Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dovenskabens pris

Sven Holms essayistiske stykker er bedst, hvor han skriver på tilegnet indsigt
Kultur
24. august 2004

Ny bog
Sidste uge citerede vi her i bladet (to gange på samme side) den afdøde polske nobelprisvinder Czeslaw Milosz’ påstand: digte bør man kun skrive sjældent og uvilligt, under en uudholdelig tvang. Hvis også prosaister rettede sig efter ’Milosz’ lov’, havde der nok været bedre plads på denne verdens biblioteker.
Noveller og romaner kræver efter sigende et vedholdende knoklearbejde. En undtagelse er danske Sven Holm (f. 1940, debut 1961), der i sin nye essaysamling kalder sig: en doven rad! Hans hjemmebrændte verdensbillede ville, hævder han, »krakelere hvis jeg skulle vågne en morgen og opdage, at jeg var flittig, stræbsom, målrettet og kolossalt energisk.«
Ikke desto mindre har Holm gennem årene begået ikke færre end 20 bind romaner og noveller. Med dovenskab mener han nemlig blot en adspredt koncentration, en venten på det rigtige øjeblik, hvor han med ét slår »intellektet, skrøbeligheden, voldsomheden, banaliteten, dialektikken, humoren, barnligheden, kynismen og de androgyne øjne til.« Selvkarakteristikken (for det er det jo, hvad denne opremsning rummer) passer ganske godt på hans værker.

Trods alt produktiv
Men hvad der i en digters centrale produktive sammenhænge kan være en personlig styrke, kan også blive en svaghed, når samme attitude praktiseres på essay- eller artikelgenren.
De 34 ’klip’ i Dronning Margrethes hår befinder sig, i hvert fald for flertallets vedkommende, under bagatelgrænsen og kan slet ikke leve op til den valgte typografiske tilrettelæggelse, med 1.600 enheder pr. side, som i et bind prosadigte, eller, endnu værre, en forstørret bønnebog.
De sammenbragte stykker er ordnet i otte sektioner. Først tre rækker billeder fra en barndom, så prosastykker og et digt med Danmark som forenende motiv. Dernæst fire digter-portrætter og en naturreportage samt to omgange økologisk budskabslyrik. Anden halvdel lægger ud med ni korte prædikener og fortsætter med betragtninger over kærlighed og musik, indtil vi til sidst får det citerede selvportræt af den dovne, men trods alt produktive digter.

Legoland og lort
Om barndomsglimtene er at sige, at de ikke hæver sig over det vagt standardmæssige 40’er-tilbageblik. Lidt tyskere, små rids af den ældre generation, snapshot fra en fjern sommerferie på Fyn, så er det slut, og det var så det.
Lige så lette forekommer Sven Holms uforpligtende refleksioner over toiletbesøg, trafik og Legoland, og decideret intetsigende er hans prædikener, der ikke får sagt noget specifikt om emnerne – f.eks. børn, naturen og hunde – og ikke har andet at byde på end almen filosoferende småsnak på laveste idé- og ambitionsniveau.
Det kan være vanskeligt at sætte fingeren på, hvad det er, der mangler i Sven Holms
essayistiske stykker. Hvis der var et sted, hvor man kunne sætte sin negl, ville der ifølge sagens natur ikke være en mangel, men en egenskab. Skal jeg sætte ord på, griber jeg til de gode, de vellykkede dele af bogen.
Her finder man ægte sansning, interesse for facts, pludselig skarphed i tanken. Som når Sven Holm kyndigt og kærligt gelejder læseren rundt i Rued Langgaards musikalske univers med hans 11. symfoni Ixion som hovedeksempel, eller når han gennemgår Nietzsches musik og sammenligner den med hans filosofiske skrifter.

40-50 gode sider
Glimrende og yderst givende er ligeledes forfatterens betragtninger over den side af kærlighedslivet, som vi forbinder med månen og mørket, over for de dele, der knytter sig til solen og dagene.
»Det sikre og bestående, solen i forholdet, har fået nye navne, mens den erotiske kærligheds måneagtige aspekter, det der har at gøre med det skiftende, legende og lokkende, stadigvæk ikke står højt i kurs på parforholdsmarkedet.«
Holm tænker her i et tema, som han i sin skønlitterære prosa har gennemspillet i mange rytmer og instrumenteringer, og som han altså kender, på lignende vis som han kender musik og ved, hvor svært det kan være, både som lytter og koncertgænger, at slå ’samfundsøret’ fra (godt ord!) og åbne sanserne for andet og mere end »borgermusikken« (gammelt, veltjent ord anvendt i ny betydning!).
Får man ikke andet med sig fra Sven Holms essayistiske klip, så får man da i det mindste 40-50 gennemtænkte, gedigne sider og adskillige skarpe enkeltpassager, hvor forfatteren ytrer sig om noget, han selv har forstand på, og som han tydeligvis har givet sig stunder til at udforske til bunds.

*Sven Holm: Dronning Margrethes hår og 33 andre klip. 188 s., 225 kr. Gyldendal. ISBN: 87-02-02885-9

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her