Læsetid: 4 min.

’Somme tider er du så klog, at jeg er bange for, du bliver til noget stort’

To norske filosoffer efterviser med opfindsomhed det, alle Lindgren-læsere ved: Pippi Langstrømpe er en stor filosof
30. juli 2004

Ny bog
Pippi Langstrømpes forunderlige humør-filosofiske betragtninger smager af barndom, af uskyld med jord under neglene og evigt overskud til at vende verden og hele begrebsapparatet på hovedet.
Pippis glubende livsappetit lader sig ikke spise af med lette eller konforme løsninger på livets små og store gåder. Hvem har bestemt, hvorvidt der er rimelighed i at sove med fødderne på hovedpuden, og om det sømmer sig for En Virkelig Fin Dame at køre i karrusel?
Ifølge de to norske filosoffer Jørgen Gaare og Øystein Sjaastad skal man endelig
ikke tage fejl af Pippis spørgsmål og løsninger, der tilsyneladende er nonsens. Det er ramme alvor. Altså på den sjove måde.
I bogen Pippi & Sokrates efterviser de to norske filosoffer det, alle Pippi-læsere godt vidste i forvejen: Pippi er en ægte filosof helt i familie med filosofi-historiens ultimative Spørge-Jørgen, Sokrates.
Sokrates fik ikke smæk og blev lagt i seng for sin spørgelyst, men derimod gift og blev lagt i graven for sin vedholdende trang til at stille spørgsmål. Ligesom Sokrates udfordrer Pippi det givne, rokker ved autoriteterne og bygger verden op igen ved at nytænke sproget og begreberne.

Et lille übermensch
Gaare og Sjaastads bog er bygget op af tolv kapitler, der behandler filosofiske temaer i Pippi-bøgerne med grundige og opfindsomme perspektiveringer til Astrid Lindgrens (1907-2002) øvrige forfatterskab og ikke mindst til den filosofiske tradition.
Her gennemgås blandt andet Pippis dannelsesbegreb, hendes henholdsvis filosofiske og antropologiske tilgang til verden, Pippis kritik af den sunde fornuft, hendes forhold til barndommen og tiden, til sproget og til det tragikomiske.
Et selvstændigt kapitel er også viet til Pippis relation til Sokrates og ditto til Nietzsche. Her ses Pippi-figuren som et lille übermensch, der både fornøjer sig ved sin egen magt og ved ødelæggelse (»Sikken en morsom, morsom ildebrand!« lyder Pippi-citatet i kapitlets underoverskrift).
De to forfattere betragter Pippi som Astrid Lindgrens Zarathustra, der møder op i forsamlinger og forfærder folk, og som ikke viger tilbage for den ublu og vitale magtdemonstration, der ofte er rå og fysisk. Pippi overmander cirkustigeren og synger ydmygende »Se den lille kattekilling« for den, så dens farlighed bliver demonteret totalt. Hun bærer rundt på sin hest, smider lovens håndhævere på porten og har ryddet sømandsknejper i Singapore.
Som sådan er bogen fuld af originale betragtninger og underholdende strejftog i Pippis og filosofiens verden. Alene ideen om at sætte Pippi i stævne med filosofiens tunge drenge er svært fornøjelig, allerede inden bogen åbnes.
Men forfatterne har desværre fået det Platon-agtige påhit at forsyne hvert kapitel med dialogvekslinger, de selv har flikket sammen. Der er
dialoger mellem Pippi og Sokrates og mellem karaktererne Agaton og Teodor, der både optræder som Pippis sørøver-kompagnoner og som Sokrates’ venner fra Athen. Disse afsnit er en fortælleteknisk rodebunke, meningen og personerne er uklare, og de skæmmer de ellers gode kapitler.
Man kunne måske frygte, at selv Verdens Stærkeste Pige ville gå i knæ under alle disse paralleller og krydslæsninger til filosofihistoriens store skikkelser. Men hun smutter bare, når det bliver for meget.
Når forfatterne fortaber sig i filosofiske udredninger – og det sker ganske ofte – forsvinder Pippi ud af syne og teksten kommer mere og mere til at minde om en introduktion til filosofi-studerende. Interessant læsning, men man kommer altså til at savne Pippi en smule.

Sande perler
Flere kapitler fremstår som sande perler. F.eks. tolkningen af Pippis forhold til rod og skidt. Forfatterne tager udgangspunkt i den amerikanske filosof William James’ definition af urenhed og skidt som ting, der befinder sig på det forkerte sted (»dirt is matter out of place«), og i antropologen Mary Douglas’ tanker om, at skidt er relativt. Douglas mener, at forholdet mellem skidtet og det rene i alle kulturer hænger sammen med, hvordan omverdenen klassificeres. Det handler om, hvordan verden sættes i system: Pottejord er noget skidt på køkkenbordet eller hovedpuden, men prima i haven.
Med baggrund i disse ideer viser de to norske forfattere, hvordan Pippi konstant udfordrer og omdefinerer de givne kategorier. Hendes rod er en demonstrativ livsstil, der bevidst udfordrer det småborgerlige og konforme. Og som sådan har frøken Langstrømpe – siden den første Pippi-bog udkom i 1945 – mindet generationer om, hvor befriende det er at vende verden på hovedet og røre i kasserollen med paraplyen.
Forfatterne leverer af og til nogle letkøbte biografiske tolkninger – f.eks. sættes der nærmest lighedstegn mellem Pippi og den franske filosof Sartre, fordi de begge som børn levede uden deres forældre. Men læsningen af Pippi & Sokrates gør, at man næsten ikke kan vente til ens egne børn bliver store nok til at få Lindgrens værker læst op.

*Jørgen Gaare og Øystein Sjaastad: Pippi & Sokrates. Et filosofisk drikkegilde i Villa Villakulla. 240 s., 269 kr. Klim

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu