Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Illusionen om den grænseløse frihed

Den svenske forfatter og journalist Göran Rosenberg anfægter skarpsindigt tidens individualisme
Kultur
8. juli 2004

Ny bog
Har vi glemt, at vi har forpligtelser mod hinanden? Eller mere radikalt: Er vi i færd med at indrette hele samfundet, så vi ignorerer pligten og kun orienterer os efter egennytten? Har vi skabt et rettighedssamfund i stedet for et pligtsamfund?
Det er det centrale spørgsmål i Göran Rosenbergs seneste essaysamling, Plikten, profiten och konsten at vara människa.
Det lyder som en gammel sang om sædernes forfald, fordi ingen længere kender sin plads, og alle kræver ind, og det er det på sin vis også. Som Rosenberg selv anfører, så har »forskydning fra pligtens drivkræfter til profittens fundet sted under hele det moderne samfunds fremvækst«, men alligevel sporer han en, om ikke andet, så kvantitativ forskel: »Det nye er kun den enestående kraft og hurtighed, med hvilken forskydningen på område efter område nu svækker båndene mellem individ og samfund,« mener han. Men altså også, at det er nyt. Og faretruende.

Pligten
Båndene mellem individ og samfund knyttes i Göran Rosenbergs optik af pligten. Skal man opretholde et samfund, må man gøre ting, der rækker ud over den individuelle eksistens, ligesom vi alle er afhængige af, at andre på et tidspunkt har tilsidesat deres snævre egeninteresser for at vi kunne blive mennesker. »Uden at noget bliver os givet, kan vi ingenting give.«
Vi fødes og dør afhængige, et samfund kan ikke eksistere, uden at de svage og syge bliver passet. Og det må være organiseret, så nye generationer kan vokse og udvikle sig. Göran Rosenberg analyserer menneskets og samfundets udvikling som koncentriske cirkler: Vi begynder vores bane gennem livet i en snæver, varm kreds af følelsesmæssige bånd og vokser med tiden ind i stadig bredere kredse med stadig køligere knyttede bånd, hvor det ikke er kærlighed og venskab, men retfærdighed, der binder sammen, lyder beskrivelsen af det gode samfund. For »venskabelige bureaukratier er korrupte bureaukratier.«
Sine svar på spørgsmålet om, hvad der får et samfund til at hænge sammen, finder Göran Rosenberg er grundmenneskelige drivkræfter, ’hvorfor vi gør ting og sager’, som et af bogens fem essays hedder. Her diskuterer han pligtens fundamenter, samvittighed, fornuft og forudseenhed, som imidlertid uden en samfundsmæssig konsensussvækkes til fordel for egennytten.
Hans samlende kategori er derfor fortællingen, det medium, hvori vi kommunikerer med hinanden om vores fælles selvforståelse. Hver ny fortælling om individet og verden bærer på en ny samfundsorden, skriver han. For »en beretning om mennesket og verden fungerer kun, så længe menneskene ikke opfatter den som en fortælling, men som verden sådan som den er.«
I det øjeblik vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved det givne, begynder båndene mellem indvid og samfund at svækkes. Og individets betydning vokser på samfundets bekostning.
»Fortællingen om det ensomme individ, der klarer sig uden samfundet er de bristede fortællingers genkommende følgesvend… Det er epikuræernes fortælling om kunsten at leve godt uden at ’bekymre sig om almene opgaver og anliggender. Det er mystikernes og gnostikernes fortælling om individet, som finder hele verden indeni sig selv. Det er den fremvoksende roman- og teaterkunsts arketypiske individualister: Faust, Falstaff, Don Juan.«

Pligt, stat og privatisering
Altså, som allerede nævnt, en gammel historie, men også den situation, der, ifølge Rosenberg, nu accellererer med hidtil uset hastighed og kurs mod den rene opløsning.
Hvad er det derfor, der gør, at den denne gang skulle føre til opløsning, når den tidligere har beriget os med både mystikken og romanen, Shakespeare og Mozart?
At de afhængighedsbånd, der binder os sammen i de moderne vestlige samfund, er blevet usynlige, svarer Göran Rosenberg. Troen på vores frihed fra alle bånd hviler på en illusion, som skyldes, at staten har påtaget sig ’tovholderjobbet’. Men at staten har overtaget stadig flere opgaver er ligeledes en gammel – liberalistisk – sang, som vi hører til kvalmepunktet i netop det samfund, angivelige liberalister er ved at opløse. Rosenberg er imidlertid ikke liberalist. Han ser tværtimod privatiseringen som en ulykkelig konsekvens af, at staten har overtaget den enkeltes forpligtelser. I et samfund, hvor mellemmenneskelige forpligtelser er blevet til statslige varer og tjenesteydelser, opfattes privatiseringsskridtet ikke som særligt stort, konstaterer han. Rosenbergs pointer er snarere konservative. For det første har statsliggørelsen betydet, at alle de områder, der ikke kan styres efter en profitlogik, lider nød. Hvis al kapital effektivt kan placeres der, hvor den giver det højeste afkast, bliver der ikke noget tilbage til institutioner, der skal udføre samfundets ikke-lønsomme opgaver baseret på moralske forpligtelser, professionel etik, høje idealer eller gammel sædvane, påpeger han med knusende logik.
Samtidig forvandler profitmotivet insitutionernes raison d’être. En bemærkning om det privatiserede fængselsvæsen i Texas rækker til at sætte problematikken i relief:
»Den tilsyneladende uskyldige tanke, at man burde tjene penge på fanger, når de nu alligevel sidder der og koster penge, er umærkeligt gledet over i den mindre uskyldige tanke, at man burde have folk, som sidder der for at kunne tjene penge på dem.«
For det andet har statsliggørelsen givet samfundsindividerne deres falske fornemmelse af uafhængighed og ubegrænset frihed, en illusorisk tro på, at vi selv er herrer over vores liv og har ret til at lave det om og begynde på et nyt, når det passer os bedst.
Men når mennesket tror, at det er sit eget værk, at det ikke er afhængigt af andre, og derfor heller ikke har nogen at takke noget, »har det mistet kontakten med de grundlæggende vilkår for sin menneskelighed.«

Afmodernisering
De grundlæggende vilkår er vores afhængighed af hinanden, udtrykt i samfundet. Derfor opløses det, hvis mennesket i for høj grad mener at være sit eget værk.
Og det, der opløses, er det moderne, samfundet afmoderniseres.
»Med afmoderniseringen krymper de større kredse igen. Med afmoderniserin-gen får vi enklavens retfærdighed, sektens retfærdighed, fremmedfrygtens retfærdighed, subkulturernes, ungdomsbandernes, MC-klubbernes og de indhegnede privatsamfunds retfærdighed. I det sociale tomrum mellem Hells Angels og turbokapitalismens ’koldblodige, upersonlige og strikte kontraktbaserede relationer’ sprænges de bånd, som gør et moderne samfund muligt.«
Men hvad så? Hvad skal vi stille op?
Rosenberg opfatter modsætningen mellem mellem selviskhed og samvittighed, frihedstrang og pligtfølelse som et ægte dilemma, et dilemma, der ikke kan løses én gang for alle, men er indlejret i det at være menneske. Han skriver dilemmaet overbevisende frem gennem sine analyser både af vore afhængigheder og af profitmotivet. Hvem genkender ikke »de spekulerende pensionsfondes, de virtuelle kapitalstrømmes, de tertiære optioners, de anstændighedsresistente direktørlønningers, de korrupte investeringsrådgiveres, de udgiftsmaximerende revisorers, de globale finansmanipulatørers og de lysende værdiboblers tidehverv« som vores eget?
Man fornemmer også den personlige brand, den personlige anfægtelse bagved hans betragtninger over pligten.
*Svigerfaderens død på en provisorisk oprettet plejehjem, fordi det gode plejehjem nær familien, som den havde fundet til ham, temmelig unødvendigt, forstår man, skulle moderniseres.
*Den første erfaring af afhængighed, af menneskets lod som født ind i en given sammenhæng optrådte i skikkelse af omskæringen af det otte dage gamle, jødiske drengebarn.
*Den ’selvberigende’ glæde ved at skrive. Rosenberg vælger termen ’selvberigelse’ i stedet for ’selvrealisering’, fordi den sidste antyder, at det er noget, man gør helt af sig selv, hvor virkeligheden ifølge ham er, at man beriger sig selv ved at handle ind i en menneskelig sammenhæng.
Hvoraf også følger, at det, Rosenberg kalder profit, ikke per se er ondt, det er blot den ene af de to drivkræfter, kunsten at være mennesket går ud på at forene.
Men netop her bliver Plikten, profiten … dog noget luftig. »Kunsten at være menneske«, bogens sidste essay, kommer ikke rigtigt videre i forhold til det foregående. Göran Rosenberg skriver pointeret og klart med besnærende enkelhed, men derfor er konflikten mellem pligt og profit også allerede blevet fremanalyseret tilstrækkeligt til, at pointen er slået fast. Det, man får i tilgift, er ikke meget andet end ikke særligt overbevisende argumenter for et overstatsligt demokrati.
Og når alternativet skal udmøntes, kommer samtidig anfægtelserne. Rosenberg strejfer kun lige, at individualiseringen blandt andet er forudsætningen for kvindefrigørelsen, men man forstår godt, det er en anfægtelse. Ud fra hans analyser er det nemlig ikke let at se, hvordan de mellemmenneskelige bånd skulle styrkes, uden at de atter blev til bånd på kvinderne. Bogens undladelsessynd er derfor i mine øjne, at patriarkatet overhovedet ikke er tænkt med ind. Et grundlæggende ændret forhold mellem kønnene ville sikkert både lette pligternes byrde og også lægge en dæmper på megen indivdualistisk frihedstrang.

*Göran Rosenberg. Plikten, profiten och konsten at vara människa. Indb. Albert Bonniers Förlag. 271 sider, svkr. 145,-

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her