Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Fra det halve Danmark

Carsten Jensen er i sine nye essays ikke så sjov som før, men han er mere moden og klog
Kultur
31. august 2004

Ny bog
Da Carsten Jensen til forårets Bogens Dag skulle præsentere sin rejserapport Det glemte folk, fortalte han ikke uden stolthed om de strabadser, han måtte igennem for at nå ind i junglen mellem Burma og Thailand og træffe det kæmpende Karen-folk. Egentlig ankom han ikke i optimal træningstilstand. »Hvis du skal kunne følge med,« sagde en af hans indfødte fæller, »skal du sådan ca. kunne klare en maratondistance.«
Til daglig har Carsten Jensen ikke besvær med at følge med, og i de sidste mange år har han, men ikke uden strabadser, løbende kommenteret, hvad der skete i verden omkring os, foregik inde i hovederne på os og sattes i scene igennem de medier, der på én gang forener og adskiller os. Med tiden er han blevet lidt mindre arrogant og ironisk. Til gengæld er han samtidig blevet skarpere, mere kølig og klar. Slagfærdigheden har fået klædeligt følgeskab af renfærdighed, den legendariske ondskabsfuldhed er veget for indsigtsfuld analyse. Og selv om man måske kan beklage, at han som halvmoden er knap så sjov, så må man da glæde sig over at se ham som mere end blot almindeligt klog.
Ovenstående dom baserer sig på de 50 essays, der udkommer i dag. Oprindelig stod de trykt som artikler i Politiken, men vi har jo lært af Hans Scherfig, at avisartikler bliver til essays, når de står i en bog. Om disse bidrag må siges, at de holder til genbrug, med undtagelse af et skingert udfald mod statsministeren og et meget lidt vellykket sammenklip af, hvad integrationsministeren sagde og skrev i løbet af 2003. Resten lader sig læse i ét stræk som en kommenteret samtidskrønike, begyndende ved 11. sept. og sluttende ved de fatale afsløringer af amerikansk tortur – et sammenbrud for illusionen om USA og dets forbundsfæller som humanitært førstehjælpskorps, der styrter en diktator og fluks skyder demokratiet ind.
Over for det nye højres herskende mentalitet, at handlekraft = krigsvilje, og at man på én gang kan være en krigsførende nation og lune sig i hygsom tro på sin egen permanente uskyld, sætter Carsten Jensen i første omgang en anfægtet bekymring, i anden en besindelse på en verden i uforståelig forandring. Dog, i tredje omgang bekender han sig derefter til demokratiet som urokkelig fælles værdi og dermed til den frie meningsudveksling, der altid må være demokratiets forudsætning. Herfra er der ikke langt til som det fjerde at forsvare en kritisk intellektualitet og søge at praktisere den selv.

Terror og frygt
Hvad bogen især vender sig mod, er den frygt, der fulgte efter terrorangrebet 11. september, og som siden ofte har kunnet lamme massemedier og politik. Pludselig blev kampen mod terror brugt til slåskamp mod hvad som helst. I stedet for den klassiske krig – »En fortsættelse af politikken med andre midler« – fik vi en ny, og anderledes grumset, fortsættelse af manglen på politik med andre, langt grummere midler. »Jeg er,« skriver Carsten Jensen, »imod krigen, fordi den gør skade på det demokrati, i hvis navn den udkæmpes.« Krigen bringer den samfundsorden i miskredit, som vi ellers gerne vil give videre til andre nationer. Demokrati kan nemlig ikke som nødhjælp leveres i sække og langes ned fra ladet af en lastbil, og det kan i hvert fald ikke ankomme i bugen på en tank eller som en sløjfe hængt bag på et præcisionsmissil.
Særlig opmærksom er Carsten Jensen på den spejlings-mekanik, der gør sig gældende, når vi i Vesten overtager terroristernes og diktatorernes tankegange og handlemåder. Pressebillederne af Saddam Husseins to døde sønner får ham til meget rigtigt at skrive: »Den gode historie er, at tyrannens sønner er døde. Den dårlige historie er, at tyrannens sønner er døde.« Fra den første sætning til den anden skifter trykket fra »tyrannen« til »døde«.
Denne accentforskydning er formlen for vor umenneskelighed. Iagttagelsen fanger, hvordan terroristernes strategi har taget ophold også hos os: »at bekæmpe ild med ild, frygt med frygt, usikkerhed med usikkerhed, og inddæmme destabliseringen med en endnu større destabilisering.«

National-populismen
Hvis krigsherrerne er bogens ene markante modpart, bliver den anden en dansk national-populisme, der »sætter etniske flertals rettigheder højere end menneskers«, og som grunder sig på den forurettet nostalgiske identitetsforestilling om en folkets sjæl – »så tidssvarende som en bindingsværkshus med plasticstork på taget.« Carsten Jensen sætter heroverfor, hvad han betegner: »den anden danskhed,« hvormed menes en mentalitet forbundet med åbenhed og lighed, rummelighed og tolerance. Modpol til det for øjeblikket dominerende fremmedfjendske Danmark bliver for ham »det halve Danmark, det Danmark, som er åbent, tolerant, nysgerrigt og eksperimenterelystent og i stand til at opfatte fremtiden og omverdenen som andet end trusler.«
Det er flot og fornemt sagt. Men det modsiges unægtelig af det indledende essays skråsikre nedgøring af dansk mentalitet som sådan. Her forsøger Carsten Jensen at analysere den danskhed, der blev et produkt af grundtvigianismen og nederlaget i 1864. »Den omfatter både hyldesten til oplysning og hadet til lærdom, både kundskabstørst og populistisk selvtilstrækkelighed. Vi bliver et højtuddannet, oplyst folk, der selvmodsigende bekender sig til janteloven. Inden i rummeligheden ligger intolerancen altid på lur.« Af det sidste billede følger logisk, at intolerancen udgør vor kerne. Dialektikken er dermed definitivt suspenderet.

Skråsikkert skinger
At forenklingen lurer, fremgår også et sted nogle sider før, hvor Carsten Jensen påstår, at intet folk nogen sinde har været »så velforberedt på et nederlag«, som danskerne var inden stormen på Dybbøl Skanse. »Igennem et halvt århundrede havde åndslivet i København isoleret sig fra resten af Europa. Grundtvig havde opfundet den nordiske mytologi, folkehøjskolerne var allerede i fuld gang, lige om hjørnet ventede brugsforeningerne.« Prøv at læse det, langsomt, igen. Den første påstand er lutter hengemt brandesiansk selvpromovering. Den anden, om mytologien, tager ikke behørigt hensyn til, at old-interessen begyndte hundrede år inden Grundtvig. Folkehøjskolernes opsving indledtes med Askov, dvs. efter ’64, og hvad angår brugsforeningerne, kan de dårligt være forberedelser til sig selv, sådan som det hævdes, når de venter lige om hjørnet.
Samme skingre skråsikkerhed sætter sig igennem i den artikel, hvor forfatteren lufter sin begejstring for eurovaluta og håner Anders Fogh Rasmussens tavshed om samme. Det hedder her, at Danmark »udmærket kunne være endt som tysk protektorat. Vore bønder var kun blevet endnu mere fede og grundtvigianske af det«. Nej, for i grundtvigianismen indgik som bekendt en hård mistro over for alt, hvad der blot lugtede tysk. Generaliseringen får frit løb. Et tredje eksempel ses i en opsats om emnet Michel Houellebecq. Roskildebisp Jan Lindhardt hænges ud for at have sagt, at der efter 11. sept. er udbrudt en religionskrig mellem kristendommen og islam, og det hedder i umiddelbar (hadefuld) forlængelse heraf: »Danske præster er jo reduceret til en slags kastratsangere, som for at vinde accept har måttet lære sig at synge hyggehymner til sejrende humanistiske livssyn.« Her ville det være formålstjenligt med en smule adresse på skytset. Men forfatteren taler måske blot om anliggender, han kun lider af et begrænset kendskab til.
Passagerne ligner levn fra den gamle Jensen, ham hos hvem der altid helst skulle skældes ud på nogen eller noget, og som gerne var parat til at ofre den empiriske sandhed for den velturnerede flothed. Den nye Jensen derimod bekender sig til kendsgerninger og holder sig i det store hele til, hvad der kan siges med fakta i ryggen. Hvor disse ikke slår til, og man derfor skal holde sig til, hvad man selv synes og føler, hylder han som sine værdinøgler livskaldet og engagementet. Nærmest til en holdningsstatus når han i sit essay om »Sjælens miltbrand«. Her hedder det nemlig til slut:
»Det er vores ret til at leve i to verdener på samme tid, vi bør kæmpe for, både den fælles verden og vor eget private. I den fælles må vi søge at dæmme op for angsten og lytte til fornuftens stemme. I vor egen private må vi skabe den kontinuitet, mening og sammenhæng, som den store verden nægter os nu.«
Det halve hundrede avis-essays i Livet i Camp Eden er i al deres lødige velskrevenhed selv det bedste argument for forfatterens standpunkt.

*Carsten Jensen: Livet i Camp Eden. Essays. 339 s. Kr. 279,00. People’s Press. ISBN: 87-91518-29-6. Udk. i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her