Læsetid: 5 min.

Ny konservatisme på Københavns Universitet?

Tue Andersen Nexø har begået en interessant, gammeldags og alligevel nutidig bog om Jonathan Swift, satiren og det trykte ord. Formentlig den første bog på dansk om den protestantiske præst og mesterlige satiriker
12. juli 2004

Ny bog
Da den anglo-irske forfatter og præst Jonathan Swift (1667-1745) var 30 år, skrev han en bog, der hed A Tale of a Tub. Den udkom anonymt i 1704. Den – samt er par andre tekster af Swift – er genstand for en indgående analyse i vist nok den første bog om Swift på dansk: Tue Andersen Nexøs Jonathan Swift: Satiren og det trykte ord.
Bogen er oprindeligt et universitetsspeciale og af de bedre af slagsen. Og paradoksalt nok skriver folk med engelsk som fag ikke bøger om engelsk litteratur, og da er det godt, at andre gør det.

Gammeldags og nyt
Der er noget meget gammeldags ved denne bog og noget meget nutidigt. Den er et symptom på noget.
Først det gammeldags: Det var næsten nostalgisk at læse den, for sådan bedrev man litteraturstudier i 1970’erne. Tue Andersen Nexø tager nemlig udgangspunkt i Jürgen Habermas Borgerlig offentlighed, der dengang var et standardværk.
Og så det nye. Tue Andersen Nexøs bog indeholder en kritik af Habermas' teori, idet han, støttende sig på David Zarets The Origins of Democratic Culture, gør opkomsten af en offentlighed til et tidligere fænomen, end Habermas mente. Offentlighedsbegrebet er normativt for Tue Andersen Nexø og ikke realistisk. Han siger: Det var i virkeligheden ikke sådan i England den-gang, som Habermas siger. Jeg tror, han har ret.
Det andet nye er, at Tue Andersen Nexø har forladt den verdensfjerne formalistisk-æstetiske måde at læse litteratur på – eller han forsøger.
Han vil rekonstruere den historiske kontekst.

De frække og perfide
Den nye offentlighedsteori er ganske interessant: Idéen er, at den borgerlige offentlighed skulle moderere og standse en forudgående langt vildere offentlighed. Den skulle sørge for, at tonen i den politiske debat blev pæn. Det giver jo bogen et helt aktuelt aspekt. Der var i datidens debat nogen, der var frække, perfide og ukontrollable: Og han nævner kvinderne, ple-bejerne og de religiøse fanatikere – dvs. præsterne.
Og i dagens kulturdebat ser vi jo også på den ene side den borgerlige offentligheds høflighedsidealer (s. 31) og på den anden side de reaktionære, især præster, der ofte er satiriske og perfide.
Jeg nævner det her, for Swift var først og fremmest protestantisk præst, hvad Tue Andersen Nexø underbetoner, og dernæst var han en ivrig deltager i den kulturkamp, der foregik dengang mellem de »ancients« og de moderne.
Swift var anti-moderne. Han var Tory, dvs. konservativ. Han var modstander af det frie marked og af, at litteratur skulle være en vare. For han levede, da litteratur blev en salgsvare.
En anden af datidens anti-moderne digtere, Alexander Pope, tjente masser af penge på at oversætte Homer, men hadede markedet. Swifts Gulliver’s Travels blev udsolgt på en uge. En af datidens moderne digtere, Daniel Defoe, ham med Robinson Crusoe, derimod elskede markedet.

