderligere i perspektiv ved mødet med albanske Ermelinda, som har mistet sin bror under krigen i Kosovo. Hun er flygtning og gør rent på det genoptræningscenter, hvor der arbejdes ihærdigt med at skaffe Erik førligheden tilbage. Erik fighter sig tilbage til livet, får sin studentereksamen og romanen klinger håbefuldt ud med et lille, overraskende twist på falderebet.
*Pia Juul: Lidt ligesom mig, 96 s., kr. 125, ISBN: 87-7996-019-7
*Lotte Linck: Baby-face, 77 s., kr. 100, ISBN: 87-7996-003-0
*Jens Smærup Sørensen: Astrid, 128 s., kr. 150, ISBN: 87-7996-022-7
*Alle tre fra serien Frit for fantasi, Dansklærerforeningen
