Ny bog
Denne anmeldelse burde kunne tage fat i hele værket på afslutningsvis seks bind, bedømme dette som en helhed under de anlagte synsvinkler for derefter specielt at anmelde det sidste og sjette bind. Dette afslutter imidlertid ikke den prisværdige udgivelse, eftersom bind fem, 1945-73, af forskningstekniske årsager lader vente på sig.
Visse forudsætninger set i værkets prisme, og ikke så få af de vigtigste, må altså undværes i bedømmelsen af professor Nikolaj Petersens bud på perioden 1973 til så at sige morgenavisen. Opgaven at sammenholde og strukturere disse begivenhedsrige år, hvor udenrigspolitikken måtte omtænkes, i skiftende forstand omlægges og vel mere omfattende og radikalt end i nogen anden periode i danmarkshistorien synes overvældende. Også for læseren, der udfordres på koncentration og i nogen grad på almen forhåndsviden for at fastholde linjerne.
Per Hækkerups for så vidt enkle doktrin om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik var i periodens start fortsat gældende, men under forandring. Den dynamiske socialdemokratiske udenrigsminister tredelte målet: at fastholde dansk suverænitet, at varetage danske interesser af enhver art samt at påvirke den internationale udvikling på danske præmisser.
Det lyder simpelt, men kunne sagtens holde et ministerium og mere til fuldt beskæftiget. I mere spirituelle sammenhænge begrænsede Hækkerup de danske tredelte udenrigspolitiske problemer til Tyskland, Tyskland og atter Tyskland.
EU gav handlekraft
Dette tankesæt med rod i erfaringer fra 1848 til folkeafstemningen i 1972, der endeligt gav Danmark adgang til de europæiske fællesskaber, måtte følgelig gentænkes. Med nye erfaringer om tysk europæisk orientering og relative fraskrivning af stormagtsdominans flyttedes fokus fra grænsen ved Kruså til en aktiv og mindre mistænksom samvirkepolitik. Som bekendt var denne tankebaserede analyse og nyorientering ikke alle danskeres kop te. Folkebevægelser, partier og markante enkeltpersoner slog sig i tøjret: Danmarks frihed var truet; hvad Hitler ikke opnåede, fik tyskerne jo blot via Fællesmarkedet listet ind ad bagdøren med told- og møntunion, knækkede grænsebomme og fælles flag.
Folkeafstemningernes resultater talte deres eget sprog om, hvor stærk denne stemning dybest set bar igennem. Dansk deltagelse i Europa fik den hast og det omfang, de ængstelige og betænkelige og kunne man med Nikolaj Petersen og hans skribentkolleger ved hånden polemisk tilføje mindre historisk velbevandrede tillod.
Det korte af det lange: Danmark opnåede inden for EF og EU, uanset fodslæberi og direkte modvilje, i fast og traktatreguleret samarbejde med de europæiske magter langt større udenrigspolitisk handlekraft og -frihed end i nogen anden periode i den samlede danmarkshistorie.
Medlemskabet af det senere EU var tillige en forudsætning for aktiv dansk politik på et større plan, hvor muligheden for at sige fra over for selv USA var til stede. Den magt, som EU lod Asiatisk Plads tilflyde, hjalp i høj grad en Uffe Ellemann-Jensen til at forfølge en temmelig aggressiv, men også ganske effektiv baltisk politik, hvilket balterne dengang var glade for. Uden EU havde dette været umuligt, i bedste fald komisk.
Udenrigspolitikkens væsen ændrede sig i det formelle plan akkurat som i det reale. Udenrigspolitik, som ifølge Grundloven føres af regeringen, kunne ikke mere ekskluderes til ministeriets bonede gulve og indforståede kredse. Den stigende offentlighedsindsigt var én side af sagen. F.eks. gav multimediesamfundet folk adgang til at indhente standpunkter fra andre lande uden ministeriets eller regeringens filter. Indvandrere og deres efterkommere kunne via parabol modtage deres hjemlands tv og danne meninger uden om et tidligere oplysningsmo-nopol. Dertil kom på det parlamentariske felt Markedsudvalget, siden Europaudvalget, som satte grænse for udenrigsministerens manøvremuligheder og så at sige demokratiserede udenrigspolitikken i en grad, man ikke før havde kendt. I det mindste hvad angik regeringer uden urokkeligt flertal.
Rabiat nyfortolkning
Efter regeringsskiftet ændredes nemlig umiddelbart meget. Daværende statsminister Nyrup Rasmussens erklæring om at Danmark efter 9-11 stod skulder ved skulder med Amerika blev af det nye flertal gjort mere håndfast og bogstaveligt. Danmark omorienterede sig væk fra det Europa, den nye statsminister lagde sig i erklæret ly af George W. Bushs højrerepublikanske Amerika. I modsætning til flere forgængere på posten har Fogh Rasmussen ikke just gjort sig bemærket ved dybere udenrigspolitisk tænkning endsige overbevisende historisk indsigt.
Den nuværende statsminister fører åbenbart udenrigspolitikken på forestillingen om USA som indiskutabel garant for dansk sikkerhed. Den slet FN-forankrede krigsdeltagelse må således stå for en rabiat nytolkning af Danmarks interesser, som set i traditionen kan opfattes som et klart brud. Nyorienteringen støttes med fast flertal af Dansk Folkeparti, som i krigsdeltagtelsen ser en
korstogslignede opgave vendt mod »vildskaben, det primitive, det barbariske, det middelalderlige« kort sagt muslimerne. Per Hækkerup ville have forstærket sjussen til det mahognifarvede.
Alt dette og mere til kan uddrages af Nikolaj Petersens fremstilling, der blandt meget andet har sat sig som opgave at gennemlyse den forkætrede fodnotepolitik under Socialdemokratiets lange ørkenvandring i Schlüter-regeringernes tid. Mange kunne have godt af at læse, hvad der kildefast foregik, inden fjerene i disse revisionistiske tider bliver til endnu flere hønsegårde.
Nikolaj Petersen har leveret et ganske storartet afslutningsbind af serien, der ikke står tilbage for forgængerne, oplysende, klart disponeret, omend ikke altid lige let tilgængeligt. Hvem siger, at alting skal være det! Illustrationerne ved Cliff Hansens som altid kyndige billedredaktion er også her præcise og ofte yderligere tekstbefordrende.
*Nikolaj Petersen: Dansk Udenrigspolitisk historie bd 6., 662 s. ill. 448 kr. I subskription 383 kr. Hele værket 2.298 kr., Gyldendal
