Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Gud har talt’ – og det har Michael Moore også

Moore lægger ikke fingrene imellem i sin seneste bog, hvor han jorder Bush, skoser demokraterne og opfordrer menige amerikanere til at gå ind i politik
Kultur
6. august 2004

Ny bog
Det er en smule mærkeligt at skulle skrive om en bog som Michael Moores Hallo, hvor er mit land blevet af? Ikke fordi det er en dårlig bog, tværtimod, men fordi den bærer præg af at være skrevet ikke i går, men for mere end et år siden.
Den rammer ind i mellem ved siden af ved at referere til personer og situationer, som siden er blevet uaktuelle – Moore foreslår blandt andet Wesley Clark som demokraternes præsidentkandidat.
Det ændrer dog ikke ved det faktum, at der er tale om en engagerende, begavet og ofte meget morsom læseoplevelse, som er ganske typisk for den populære og kontroversielle filminstruktør, politiske aktivist, samfundsdebattør og entertainer.
Ligesom Moores nye film, Fahrenheit 9/11, der også rammer Danmark i dag, er Hallo, hvor er mit land blevet af? et kompromisløst angreb på præsident George W. Bush og hans kumpaner, inklusive de store, skruppelløse virksomheder, som USA er fuld af. Men bogen rækker også videre end det, og sidste halvdel er en opsang til et amerikansk folk, der finder sig i alt for meget fra magthaverne.

Paddehatteskyer
Moore kommer med alternative forslag til præsidentkandidater, fortæller om det i bund og grund liberale USA og har et bud på, hvordan man omvender ham den republikanske svoger, som de fleste familier må slås med.
Bogen begynder med et par kapitler, der må have tjent som et blueprint for Fahrenheit 9/11 og handler om Bush-regeringens måde at håndtere terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 og de alt andet end kosher motiver bag Irakkrigen.
»7 spørgsmål til George af Arabien« er forsynet med omfattende kildehenvisninger, og man noterer sig, at Moore nok drager ofte konspiratoriske konklusioner, men at de sjældent er grebet ud af den blå luft. Som regel bakkes han op af en uafhængig nyhedskilde, og sammen med Moore forarges man i stigende grad over de tætte oliebånd, som Bush-familien har til den saudiarabiske kongefamilie og til andre indflydelsesrige saudiarabiske familier, ikke mindst familien bin Laden.
Moore, der ikke er nogen dårlig politisk analytiker, fortsætter med at dissekere den såkaldte krig mod terror og de tvivlsomme argumenter, som Bush og Co. har fremført for at få den amerikanske befolkning til at bakke op omkring krigen i Irak. Moore er – som så mange andre – pikeret over Bushs insisteren på, at Saddam var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.
»Hvordan får man den amerikanske regering til at gå bort fra sin oprindelige modvilje mod at gå i krig med Irak,« spørger Moore polemisk – »man siger bare ’paddehattesky’ og – BANG! – så kan det ellers nok være, at tallene i meningsmålingerne begynder at snurre!«

Oprah som præsident
Moore er også vred over mediernes manglende kritiske sans, han ærgrer sig over demokraternes svaghed, og ikke mindst er han forarget på det amerikanske folks vegne over, at de bliver tudet ørerne fulde af advarsler om terror i et forsøg på at gøre dem så frygtsomme, at de kan styres derhen, hvor det passer Bush.
Moore er klar over, at terrorangrebet på USA i september 2001 hjalp Bush, og han skriver, at »når Bush scorer højt i meningsmålingerne, er det ikke en støtte til hans politik (...) Mere end 3.000 mennesker døde. Det er et basalt menneskeligt instinkt, at hvis man bliver angrebet, så samles man bag sin leder – uanset hvem den leder er.«
Målet helliger midlerne, og intet er helligt for Moore, der er en perfekt modgift mod den politiske ugidelighed og naivitet, som tilsyneladende mange amerikanere lider af. »I Bush-fjerning og andre ting på forårsrengøringen«, det sidste kapitel i Hallo, hvor er mit land blevet af?, ruller han det tunge skyts frem og argumenterer overbevisende og morsomt for, at Oprah Winfrey ville være en god modkandidat til Bush.
»Amerika elsker hende,« skriver Moore.
»Hun har en god politik, hun har et stort hjerte, og hun vil få os allesammen til at stå op klokken seks om morgenen for at gøre morgengymnastik! Det kan ikke være dårligt. Og hun vil få hele nationen til at læse en bog om måneden! (’Godaften. Dette er din præsident. Denne måned skal vi allesammen læse Fagre nye verden.’).«
Derefter fortsætter Moore med at opfordre læserne til selv at engagere sig i det politiske arbejde og på den måde være med til at gøre en indsats for at få fjernet Bush. Og det vil flertallet af amerikanerne faktisk gerne være med til.
Moores tese er nemlig den, at USA i høj grad er liberalt og venstreorienteret. Inderst inde har republikanerne nemlig ligesom demokraterne et socialt ansvarligt sindelag og er interesseret i en ordentlig miljøpolitik, grundigere våbenkontrol, bedre forhold for ældre, sygeforsikring, ligeberettigelse på arbejdsmarkedet for bøsser og lesbiske og stærke fagforeninger.
Den eneste reelle forskel på republikanere og demokrater er, siger Moore, at republikanerne er bange for, at demokraterne vil tage deres penge. Og så forklarer han, hvorledes man kan overbevise de konservative om, at demokraterne er gode nok, og at ’liberal’ ikke er et yderst grimt og kraftfuldt skældsord, der i sig selv er nok til at uskadeliggøre en modstander.

Djævlen
De to sjoveste kapitler i bogen er »Jesus W. Kristus« og »Hvorledes man konverserer med sin konservative svoger«, hvor Moore viser sin mest satiriske side og minder os om sin pågående stil fra både tv og film. I det sidste af de to, forklarer Moore, at det handler om at give svogeren ret i enkelte af hans påstande, tale ham efter munden, før man på bedste, undergravende manér forsøger at få ham til at skifte side.
»I Jesus W. Kristus« skriver Moore, som var han Gud, der på det kraftigste tager afstand fra alle de mennesker, ikke mindst Bush, der har det med at gøre ting i Hans navn. Og han slutter af med følgende svada: »Vil I bekæmpe en ond satan? Giv jer selv en røvfuld i en god times tid. Og fis så ind og bekæmp den djævel, der sidder i det store hvide hus. Det er jeres mission. Svigt Mig, og Jeg smider jer på kuglegrillen. Det var alt. Gud har talt.«
Og det har Michael Moore også.

*Michael Moore: Hallo, hvor er mit land blevet af? Gyldendal. Oversat Kristian Ditlev Jensen. 276 s. 248 kr. Udkommer i dag. ISBN 87-02-02746-1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her