Læsetid: 4 min.

Jesus som livstyder

Grosbølls prædikener under opsyn
2. juli 2004

Ny bog
Alle kender vist efterhånden Thorkild Grosbøll. Selv i udlandet har man omtalt kystbanepræsten, som ikke kan acceptere en skabende Gud, men nok vil lade Jesus som livstyder slippe igennem.
For at redegøre for sit anliggende har Grosbøll nu meget konsekvent og sobert udsendt alle de prædikener, han har holdt i Taarbæk kirke, mens han har været under skærpet tilsyn af biskoppen. Fra første søndag i advent 2003 til påskedag i år. Ingen prædikener er udeladt, men den famøse prædiken, som gav anledning til biskoppens nyeste indgreb mod ham, er ikke kommet med, da den
ikke var skrevet, da bogen gik i trykken. Den må man så undvære, men de 21 prædiker i bogen giver nu også et rimeligt billede af den forkyndelse, menigheden i Taarbæk er blevet præsenteret for i det forløbne år.

Uklare prædikener
Nu skal en anmeldelse jo ikke være et forsøg på at holde rettergang, det ville være temmelig uklædeligt for en anmelder, men alligevel er det ikke til at lade være med at læse Grosbølls prædikener ud fra spørgsmålet, om de mon kan holde for en teologisk prøvelse ved en evt. præsteret, som Grosbøll jo nok ender med at få sin teologiske observans prøvet ved.
Og hvis Grosbøll udelukkende skal bedømmes på de 21 prædikener i bogen, er det vanskeligt at se, hvordan man kan få noget konkret at hænge anklagen op på. Skal man medinddrage bogen En sten i skoen og ikke mindst hans famøse interview i Weekendavisen, mener jeg nok, sagen stiller sig anderledes, men her i bogen står der næppe noget, man ikke skulle kunne slippe af sted med at sige i folkekirken. God teologi er det efter min opfattelse
ikke, men at der skulle være fyringsgrund lige i de pågældende prædikener, er vanskeligt at se.
Prædikenerne er holdt i et veloplagt sprog, ofte med inddragelse af temaer fra aviser og aktuelle temaer, og man forstår, at præsten i Taarbæk i sit samfundssyn mest er til det lidt venstredrejede, uden at sognebørnene i Taarbæk dog behøver at frygte for, at deres eget politiske standpunkt bliver væsentligt anfægtet, for så radikal er den politiske del af forkyndelsen heller ikke.
Der tages ofte udgangspunkt i det daglige liv, vi har med hinanden, det er også dér, tyngdepunktet ligger i prædikenerne, og det er såmænd også dér man tit ender i konklusionen. Dermed er Grosbøll eksponent for en tendens, der navnlig trivedes i dele af det teologiske studentermiljø i 70’erne. Her kunne man opleve en forunderlig stiltiende overenskomst om, at man ikke skulle tale om dogmatik eller nogle af de centrale kristne begreber, for det hele gik op i at oversætte kristendommen til ’moderne’ tale, som endelig ikke måtte være bare det mindste religiøs.

Det moderne
Men når man vil tale ’moderne’, binder man sig for det meste til et tidsbillede, som hurtigt bliver antikveret. Det moderne bliver hurtigt det umoderne, og lidt den fornemmelse sidder man også med ved læsningen af Grosbølls prædikener, som læner sig meget op ad netop den teologiske retning, der var gængs for efterhånden en del år siden.
Ingen kan jo gøre sig fri af sin samtids syn på tingene, og det er heller ikke fordi prædikenerne udelukkende er teologisk mindestue fra 70’erne, for der er også antydninger af andre synsvinkler. Men antydningerne er få og forfølges ikke særlig konsekvent. Hos Grosbøll er Gud for længst abdiceret, og tilbage er mennesket Jesus, der giver os en »forståelsesnøgle«. Vi skal ikke være tvivlrådige, vi er
ikke ladt i stikken, siger Grosbøll f.eks. i forlængelse af et Pauluscitat, og fortsætter så: »..vi har som forståelsesnøgle og –horisont manden på korset. Hans død er vores død – hans liv er vores liv.«
Forståelsesnøgle og -horisont? Hvad menes der egentlig med det? Og hvad med ordene om, at Jesu død er vores død? Jeg synes jo nok, det glade budskab er noget mere end det lidt tågede, som Grosbøll siger i sin prædiken til 3. søndag i advent, som citatet stammer fra. For Grosbøll er Gud blevet menneske, og
ikke noget som helst andet. Sandt menneske, men ikke sand Gud. Gud siger i det hele taget ikke Grosbøll særlig meget, om overhovedet noget, og derfor er der heller ikke spor af nogen tale om spiritualitet, om det transcendente eller andre af de ting, som Grosbøll tager ud af traditionen. Det er der også andre, der har gjort, men få har gjort det så konsekvent som Grosbøll, der ender i en kristelig farvet humanisme.

Næppe fyringsgrund
Der er således ikke meget solid teologi at hente i Grosbølls prædikener. Og flere gange sidder man med spørgsmålet om, hvad pokker manden egentlig mener. Det bliver ofte til tågesnak, selv om formuleringerne kan være smarte og ofte veldrejede. Dum er han jo ikke. Og der er vitterligt flotte og indlevende formuleringer i nogle af prædikenerne. Men gang på gang antydes og hentydes der, uden at man rigtig kan få hold på, hvad der egentlig menes. Også derved er Grosbøll repræsentant for den mentalitet, som trivedes i det teologiske studentermiljø i 70’erne (og som desværre nok aldrig udryddes helt): Tal endelig dunkelt, så får du måske ry som lærd teolog.
Om Grosbøll vil blive dømt ved en præsteret er umuligt at sige. Prædikenerne i bogen er som sagt en tynd kop te hvad angår det teologiske indhold, men er det noget Grosbøll kan ryge ud på? Hvis ikke Grosbøll formulerer sig mere markant, bliver det hundesvært at hænge en
afgørelse op på noget konkret. Med mindre man kan henholde sig til udsagnene i En sten i skoen. Men var det ikke sådan, at han fortrød dele af den bog? Eller var det kun interviewet i Weekendavisen??

*Thorkild Grosbøll: Til sagen. Prædikener. 110 s. 179 kr. Forlaget ANIS. ISBN 87-7457-365-9

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu