Ny bog
Efteråret 2002 kunne vi undres (og glædes) over hele tre bøger, hvori mandlige forfattere baksede med en højst besværlig fader: Vagn Lundbye, Henrik Nordbrandt, Erling Jepsen. Dette forår har givet to tilsvarende værker af kvinder. Sidste uge anmeldte jeg Laila Ingrid Rasmussens Stjernen, om sømanden, der gik i land og på druk, og hans jeg-fortællende datter, der nægtede at gentage sin moders mønster. I dag venter lyrikeren Anne Lise Marstrand- Jørgensens romandebut Det vi ved, en anderledes tumultuarisk, omskiftelig og omstændelig sag om fortælling og frigørelse eller fortælling som frigørelse.
Gennem de to første kapitler holdes romanens model nogenlunde klar. Laura, der er hen ved de 30, nygift med forfatteren Klaes, indehaver af en gård på Fyn, biavler og biologistuderende med et halvfærdigt speciale om biernes genetik, bestræber sig efter sin moders død på at få ryddet op i sit skramlede indre ved hjælp af en diktafon. Mellem hendes dikterede og kursiverede erindringer følger vi hende på nutidsplanet gennem lange perioder alene, når Klaes er ude på sine rejser.
Blandet teknik
Det varer dog ikke særlig længe, før fortællestrukturen går itu. De talte afsnit forekommer mere og mere skrevne, og hvad angår den skrevne 3. persons beretning, fragmenteres den til en temmelig rodet, men unægtelig også interessant blanding af fortløbende barndomsskildring og frit springende nutidsstykker.
Hertil kommer pludselige, undertiden klodsede synsvinkelskift, som da Marstrand-Jørgensen et sted absolut skal have vist os, hvordan Laura så ud som halvstor pige og derfor er nødt til at overlade fortælleperspektivet til en anden.
Hun har ørevarmere af lyserød akrylpels, en bøjle hen over de sorte filtrede krøller samt lyserød dynejakke, skoletaske og varme kinder. Læseren på sin side fornemmer lyrikerens besvær med at omstille sig til prosaens rum, et problem , der også dukker op i flere opstyltet overbelæssede beskrivelser:
»Disciplineringen blev en gnavende parasit, der fandt vej til blodbanen med sine ekskrementer af skam, af følelsen af at gøre det rigtigt, men være forkert.«
Traumatisk fortid
Indholdsmæssigt og psykologisk kredser præcis den sætning nu ellers om noget vigtigt: at Lauras moder Evy som prostitueret og damefrisør og enlig forsørger for to har adskilligt at bakse med, samtidig med at hun bærer på en tung, tung erindring om måden, hvorpå pigernes fader Lau faktisk i sin tid kom af dage. Det gik mere voldsomt til, end døtrene har fået oplyst.
Lauras afdækning heraf spiller op gennem romanen en større og større rolle. Men samtidig vokser mistanken om, at der er noget helt galt mellem hende og drukmåsen Klaes, som, inden det hele revner, barrikaderer sig »i en rus af arbejde, nikotin, ensomhed og dårlig hvidvin«. At få afsløret også ham bliver mindst lige så væsentligt for hende som at få ryddet op i sin fortid. Hun, som før var tilbøjelig til at glide ind i sig selv og ligesom befinde sig i to verdener på en gang, må nu prøve at træde ud i dagene. Hun, som før lod sig overfalde af »ingentingsfølelse«, skal omsider til at give sit liv fylde.
Hertil får hun hjælp af lillesøsteren Vita, der er født som blind, men mirakuløst har svunget sig op til feteret tv-kok. Da denne nok så postulerede skikkelse skal have barn med en kollega, går Laura ind i rollen som moder og kan på bogens sidste linjer sige »min datter« om Jo.
Tyk symbolik
Navnet er selvfølgelig symbolsk. Det betyder et tøvende ja, men er også en forkortet udgave af navnet på Vitas purunge elsker, hvortil kommer, at Io jo er den inderste af Jupiters fire måner. Jovist, der er styr på detaljen i denne skildring af Laura Vankel, hvis efternavn da også hørmer langt væk af fortænkhed.
På de sidste sider får endogså kompositionen lov til at gå nydeligt op, da Laura afleverer specialet og planlægger sin ph.d. Emnet for hendes forskning er, om uhensigtsmæssige egenskaber styres af nogle bestemte gener, mao. om bier er belemret med lineær determination, en problemstilling, der direkte spejler heltindens egen konflikt mellem det at gentage et undertrykkende mønster og det omsider at gøre sig fri.
Selv har jeg svært ved at slippe den tanke, at konstruktionen og skriften i denne roman lige så stille går hver sin vej. Mens Laura falder ned ad en skråning eller (med et andet af romanens tykke lyriske billeder) som en grønlandsk slædefører mister kontrollen over sine hunde, hvælver forfatteren over hendes urolige hoved en vandtæt terapeutisk paraply.
*Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Det vi ved. 232 s., 248 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-02446-2