Debatindlæg
Det fører mig til bogen som symptom. Dels diskuteres ivrigt, som jeg nævnte, tonen i kulturdebatten, dels gentænker vi, hvad oplysningstid er, og dermed forholdet mellem fornuft og religion og mellem litteratur og marked. Denne bog er et indlæg i denne debat. Men jeg ser også bogen som et tegn på, at man igen skal til at beskæftige sig med litteratur historisk og ikke på den formalistisk-æstetiske måde, som nu dominerer mange litteraturstudier her i landet.
Man kan næsten følge, hvordan Tue Andersen Nexø forsøger at slippe fri af formalistiske betragtninger. Det mindst vellykkede ved bogen er netop der, hvor han med udgangspunkt i strukturalistisk poetik forsøger at bestemme satiren sprogligt.
Han ved, synes jeg, for lidt om satirens historie og funktion og mangler en række klassiske værker om emnet. Swifts egen definition er ellers ganske god: »Satiren er et slags spejl hvori beskueren som regel genkender alle andres ansigter end deres egne, og derfor er der så få, der bliver forarget over den.« Og mens vi er ved kritikken, så overforbruger Tue Andersen Nexø ordet ’diskurs’ med respektfuld henvisning til Foucault. Han kunne ligeså godt ikke have brugt det.
Tue Andersen Nexøs forsøg på at slippe ud af formalismens fængsel viser sig ganske tidligt. En af hans hovedpointer er, at Swift ikke skrev litteratur. Det gjorde han naturligvis i datidens retoriske forstand, men, og der har Tue Andersen Nexø ret, ikke i den romantisk-moderne forstand. Det er derfor en overdrivelse at kalde det en fejllæsning (s. 9), når Swift ses som en klassisk forfatter ’indenfor den engelske litteraturhistorie’.

Hjem til Habermas
Bogen er opbygget sådan: Først et kort afsnit om skrift og tryk som sådan, hvor det kan undre, at medieforskeren Marshall McLuhan ikke er mere med. Så følger en fin gennemgang – genopfrisk-ning for vi ældre – af Habermas, hvor forfatteren tilbagedaterer og reviderer Habermas. Dette er det centrale i bogen, og det bør diskuteres grundigt i fremtiden.
Tue Andersen Nexø er dog en lidt naiv historiker, idet revisionen af Habermas sker ved at konfrontere hans betragtninger med den ’faktisk engelske historie’.
Det, mener jeg nu, har ikke særlig godt fat i samtidens teologiske debatter. Der tales om puritanske ’sekter’? Hvilke? Det må jo være set fra den etablerede kirkes synspunkt. Intet sted karakteriseres Swifts rationelle teologi. England var ’the Protestant nation’, og det var katolikkerne, der var fjenden, men de er underligt fraværende i bogen.
Heller ikke skænker Tue Andersen Nexø forholdet mellem det irske og det engelske nogen opmærksomhed.
Jeg ved godt, at bogen ’kun’ er et speciale. Og det med en bog spiller en stor rolle i Andersen Nexøs analyse af A Tale of a Tub.
Han læser den som et angreb på det trykte ord og som en parodi på bogen som medium. Det er en glimrende analyse, men det er, som det ofte er tilfældet, gjort før og bedre. Det var Hugh Kenner, der i The Stoic Comedians behandlede A Tale of a Tub på den måde som en bog om bogen og som en kritik af markedets populærlitteratur. Og denne tekst er ellers med i hans bibliografi, men diskuteres ikke.
Swift fremstilles i Tue Andersen Nexøs bog som en, der ville sabotere samtidens offentlighed, der for forfatteren nærmest var undertrykkende over for latteren og viddet. Jeg tror ikke selv på, at det passer, i stedet gjorde man blot op med fortidens – dvs. elizabethanernes – måde at skrive på. Det kunne være spændende at diskutere med Tue Andersen Nexø.
Det er da tankevækkende, at vi nu har fået et dansk forsvar for denne dybt konservative anglo-irske præst, der var imod datidens liberalisme.
Er Tue Andersen Nexøs bog endnu et intelligent bidrag til den rekonstruktion af neokonservatismen, der udgår fra litteraturvidenskab på Københavns Universitet?

*Tue Andersen Nexø: ’Jonathan Swift: Satiren og det trykte ord’. Syddansk Universitetsforlag, s. 125, 148 kr.

*Hans Hauge er lektor, dr. phil ved Nordisk på Århus Universitet. Han skriver regelmæssigt i Jyllands-Posten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu