Læsetid: 5 min.

Grebet igen

Alle teenagelæseres bedste ven Holden Caulfield har i Klaus Rifbjerg fået en oversætter, der viser at ’The Catcher in the Rye’ er langt mere end en generationsroman
19. august 2004

40 år før Michael Jackson begyndte at gå med maske, besluttede J.D. Salinger sig for at forlade offentligheden. Forfatteren til måske den mest elskede ungdomsbog til alle tider, The Catcher in the Rye, skrottede i 1965 alle udgivelsesplaner (han har efter sigende to færdige manuskripter liggende i pengeskabet) og frabad sig alle henvendelser.

Lige siden har han afvist enhver tilnærmelse med stædig kulde, og lige siden er han blevet forfulgt af biografister, journalister og spekulationer, kulminerende med tre grænseoverskridende udgivelser inden for de seneste 15 år: den skelsættende biografi In Search of J.D. Salinger af Ian Hamilton, som Salinger fik barberet ned ad rettens vej, og (klynkende) erindringer af Salingers tidligere elskerinde Joyce Maynard og datteren Margaret.

Jo mere, han afviste os, jo mere ville vi lære ham at kende. Salingers skæbne er en spejling af hans værk. Mandens problem er, at han er så sympatisk. Hans bøn om fred, hans vrede afvisninger, hans trang til at slippe for plagerier – man identificerer sig øjeblikkeligt med dem; man forstår ham, føler han er som en ven – og så vil man lære ham bedre at kende.

J.D. Salinger: Griberen i rugen.

Selv Hamilton erklærede i et interview før sin død i 2001, at han fortrød sin biografi, men skaden var sket. På samme måde står The Catcher in the Rye tilbage for mange læsere med den rigtige ungdomsbogs helt enestående særstatus: den blitz af varm genkendelse, der kommer af det præcise, rigtigt tegnede portræt, læst på det helt rigtige tidspunkt.

Holden Caulfield er som jeg, tænker læseren, men vi to er ikke som de andre. Det er denne paradoksale individuelle identifikation, gentaget i millioner af læsere, der har forseglet J.D. Salingers skæbne.

Og så er der timingen: The Catcher in the Rye blev startskud for en ungdomscentreret generations kunstneriske fødsel, herunder også inspiration til to danske kerneforfatteres gennembrudsværker: Leif Panduros Rend mig i traditionerne og Klaus Rifbjergs debut Den kroniske uskyld. Hvilken perfekt idé, derfor, at Gyldendal nu udgiver Salingers værk i Rifbjergs nyoversættelse.

Tre juledage

Bogen, det hele handler om, udkom første gang i 1951. Den fortælles af den 17-årige newyorker-dreng Holden, der er indlagt på et sanatorium, efter at han »næsten fik tb og blev anbragt her og fik alle de undersøgelser og alt det der.«

Holden fortæller om tre juledage året før, hvor han er taget tidligt hjem fra den skole, han er blevet smidt ud af, og bevæger sig rundt i New York, mens han venter på at skulle konfrontere sine forældre. Han kører taxa, går på bar, ringer til gamle pigebekendtskaber og lister sig ind i forældrenes lejlighed om natten for at snakke med sin forgudede lillesøster Phoebe.

Det helt utroligt fine ved bogen er Holdens fortællestemme. Den er skrevet i et på den tid uhørt ligefremt talesprog (den engelsksprogede udgaves bandeord blev censureret helt op i 80'’erne), og med en til alle tider uhørt sensibilitet og irritabel ironi. Holden synes alle er åndssvage, men han gør det med en kærlighed og sårbarhed, der gør ham umulig ikke at holde af. Og så er han, ikke mindst i Rifbjergs hånd, utroligt morsom.

Skvaddernakker

Jeg læste naturligvis Holden som teenager i en paperback, min far havde nedslidt da han var teenager. Genkendelsen var total og sproget nærved bizart: fyldt med eksotiske 50’er-ord som »mægtigt«, og med personlighed. Ikke desto mindre er oversættelsen forældet.

Klassiker-oversættelser har en levetid på 50 år; en bog fyldt med slang fremstår dateret efter fem-ti år; Vibeke Schrams danske oversættelse med den ikoniske titel Forbandede ungdom har over 40 år på bagen. På bagsiden klager Jens Kistrup over »uforstående opdragelse og en civiliseret civilisation«, indeni står der »ha’« med apostrof, »hva Søren« med stort og »min sluf«: bogen er et relikvie fra andre tider.

Læs også

Spørgsmålet er imidlertid, hvad man skal gøre ved det. Hvadenten man vil gøre Holden til ikon for opfindelsen af teenageren eller ej, hører han jazz og er kaptajn for fægteholdet og danser jitterbug. Man kan ikke sætte ham til at »chille« eller sige »svedigt«.

Men det ville heller aldrig komme ud af Klaus Rifbjergs mund. Så Rifbjerg skriver »skvaddernakker« og »oggenok«, og projektet handler ikke om tidssvarende slang. Det handler om denne bogs værdi som litteratur, der rækker langt ud over den 50’'er-hysteriske titel Forbandede ungdom.

Teksten som handske

Griberen i rugen lyder dybt forkert. På amerikansk indeholder ordet »catcher« i det mindste en reference til griberen i baseball; på dansk er det bare en klodset substantivering. Men det er et offer, der er værd at bringe.

Bogens røde tråd er Holdens mini-odyssé i New York. Men den bindes samtidig sammen af to små episoder, der dukker frem med holdensk nonchalance: »en gang imellem ved man ikke, hvad der interesserer én mest, før man begynder at snakke om noget, man overhovedet ikke er interesseret i.«

På sin sidste aften skriver Holden en stil for sin værelseskammerat, hvor han beskriver sin afdøde og elskede bror Allies baseballhandske. »Grunden, (sic) til at den var rigtig god at beskrive, var, at der var digte skrevet hen over fingrene og kraven og det hele. Med grønt blæk. Han havde skrevet dem dér, så han havde noget at læse, når han var markspiller, og der ikke var nogen til at slå.«

Den anden episode er en drøm, hvor han ser en masse unger lege »i en kæmpemæssig rugmark og sådan.« Holden selv »står helt ude på kanten af en eller anden åndssvag klippe. Det jeg skal, er at gribe alle dem, der er ved at ryge ud over kanten.«

Det kræver ikke nogen stor overfortolker at se teksten som denne redningsaktions produkt. Først Allies beskrevne baseballhandske, så Holdens (iturevne) engelske stil, så Salingers trodsigt nærværende bog er alle tre tekster som er handsker. De er udtryk for den litterære teksts sødmefulde nostalgi: på samme tid indfangende og udslettende dén beskrevne verden, som i samme øjeblik går for altid tabt.

»Det der virkelig får mig op af stolen,« siger Holden med Rifbjergs stemme, »er de bøger, der efter at man har læst dem, får én til at ønske, at forfatteren var ens bedste ven, og man kunne ringe til ham, når det passede én.«

Sætningen er bedre på engelsk: »What really knocks me out is a book that, when you’re all done reading it, you wish that the author that wrote it was a terrific friend of yours and you could call him up on the phone whenever you felt like it.«

Men den er mere personlig hos Rifbjerg, end når Schram skriver om »det helt store for mig.« Holden har fået en oversætter, der også er hans ven. Det har han fortjent. Og Salinger, som sidder et sted derude og er blevet 85 i sin ensomhed, vil få flere venner i sine nye danske læsere. Vi skal nok lade være med at ringe. Vi har jo bogen.

J.D. Salinger: Griberen i rugen. Nyoversat af Klaus Rifbjerg. 218 s., 250 kr. Gyldendal. ISBN 87-0202-525-6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu