Læsetid: 5 min.

På udkig efter visioner for et verdenssamfund

Filosoffen Jürgen Haber-mas forsøger i ny bog om det splittede Vesten at vise os de idealer, vores samfund er bygget på
7. juli 2004

Ny bog
Politik er kedeligt, og man skal op på et højt sted og smide penge i en kikkert, hvis man vil have ’visioner’. Velfærd er et anliggende for økonomer, og demokrati noget vi måler på stemmeprocenter. Politik er og bliver mærkelig kedelig, selv om vi er i en idealistisk krig for at indføre menneskerettigheder og demokrati over hele verden.
Det er ikke så mærkeligt, at intellektuelle efterlyser visioner. At professor Per Øhrgaard og forfatteren Suzanne Brøgger begge i Information har efterlyst ’utopier’. Som Brøgger sagde:
»Utopien har jo et meget dårligt navn for tiden. Men idet man nægter at forestille sig noget, der kunne være bedre, et alternativ, havner man i ’den endelige løsning’, det totalitære.«

Turbokapitalisme
Den tyske filosof Jürgen Habermas har om nogen insisteret på, at utopien findes. At de idealer, som funderer vores vestlige demokratiske samfund, er utopiske. Vi behøver ikke omstyrte det bestående samfund eller forkaste vores grundlæggende idealer, hvis vi skal skabe en mere retfærdig verden. Dette er Habermas’ kritik både af forestillingen om det postmoderne & om historiens afslutning: Vi kan ikke realisere modernitetens idealer totalt. Det moderne projekt er ufuldendt. Måske er vores vestlige nationalstater demokratiske og de respekterer så nogenlunde menneskerettighederne.
Men som Habermas skriver i sin helt nye samling af essay Det splittede vesten: Vi lever ikke i demokratisk verdenssamfund, og vi tænker ikke os selv som verdensborgere, selv om det, Habermas kalder ’turbokapitalismen’, opererer globalt. Og selv om den globale ulighed, de verdensomspændende miljøproblemer og den netværksbaserede terrorisme kun kan kontrolleres effektivt demokratisk i et verdensamfund. Nationalstaterne er baseret på ret, men verden er stadig bestemt af magten.
Der gives en moralsk forestilling om, hvordan de moderne idealer realiseres globalt: De amerikanske nykonservative ideologer anført af Paul Wolfowitz er ikke realpolitikere som Kissinger. De er moralske idealister og vil udbrede den vestlige model. Og det er det, amerikanerne og de villige partnere laver i Irak. De vil importere den perfekte samfundsmodel. De trækker i et vist perspektiv den moralske konsensus om menneskerettigheder og demokrati helt igennem.
Men som Habermas pointerer: De saver den gren over, de selv sidder på. De kompromitterer de idealer, som de vil udbrede. For de overtræder Folkeretten, de har tilsidesat FN, deres midler korrumperer deres mål.
De ignorerer, at de demokratiske idealer bør være selvkorrigerende. At det utopiske potentiale i den vestlige universalisme betyder, at man hele tiden har en kritisk målestok for sine aktioner. Man stræber mod det fuldkomne, men bruger også målet for sin stræben som billede på egen ufuldkommenhed. De nykonservative er ikke for realistiske, men i virkeligheden for utopiske. De tror, de kan realisere utopien.
Netop denne storhedsvanvittige tro på, at de handler efter universelle interesser, forfører de amerikanske tænkere og politikere til at forveksle deres egeninteresser med alles interesser. Hvis man tror sig udset til at udbrede det gode, må man selv være god. Og så bliver det også i alles interesse, at man bruger en idealistisk krig til at forsvare sine egne kapitalinteresser.
Derfor skriver Habermas på side 1 i sin nye bog:
»Det er ikke den internationale terrorisme, som har splittet Vesten; det gør derimod den politik, som den nuværende amerikanske regering fører. Det er en politik, som ignorerer Folkeretten, fører FN mod afgrunden og tager et brud med Europa med i købet.«

