Læsetid: 4 min.

Gotisk gaucho

Den spanske bestseller ’Vindens skygge’ er et spændende og sprudlende portræt af Barcelona, af borgerkrigsgenerationen og af romanpersonen som sådan
12. august 2004

Ny bog
»Jeg kunne prøve at forklare dig handlingen, men det ville være som at beskrive en katedral ved at sige, at det er en bunke sten, der ender i en spids«.
Sådan siger en af personerne i Carlos Ruiz Zafóns (f. 1964) Vindens skygge, som er blevet en bestseller, ikke bare i sit hjemland, Spanien, men også i den engelsksprogede verden. Så det afstår vi fra. At forklare handlingen.
Men vi kan beskrive dens grundpiller: Romanen udspiller sig i Barcelona 1945-1956, med spring tilbage til tiden omkring borgerkrigen, og begynder med, at en antikvarboghandler og enkemand tager sin 10-årige søn, Daniel, med til »De Glemte Bøgers Kirkegård«, et labyrintisk bibliotek, hvor Daniel bliver bedt om at »adoptere« en bog og vælger (eller bliver valgt af) romanen Vindens skygge, skrevet af den mystiske forfatter Julian Carax. Zafóns roman fortælles af Daniel selv, som i kraft af den erhvervede bog drives til at opspore dens forfatter, hvilket hvirvler ham ind i en detektiv- og spændingshistorie, der oser af lige dele gotisk roman og film noir.
Se, det kunne jo lyde noget kulørt og fortærsket: En melodramatisk spændingsroman gejlet op med metalitterær selvbevidsthed (bogen i bogen, bøgernes labyrint; de fleste personer er boghandlere, oversættere, forfattere, kritikere etc.).
Men tag endelig ikke fejl – der er noget herligt gaucho-agtigt ved Zafóns leg med genrer og referencer. Hvis vi skal fastholde katedralbilledet, er der én katedral, man uvægerligt kommer til at tænke på, når man træder ind i Zafóns tekstrum: Gaudis legesygt gotiske, på én gang muntre og skræmmende, dystre og komiske, kaotiske og stramme katedral, der står i den by, som romanen også er et portræt af: Barcelona.

Mors ansigt
Det spørgsmål, der for mig at se er den egentlige grundpille i Zafóns tekstkatedral, er: Hvad er en romanperson? Selve titlen kan siges at tematisere spørgsmål om personen, for »skygge« er i romanen en gennemgående metafor for personen.
»Man flygter gennem siderne i en roman, fordi de mennesker man har brug for at elske, kun er skygger, der lever i en fremmeds sind,« siger Daniel til sin elskede (der naturligvis hedder Beatric og dermed lader os få øje på bogstavfællesskabet mellem Daniel og den store digter Dante).
I bedste bralrende gaucho-stil holder romanen selv af at tegne sine personer med tre-fire store, flotte penselstrøg: Den blinde, porcelænsskønne og nymfomane rigmandsdatter Clara, som er Daniels første forelskelse. Den radmagre, lærde, raptungede, altid sultne og altid liderlige original Fermín, som Daniel bogstavelig talt hiver op af rendestenen og gør til sin uvurdérlige hjælper. Den iskolde, brutale sadist Fumero, som udfører sin morderiske gerning med insektets mekanik, hvad enten han er hvervet af anarkisterne eller politiet.
Plottet i Vindens skygge består i at opspore forfatterens person. At opspore ophavet: ikke tilfældigt udgiver Daniel sig i dette opsporingsarbejde af og til for at være Carax’ søn. Det tekstophav, vi som læsere drives til at opspore, den person bag eksten, vi drives til at danne os et billede af, er tekstens jegfortæller, Daniel. Hvad driver denne fortæller? Daniel drives øjensynligt af en trang til at finde forfatteren, at finde faderen.
Men eftersøgningen af faderen ser ud til samtidig at være en eftersøgning af den døde mor. Den dag, hvor Daniels far tager ham med til »De Glemte Bøgers Kirkegård«, er han vågnet op med et skrig, fordi han ikke længere kan huske sin døde mors ansigt. Fermin er den, der ser, at Daniels søgen efter forfatteren samtidig er en søgen efter den døde mors ansigt: »Og så tror du, at hvis du kan løse mysteriet omkring Julian Carax og redde ham fra glemselen, så kommer din mors ansigt tilbage?«

I borgerkrigens skygge
Moderens ansigt vender faktisk tilbage mod slutningen. Det samme gør indledningsscenen: far og søn på vej til De Glemte Bøgers Kirkegård. Nu er det blot Daniel, der er faderen, mens sønnen er døbt – Julian. Slutningen gentager begyndelsen, den ene generation gentager den anden. Men der er afgørende forskelle i gentagelsen: en fraværende mor er blevet til en nærværende mor. En borgerkrigsgeneration er blevet til en ny generation, der måske kan lægge krigens spøgelse (»mordenes, kampenes og sammensværgelsernes spøgelse«, som hele persongalleriet for så vidt også kan ses som en allegori på) bag sig.
Således er romanen også båret af et stort ønske om at gøre personen til noget andet end en skygge. Et projekt, der kan forstås i den specifikke spanske historiske sammenhæng: ønsket om at skabe personer, der ikke lever videre som skygger af sig selv, traumatiserede af krigen. At redde fortidens billeder fra den glemsel, som ifølge en af personerne er krigens værste konsekvens. Romanhistorisk handler det om at genoplive den romaneske type, at lade det grovpenslede få liv.
Vindens skygge er melodrama og spænding på højt niveau, man får både pulsen op og klumper i halsen, og det hele leveres med et glimt i øjet, uden at miste sin alvor. Forrygende oversat af Iben Hasselbach, som det virkelig er lykkedes at skabe et sprudlende spansk på dansk. Ikke mindst i de virtuost rapkæftede replikker, som måske i særlig grad er det, der gør Zafóns personer til andet end skygger.

*Carlos Ruiz Zafón: Vindens skygge, 456 sider, 298 kr. Gyldendal, ISBN: 87-02-01800-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu