Ikke kun forfatteren Ole Wivel men også grundlæggeren af Louisiana-museet,
Knud W. Jensen, flirtede kraftigt med nazismen i deres ungdom. Det hævdes i en ny bog om malersønnen Ole Høst, der døede som østfront-frivillig på nazisternes side
Ny bog
En lykkemand, har forfatteren Tage Skou-Hansen kaldt ham. Stifteren af et af Danmarks mest anerkendte kunstmuseer, Louisiana, og en central skikkelse i dansk kulturliv gennem 50 år, Knud W. Jensen. Men også et menneske, der i sin ungdom flirtede med nazismen, en flirt han helt frem til sin død i 2000
ikke fortalte offentligheden om.
Hvad Louisiana-stifteren ikke ønskede at delagtiggøre den brede offentlighed i, kommer imidlertid nu fire år efter Knud W. Jensens død frem i lyset. I en ny bog af forfatteren og journalisten Hansaage Bøggild bliver der sat spot på den kreds af unge mænd, heriblandt Knud W. Jensen og forfatteren Ole Wivel, der i de første år under Anden Verdenskrig fandt sammen i en fælles interesse for højrenationale tanker og sympati for nationalsocialistiske tanker.
Bogen, Ringen omkring Ole, handler faktisk hverken om Knud W. Jensen eller om Ole Wivel, men er et portræt af maleren Ole Høst. Ole Høst var søn af den bornholmske maler Oluf Høst og inspireret af blandt andet samtalerne med de jævnaldrende venner Ole Wivel, Knud W. Jensen og maleren Erik Johansen, meldte han sig som frivillig på nazisternes side. Et valg der fik skæbnesvangre konsekvenser for den unge maler, som i 1943 endte på østfronten som menig geværskytte, og som natten mellem den 19. og den 20. juli 1943 døde i Ukraine.
Ifølge Hansaage Bøggild var det Knud W. Jensen, der fulgte Ole Høst til banegården, da han forlod København den 22. august 1942 med retning mod Tyskland og senere østpå, en episode som Louisiana-grundlæggeren aldrig selv har omtalt offentligt. Selv om Knud W. Jensen var gode venner med både Oluf og Ole Høst, og Knud W. Jensen senere var med til at få oprettet Oluf Høst Museum på Bornholm, nævner han hverken Oluf eller Ole Høst i det afsnit om sin ungdom i erindringsbogen Mit Louisiana-liv fra 1985.
Hvilket ikke undrer Hansaage Bøggild, som i Ringen om Ole beskriver Knud W. Jensen som et menneske, der »havde tæft for, hvordan man gebærdede sig i den verden som generationsskiftet i ostebutikken (Knud W. Jensen var søn af en ostegrosserer, red.) anbragte ham i, klogt og konsekvent gjorde han sig klart, hvad han havde, og hvad han måske kunne miste.«
Alligevel fonemmede Hansaage Bøggild, at Ole Høsts skæbne hvilede som en skygge over Knud W. Jensens ungdom. I bogen beskriver han således, hvordan Knud W. Jensen ved ophængningen af billederne på Oluf Høst Museet kort før museets åbning den 12. juni 1998, på et tidspunkt da ophængningen var overstået, retter sig op og udbryder:
»Nu er der ingen af os, der skylder Oluf Høst mere.«
Om det var møntet alene på Knud W. Jensens venskab med Oluf Høst, eller om det også var en slet skjult hentydning til ungdommen med Ole Høst, undlod Hansaaage Bøggild dog at spørge ind til.
Ringen
På perronen den dag, hvor Ole Høst meldte sig under de tyske faner, var også en anden central skikkelse for den gruppe af unge kunstnere og intellektuelle, som Ole Høst og Knud W. Jensen tilhørte. Det var tyskeren Fritz Waschnitius, der på det tidspunkt havde levet en årrække i Danmark, og som i slutningen af 1930erne blev samlingspunktet for gruppen Ringen, som Ole Wivel døbte den.(Ikke at forveksle med modstandsgruppen Ringen, red.).
Ringen var stærkt optaget af den tyske digter Stefan George, og adskillige af gruppens medlemmer var påvirket af samtidens nationalsocialistiske ideer. Hvor stor indflydelse medlemmerne af Ringen, som blandt andet inkluderede Ole Wivel, Knud W. Jensen og malerne Svend Havsteen-Mikkelsen, Helge Bertram og Erik Johansen, havde på Ole Høsts beslutning om at melde sig til tysk krigstjeneste, er dog uklart.
Ringens eksistens og dens indflydelse på blandt andet forfatteren Ole Wivels tidlige forfatterskab er i sig selv ikke en nyhed. Ole Wivel skrev allerede i sit første bind erindringer, Romance for valdhorn fra 1972, om Fritz Waschnitius og Wivels fascination af ham, og kaldte den periode i sit liv for en »romantisk-heroisk vildfarelse. Den havde kostet dyrt, skønt jeg selv var sluppet billigt fra den. Andre havde betalt deres pris.«
Poeten og klodsmajoren
Prisen for Ole Høst var altså døden, men inden da havde Svend Havsteen-Mikkelsen i 1940 brudt med gruppen og var trådt ind i modstandsarbejdet. De øvrige medlemmer af Ringen afbrød forbindelsen med Waschnitius og opløste Ringen i 1943, men specielt for et enkelt medlem af Ringen skulle den tidlige ungdoms engagement og begejstring for nazistiske tanker få konsekvenser.
Ole Høst var nemlig ikke den eneste, der havde meldt sig frivilligt til tysk krigstjeneste. Det gjorde maleren Erik Johansen også, men han trak sig, inden det kom så langt, og det fik vennen, Ole Wivel til i et brev til Erik Johansen at skrive følgende:
»Da du tog beslutningen om at gaa i krig, rystede du med fuld ret enhver forpligtelse af dig. Den som vil døden vinder livet. Jeg nærede ærbødighed for dig og min tro paa dig fornyedes.«
Men Erik Johansens beslutning om alligevel ikke at drage i krig, huer ikke Ole Wivel.
»Dit nederlag er uigenkaldeligt. I dette fald, du veed det, river du alt med dig, som hidtil har været imellem os. Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig.«
Litteraturforskeren Jørgen Hunosøe publicerede i 2000 i tidsskriftet Nordica en artikel om Ole Wivels tidlige digte, digte som Ole Wivel sidenhen slettede fra forfatterskabet, og Hunosøe mere end antydede, at Ole Wivel i sin ungdom var stærkt påvirket af nazismen.
Den artikel vakte stort postyr, da den blev offentliggjort, og fik året efter Ole Wivel til i pamfletten »En ondskabsfuld klodsmajor« at kalde Hunosøe for både uhæderlig og fanatisk. Wivel nægtede helt fremtil sin død for en måned siden at kommentere sine eventuelle nazistiske sympatier i ungdommen.
Selv om venskaberne mellem de forskellige medlemmer af Ringen allerede begyndte at smuldre i krigsårene, så var der to personer som i mange år var tætte venner og kolleger. Knud W. Jensen og Ole Wivel dominerede i adskillige årtier efter Anden Verdenskrig dansk kulturliv, som henholdsvis direktør for Louisiana og direktør for forlaget Gyldendal. Det venskab fik dog også sin ende i begyndelsen af 1980erne. Om det havde noget at gøre med den fælles fortid i Ringen og begivenhederne omkring Ole Høsts død står imidlertid hen i det uvisse.
*Hansaage Bøggild: Ringen om Ole, Bornholms Tidendes Forlag, udkommer i dag