Marxister & liberalister
Habermas har samlet essay og interview bragt i tyske dagblade og fagtidsskrifter efter den 11. september og frem til 2004 i sin nye bog. Han kommenterer de fortløbende begivenheder imponerende præcist i gerningsøjeblikket, han fortæller om det manifest for Europa, som han lavede med kollegaen Derrida og indlejrer konsekvent aktuelle tildragelser i idehistoriske horisonter. Bogen er afsluttet af et nyt næsten 100 sider langt essay under den inciterende overskrift: Kants projekt og det splittede Vesten: Har konstitutionaliseringen af Folkeretten stadig en chance?
Habermas udstiller det oplagte alternativ til den amerikanske universalisme: Forestillingen om at vi bør begrænse vores vestlige værdier til den vestlige verden og ikke blande os i andre kulturers interne anliggende. Vi må endelig ikke være nykolonialistiske, og overnationale institutioner som WTO og FN tjener som instrument for de stærkeste kapitalinteresser. Habermas bemærker, hvordan ny-marxistiske drømme om at frigøre de undertrykte fra de vestlige undertrykkelsesorganer i praksis falder sammen med en nyliberalistisk utopi om en verden uden regering med de helt frie markedskræfter som civiliserende instans.
Habermas finder både det nymarxistiske frigørelsesprojekt og den nyliberalistiske tro på markedskraften utilstrækkelige.

Verden på flere niveauer
Det afgørende spørgsmål bliver: Hvad vil Habermas selv? Hvad forestiller han sig som vejen til et verdenssamfund uden den stærkeste kulturs terror mod de svagere kulturer?
Habermas forestiller sig et verdenssamfund på flere niveauer: En global sikring af menneskerettigheder gennem et reformeret FN. Kontinentale organiseringer af regionale politiske relationer med EU som foreløbigt forbillede.
Han anviser en retliggørelse af de internationale relationer. Retliggørelse betyder institutionaliseret regulering af den globale magtudøvelse. Moralen insisterer på sit eget perspektiv, hvorimod retten bliver realiseret ved, at man i dialog overtager hinandens perspektiver. Retliggørelsen kontrollerer, at universalismen ikke udvikler sig til totalkrig og de stærkeres ret. Her minder Habermas om udviklingen efter anden verdenskrig, om etableringen af FN og anerkendelsen af menneskerettigheder, om de måske lovende forsøg med lokale krigsforbryderdomstole og om den for nylig etablerede internationale krigsforbrydelsesdomstol. Her findes antydninger af udviklingsmuligheder.
Flere moderne nationalstater blev funderet ved revolutioner mod den bestående orden; den globale retsorden skal ikke etableres ved revolution mod de nationalstatslige ordener, men med udgangspunkt i de allerede eksisterende institutioner.
Habermas indskyder dog sin skuffelse over, at arbejdet med den europæiske forfatning har været ført bag lukkede døre. At det ikke har gjort det konkrete arbejde synligt som et visionær projekt, og at traktaten ikke bestemmer de væsentligste perspektiver for det europæiske samarbejde: Her er hverken sat en klar definition af Europa som territorium og heller ikke et klart endemål for den europæiske integration. Arbejdet med den europæiske forfatning kendetegner en politisk krise, hvor formuleringen af fundamentalt utopiske projekter ender som teknokratiske manøvrer i et lukket rum. Her udfoldes de moderne visioner på en måde. så man ikke som borger kan se dem som store visioner, men som diplomatiske kompromisser mellem særinteresser.
Denne krise er også Habermas’ problem. De kritiske pointer i bogen er skarpe og klare, men de konstruktive anvisninger synes at fortabe i juridiske og tekniske omstændigheder.
Han taler for en verdensoffentlighed, globale og regionale felter for offentlig meningsdannelse. Han har med sine intellektuelle aktioner gjort sit for at skabe positioner i den offentlighed. Og bogen om det splittede vesten er endnu et heroisk forsøg.
Men den er og forbliver ikke mere end endnu et første skridt. Det kan dog ikke nedskrives som bare Habermas’ problem. Det er i virkeligheden vores allesammens fortsatte problem og stadige udfordring.

*Jürgen Habermas: Der gespaltene Westen. 194 s., 10 Euro. Suhrkamp. ISBN: 3518123831

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu