Roman
Norske forfattere har det med at skrive om tabet af interessante, begavede kvinder. Ikke at deres danske kolleger er bedre til at holde sammen på parrene, men frekvensen er nu alligevel påfaldende i vores aktuelle import.
Det foregår endda i trilogier, mindre kan næppe gøre det, som nu Jan Kjærstads tre romaner om Jonas Wergeland, der i førstningen kommer hjem og finder sin kone myrdet og ikke før til sidst erkender, at han selv har gjort det.
Ketil Bjørnstads Tessman, som er en afsluttende tredjedel, åbner med hovedpersonens deltagelse i sin kones begravelse efter hendes selvmord. Af Øystein Lønn kom også forleden oversættelsen af anden del af trilogien om Sofia, Siemens storme, der indleder med den skønne Sofias død af sygdom.
I alle tilfælde er mændene, som hver gang er mediemennesker og skribenter samme branche som forfatterne svært optaget af at indkredse og fortolke deres egen rolle i kærlighedsspillet, som krydres den kvindelige gådefuldhed og mulige eller højst reale utroskab eller tilsvarende frisind.
En grænse
Nu drejer det sig så om Niels Fredrik Dahl, der i Karen Fastrups udmærkede oversættelse, leverer os Sidste sommer fra sidste år. Der er ikke anført nogen fortsættelse af romanen, som da også slutter med en vag mulighed for forsoning mellem den selvoptagne, uforstandige jeg-person og hustruen Siri i deres sommerhus på den svenske side af grænsen.
Det er i det hele taget en grænseoplevelse hos begge parter med et ingenmandsland imellem, anskueliggjort blandt megen anden symbolik i indkøbscentrenes forhippede trængsel.
Tabt hende har han alligevel, da man ikke skal tro en døjt på hans forbedrede indsigt efter nogle dramatiske begivenheder. Der er da heller ikke stof nok til en trilogi i den lille, retrospektive beretning, som fører frem til handlingernes konklusion.
Der er nordisk natur i gode kulisser med skov og sø og nogenlunde ensomhed, strejftog med hund, svømmeture, poseren på terrassen med hvide blomster som baggrund, en hvidhed, som er hans ambition, en tvetydighed af selvretfærdighed og ønske om hendes uskyld, dvs. troskab.
Han forstår sig selv som en erfaren mand, med et tidligere ægteskab og et pænt antal elskerinder som baggrund, men uden evne til at skabe nærhed, skønt han påstår, at han er intet uden hende. Det har hun svært ved at mærke, reagerer med usædvanlig madappetit og trang til meditation. Især da hun bliver gravid. Han er mest optaget af at konstruere et forhold mellem hende og en ferierende nabo og har travlt med at lægge fælder og finde mærkelige indicier: store fodspor foran sovekammervinduet, nedtrådte hvide blomster. Han eneste fortrolige er hunden Raff. De to reagerer fuldkommen præcist på hinandens signaler.
Som tv-producent har han arbejdet temmelig uengageret med et portræt af show-ægteparret Houdini og deres seancer med tankeoverføring. Men selvfølgelig kan han vise, at det er aftalt spil og fup. Kort sagt, han tror ikke på intimitetens og samfølelsens eksistens og har sat fællessproget med Siri over styr.
Det kommer ham til at koste dyrt med den skæbne, der overgår den formodede rival og også Siri, hvad man selv må læse sig til i denne såre vel arrangerede beretning om mandens underlige fremmedhed for det kvindelige, ved en grænse, han ikke formår at overskride, da han ganske grundløst er mest optaget af sig selv, som jo slet
ikke er noget at tale om.
Niels Fredrik Dahl kender vi på dansk for en tidligere roman, På vej til en ven, som
atter interesserer sig for intimitet og skæbne. Det gør vi skam også i dette land, men er i disse år særdeles åbne for, hvad de norske véd om kvinder og forfattere og hvad mændene ikke véd.
*Niels Fredrik Dahl: Sidste sommer. Oversat af Karen Fastrup. 176 s., 199 kr. Lindhardt og Ringhof
