Læsetid: 5 min.

Det 20. århundredes åndelige form

Teologen Jørgen I. Jensens 60-årsdag fejres med åndrig artikelsamling – af ham selv
11. august 2004

Ny bog
Et festskrift på 808 sider, bestående af fødselarens egne artikler?
I dette tilfælde er det god ide. Slår man op på den omhyggelige bibliografi bagest i værket, er det tydeligt, at Jørgen I. Jensen – trods større værker om blandt andet Per Nørgård, Augustin og ikke mindst musikbiografien om Carl Nielsen – føler sig hjemme i den korte essay- og artikelform.
I årenes løb er det blevet til et væld af artikler fra den 60-årige fødselars hånd, begyndende med en imponerende række referater fra svømmestævner! – fortsættende i filmanmeldelser og senere bredt ud over alverdens kultur-, åndshistoriske og mytisk-religiøse komplekser. Her samlet i udvalg af sognepræst Flemming O. Nielsen og forlagsredaktør Henrik Brandt-Pedersen.

Spændinger
At anmelde værket, lader sig knap nok gøre, selv om redaktørerne har skabt overblik og tematiseret. Men mængden af temaer, indfald og betragtninger er så overvældende, at det højst kan blive til forsøgsvise ryk i enkelte af de mere gennemgående tråde.
Mødepunkter er bogens titel, og den er samtidig en læsevejledning. For Jørgen I. Jensen tænker i mødepunkter. Ikke kun mellem teologi, kultur og musik – bogens tre tematiske spændingsfelter – men mellem iagttagelser, indfald, sammenligninger og begreber.
Jørgen I. Jensen er ude på at forstå. Forstå hvad postmodernisme konkret vil sige; forstå historie; forstå hvad danskhed alleregentligst kan bestå i; forstå kulturen indefra. Først og sidst musikkens »egen uhåndgribelige ånd« som »et felt af spændinger, der vibrerer gennem hele århundredet«.

Kristendom
Som teolog er Jørgen I. Jensen naturligt optaget af teologiske emner. Der er sikkert meget at hente for den interesserede læser – denne læser blev fanget af en opsats om P.G. Lindhardts teologi. Hun fascineres også, når Jensen ganske overbevisende argumenterer for kristendommens kropsfrigørelse. For ’den legemlighed de gamle kristne tænkere var så mistænksomme overfor behøver ikke være den samme, som det moderne menneske på forskellig vis prøver at erobre tilbage’. Og ligeledes bliver hun fascineret, når en moderne kliché som ‘at arbejde med sig selv’ efterspores i sit særlige kristne udspring helt tilbage til antikken.
Men Jørgen I. Jensen er også optaget af danskhed, og det hænger sammen med både teologien, historien og musikken. Ikke uden grund hed hans store biografi om Carl Nielsen Danskeren.
Han konstaterer den stadig mere almindelige tendens til i disse år at sammenkoble kristendom og danskhed, og ét eller andet sted har han selv fornemmelsen af en særlig dansk kristendom eller kristen danskhed.
Men hans forsøg på at indkredse den er både mere åndfuld end dem, man sædvanligvis bliver præsenteret for, og – i modsætning til den smålighed og det ressentiment over for alt fremmed, der ofte ligger til grund for påberåbelsen af sammenhængen – ægte følt. Som om danskhed var en slags musik - hvad den i Jørgen I. Jensens optik også er – forsøger han at lytte sig frem til, hvor den klinger rent.
»Man kan næppe overvurdere det faktum, at den danske nationalfølelse grunder sig på nederlag,« konstaterer ham og finder på den baggrund en søgen i musikken efter ’den store verden i det indre menneske, der ellers lever et almindeligt dagligstueliv.’ Og ligeledes ’en bestræbelse i retning af højt lys, klarhed og tålmodighed’. »Det er ikke en påvirkning fra klassikken, snarere en slags uanskuelig mulighed, en særlig ånd, sagt med et gammelt ord,« lyder en anden musikalsk indkredsning.

Århundredets bueform
En tilbagevendende tanke er, at det først ved det 20. århundredes slutning er blevet muligt at forstå, hvad der lå gemt i dets begyndelse. Eksempelvis får Leningrads ’tilbagedåb’ til St. Petersborg – ’hvad ingen i mellemtiden havde drømt om overhovedet kunne ske’ – Jørgen I. Jensen til at konstatere:
»Pludselig ser man en mærkelig bueform i det 20. århundredes historie, som om vi nu må begynde en gang til, så at sige, med de erfaringer. der brød igennem hos de mennesker, der levede på overgangen mellem det forrige århundrede og vores eget.«
Han aflæser det sene 20. århundredes tilbagevenden til begyndelsen – i koncertsalsrepertoiret, hvor Mahler, Richard Strauss og Debussy er på plakaten – og først og fremmest hos Carl Nielsen.
Når det er musikken, der bliver brændpunktet for de kulturelle forandringer, er det fordi den i løbet af det 20. århundrede får status af ’kulturens underbevidsthed’. Jensen overvejer, om også musikken er underkastet sekulariseringen, men når snarere til det resultat, at den religiøsitet, der har været underkastet sekularisering, har søgt sin tilflugt i musikken.
Musikken »har skullet modtage og transportere – ja: religion, mystik, ophøjede følelser, en anden tidsdimension end den klokketid, alle ellers har været tyranniseret af, metafysik, det sublime –.«

Rumliggørelsen
Dette kobles sammen med en anden tilbagevendende tanke: At den tid, der er anderledes end klokketiden i det postmoderne rumliggør sig. For så vidt blot en generalisering af det postmoderne program om at benytte sig sideordnet af alle epokers historier, stiltræk osv., men det bliver ikke ved iagttagelsen. Stadigvæk med musikken som privilegeret udsigtspunkt finder han »i den nye mentalitet tidsmæssige minimal-bevægelser, der svarer til rumvirkningen« i musikken og som »uden tvivl spejler den moderne verdens problemer med at opfatte noget bestemt som væsentlige begivenheder eller handlinger«.
Muligvis derfor er så megen moderne musik hundesvær at holde rede på, men resultatet bliver ikke desto mindre, at det 20. århundredes rumlige musik kommer til at repræsentere den meningsfylde i det moderne, hvis mangel den altså også kan spejle.
»Selvom det lyder stormasket, er det umuligt at frigøre sig fra at det 20. århundredes musik, som den begyndte omkring sidste århundredeskifte, med sin stræben mod at gøre rum til tid og tid til rum ... har haft en dyb drift mod den vekselvirkning mellem kunst og erkendelse, mellem viden og erfaret oplevelse, som så mange har drømt om, men som har været umulig at anbringe meningsfuldt noget sted i den moderne verden.«
Stormasket er Jørgen I. Jensen sine steder, men derved åbner han samtidig plads for medtænkning. Med et citat fra den engelske litteraturkritiker, Northrop Frye, i bogen brugt på Thomas Manns Doktor Faustus, forsøger Jørgen I. Jensen at indkredse ‘de faktiske begivenheders åndelig form’. Det gør man ikke med små, hårde, gnidrede masker.
Flere gange citeres Grundtvigs bonmot:
»Man faaer ingen Aand af Bøger, men læser dem med den Man har.«
Efter mange timers læsning må man svare, at får man ikke ånd af at læse denne åndrige bog, så ejer Jørgen I. Jensen i det mindste evnen til grundigt at gennemrode de åndelige gemmer, man i al beskedenhed selv huser.

*Jørgen I. Jensen: Mødepunkter. Teologi. Kultur. Musik. 808 sider, 349 kr. Anis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu