Ny bog
Péter Esterházys (f. 1950) bøger er svære at læse, for nu ikke at sige principielt ulæselige, også den lille håndfuld, fem i alt, der allerede er oversat til dansk. Det skyldes, sagt kortest muligt, at der ingen handling er og endda sjældent et »jeg« eller bare en nogenlunde stabil person, der forholder sig så nogenlunde fornuftigt til andre personer og verden omkring sig.
I en af hans bøger, Ned ad Donau eller Grevinde Hahn-Hahns blik fra 1991, hedder det et sted: »Som jeg vist før har nævnt, har jeg slettet jeg-et og har indset, at mennesket skal sættes sammen på en ny måde: af talemåder, af ordsprog, af uforståelige relationer, af nuancer af unavngivne delikatesser. Ecce homo, et menneske i citationstegn./ Gentagelse af ord og motiver som søm, man slår i væggen, fæstner vi idéer og hænger vitser på dem./ Afstamning, livsvej tosserier! De fleste af dem stammer fra Jüterborg eller Königsberg, og alle som én ender de i Schwarzwald!/ Nu grupperer vi tankebaner, vi kaster geografien ind på banen, vi indpasser drømme i den og forkaster dem atter; intet mere knytter vi motivmæssigt og psykologisk sammen, vi begynder men fuldfører intet, alt forbliver åbent, mod-syntetikum/ Det er det, vi insisterer på stående over for det uforenelige. Hvordan skal min æstetiske evokation ske? Min æstetiske evokation kan kun ske svarende til den uorganiske struktur af en livsrealitet, der har tabt sit centrum. Det er teorien.«
Det har man lov at opfatte som en poetik i det små, postmodernisme på østeuropæisk. Som dækker over hvad? At ingen er nogen bestemt, men figurer i skiftende relationer, subjekt og verbum, ikke andet. »Afstamning, livsvej tosserier!« hedder det. For den historie kender vi godt, herregud, det er jo alt sammen en kliché, altså ikke bare »jeg«, men også historien om, hvordan vi kom fra ét sted til et andet i den store eksistensrejse, som vi holder af at fortælle os selv, dette dannelsens og bestemmelsens illusionsnummer. Ud med dét, ifølge Esterházy. Ind med de løse sammenknytninger, ansatserne til en historie, som man kan fortælle så langt, man gider, for så at springe til en ny, gerne midtvejs inde, hvis der da stadig er noget, der hedder midtvejs.
Osv.
Før verden gik af lave
Der er flere måder at opfatte Péter Esterházys sletning af jeget på eller forskellige sammenhænge at se det i. Man kan som nævnt kalde det postmodernisme. Det
er jo noget med centrumløshed, gamle sandheders og store fortællingers forsvinden og om at sætte tingene sammen på en ny måde. Så selvfølgelig er det postmodernisme.
Men det helt konkrete, som citatet taler om, og som Péter Esterházys forfatterskab udtrykker, er jo både meget ældre, meget mere velkendt og desuden komplet uakademisk. Det er palaver. Historierne, man hører en stump af på bodegaen og selv leverer en bid til. Om Konen (den kran), Chefen (det dumme svin), Ministeren (den idiot), Studieværten (den fisse). Sladderen og betroelserne og gnaveriet i kantinen og til festen, når den hen på morgenen er trukket ud i køkkenet, og i telefonen, i omklædningsrummet og på caféen. Det er det løsagtige, der tager en tråd op, men ikke spinder en ende, og måske nok siger »jeg« og »Schwarzwald«, men ikke hver gang mener det samme jeg og med et »ikke i selve Schwarzwald« og et fjoget grin gør det klart, at vi balancerer på grænsen til fiktionen eller i hvert fald klicheen. Det er en folkelig fortællemåde, som både foreligger de nævnte steder og som litteratur. Og som Esterházys forfatterskab står på mere end bare fortrolig fod med.
Og så er der en tredje ramme. Med et par stikord fra citatet fra før: »Mod-syntetikum« og »en livsrealitet, der har tabt sit centrum«. Det betyder, at den må have været der engang, syntesen og en historiens og altings midte. Hvornår? Før, i hvert fald, altså engang tilbage i historien. Da der var et »jeg« med en »afstamning« og en »livsvej«, der begyndte i »Jüterborg« og sluttede i »Schwarzwald«, og ad hvilken det hele blev knyttet sammen i motiver, forenelige psykologier og organiske strukturer. Hvornår? Før verden gik af lave, før det kommunistiske regime kom og vendte tingene på hovedet og indførte nye, store synteser?
Satser og bekendelser
Det har alt med Péter Esterházys seneste monstrum af en roman og slægtskrønike at gøre, Harmonia Cælestis, et absolut hovedværk i forfatterskabet og sandsynligvis også i de senere års europæiske litteratur. Titlen dækker i øvrigt over en samling religiøse sange fra 1700-tallet, forfattet af en navnkundig Esterházy, som imidlertid viser det sig har stjålet det meste og bagefter klippet det sammen efter forgodtbefindende. Det kan ikke undre nogen.
Bogen den aktuelle Harmonia Cælestis falder i to dele, i henholdsvis 371 »Nummererede satser fra familien Esterházys liv« og i 201 korte tekster af »En Esterházy-families bekendelser«.
»Satser« og »bekendelser«. Man kunne få den tanke, at det første er tilløb til og det andet den fulde historie om. Man kunne desuden få den tanke, at den fulde historie også er den fulde historie i forhold til det øvrige forfatterskab; anekdoterne, pornografierne, delikatesserne og de 117 søm i bræddevæggen knyttet motivmæssigt og psykologisk sammen. Langt om længe og bag al ironien: Forfatterens hovedstol og ham selv som snothvalp i Kádár-regimets forfuskede Ungarn.
Men sådan er det selvfølgelig ikke. Og sådan er det selvfølgelig lidt alligevel.
Første del er et virvar af tilsyneladende uforbundne anekdoter (og inventarlister, refleksioner, aforismer, nonsens osv.) fra mange hundrede år af den esterházyske slægts historie, en af Europas rigeste og mest magtfulde. Det er tekster fulde af ironi, overdrivelser, noget rentud løgnagtigt, en nærmest pointeret pointeløshed, morsomme er de også og næste lige så ofte platte.
Men teksterne i denne første del har endnu en ting tilfælles, som læseren kan støtte sig til eller kløjes i, helt som det falder. En far, »min fader«, som alle teksterne tager afsæt i eller kredser om. Ikke nogen bestemt, selvfølgelig, snart en fyrste fra ét århundrede, så en glad libertiner fra et andet, så en fordrukken sut, en pædofil, her og der en arbejder eller en købmand og straks derefter noget sjette, syvende og ottende. Et subjekt, som det hed tidligere i forfatterskabet og i det mindste med en vis konsekvens også her i bogen: »Hvis et sådant subjekt eksisterede, ville min fader være det, hvori vi levede, bevægede os, hvoraf vi øsede og skabte vort eget subjekt.«
»Min fader« er med andre ord noget, »vi« står i forhold til. »Vi« eller som det hedder bogen igennem, i hvert fald i denne første del, »min faders søn« og i en kun lidt mere diskret hovedrolle, »min moder«.
Så hvordan skal vi forstå ham, hvis vi skal forstå ham, hovedpersonen, »min fader«? Som historiens patriarkalske spøgelse, lunefuld og undertrykkende, storsindet og barmhjertig, fyrste i ét tidsafsnit, János Kádár i et andet? Som sprogspil, en »uforståelig relation«, i en strøm af palaver og tilfældige indfald? En millionvis af »nuancer« i den samme (aldrig den samme) uforenelige historie? Eller Staten, simpelthen? Eller det skinbarlige vrøvl - »en ven, fortræffelig mand«, »A.P. Tjekhov (osv.)«, en »gråspurv«?
Ja, og amen og for at intet skal blive fuldført, men alt forblive åbent. Et mod-syntetikum, for at »vort eget subjekt« ikke skal falde for fristelsen, det største af alle blændværker, at blive subjekt i en sammenhængende historie om som det hedder et sted tidligere i forfatterskabet »folk og nationer«.
Eller i så fald ikke på dén måde.
Magtfuldt sprog
Men og det er det nye i Esterházys store roman de hundrede sytten søm er slået i den samme væg, trods alt (og de 371 satser er dele af det samme stykke, i det mindste).
Man læser sig lykkelig, stakåndet, nu og da frustreret, grænsende til pisseirriteret, gennem bogens første del, med opmærksomheden spændt rettet med det afgørende søm at hænge noget på, indtil man i fortvivlelse kaster det hele fra sig eller salighed langt om længe når fra »sats« til andendelens »bekendelser«.
Her sker det for Péter Esterházys forfatterskab sjældne og måske endda dristige, at de nummererede tekster samler sig i forløb, hele og sammenhængende beretninger om genkendelige personer, (sic!) hvis skæbne og livsveje (sic!) gennemskærer faste, historiske koordinater. (sic!)
Hvad der i førstedelen skvulpede rundt på fortællingens hav, viser sig for en dels vedkommende at komme et bestemt sted fra. Dén historie om den fordrukne far. Dén historie om en kvindes ydmygelse og voksende raseri. Dén historie om en tvangsudflytning. Dén onkel, dét hus, dén lille landsby nogle kilometer uden for Budapest. Alt sammen kommer det igen, nu ikke længere som svundne århundreders anekdotiske drivtømmer, men som en historie fra fortællerens (lad os bare bevare citationstegnene, for vi bliver selvfølgelig i fiktionen, altså »Péter Esterházys«) eget århundrede, János Kádárs og det kommunistiske regimes og undertrykkelses århundrede: det 20.
Der bliver, ironien til trods og fortællerstemmens kølige, drillende og letfærdige afstand til historien til trods, sammenfattet psykologisk og endda motivisk. Bare ét eksempel på det sidste: Spanden i den lille kælderlejlighed, der under familiens tvangsudflytning er anbragt ved væggen og hver aften er fyldt til randen som hedder det i et af Esterházys tidlige værker, Hrabals bog en målestok for lidelsens omfang, en monoton udmåling af den absurde og tidsubestemte straf, står også på sin plads i Harmonia Cælestis. Nu ikke som en tilfældig, halvt uforståelig rekvisit, et af mange søm, om man vil, men holdt på plads af et før og et efter: Dengang adelsfamiliens indflydelse var gigantisk og dens rigdom ubegrænset, dengang kommunisterne vendte verden på hovedet og gjorde vores far til vejmand og os alle sammen til pariaer.
Som et motiv. Lige akkurat på grænsen til noget i litterær sammenhæng så magtfuldt som et symbol.
En gammel struktur
Det er en vending i forfatterskabet, som Péter Esterházy (hvad man kunne læse i Karen Sybergs interview med forfatteren i gårsdagens avis) nødig vil overdrive betydningen af og måske ikke engang kalde en vending. Misforståelserne ligger da også ligefor, eller som Esterházy udtrykte det i interviewet: »Jeg er klar over, at der er nogle, der læser første del som fiktion og anden del som, at her kommer så den endelige sandhed. Men anden del er nøjagtig lige så meget digt som første, og første lige så meget virkelighed som anden.«
Og lad det bare blive gentaget: Der er ikke noget hierarki mellem de to dele, anden del er hverken nøglen til første del eller hele forfatterskabet i en kortere og rigtigere udgave. The true version? Ikke spor, snarere en klangbund for eller en antydning af et endnu større væv af historier.
Det betyder omvendt ikke, at romanen ikke føjer noget afgørende nyt til, ikke bare til Esterházys forfatterskab, men til hvad man kunne kalde den anti-autoritære litteratur, eller i hvert fald tydeliggør noget vigtigt.
I spredt orden:
Vi er vant til at opfatte Esterházys og de mange beslægtede forfatterskabers ironier og anekdoter (under ét: mod-syntetikum) som et antisprog i forhold den politiske magt, til overvågningens, undertrykkelsens, forfølgelsernes og skueprocessernes gigantiske bluffnummer af logik og rationale (under ét: syntese). Med sin seneste roman gør Esterházy to ting, som tilsyneladende er uforenelige, men desto mere interessant.
Han gør, som han altid har gjort, insisterer på sine 117 søm, brækker sig og skider bukserne fulde (eller lader sine personer gøre det), hver gang den salvelsesfulde nostalgi banker på døren, eller den mitteleuropæiske guldalderkonstruktion og det af hundrede års ensomhed og undertrykkelse plagede menneske anbringes på en piedestal. Ikke om han vil, »tosserier!«, nu som før.
Samtidig og det er udfordringen gør han ingen hemmelighed af en vis, om ikke veneration så sans for den aristokratiske kultur, som hans eget navn er vævet ind i, men på grund af af historiens omskiftelser ikke længere holder sammen på. Et sted lader fortælleren en forfader med et for slægten tilsyneladende karakteristisk glimt i øjet sige noget om ansvar for folk og nation, men mindre kan gøre det. For eksempel hvor bedstefarens bohave plyndres af de nye magthavere og stadig ifølge bedstefaren »som hjerteløst sammenbragte genstande« smides »hulter til bulter som en kæmpe bunke kul, som én stor sammenhængende, uadskillelig masse, der var ophørt med at være enkelte genstande, fordi deres historie var ophørt, fordi de var revet ud af deres tid og rum, deres struktur (...)« Og så kunne vi som et senere eksempel og slemt er det, men hverken tragedie eller uforanderlig matrice anføre farens skæve gang på jorden, morens ulykke og »Péter Esterházys« egne ydmygelser og evindelige forhånelse, der når to spektakulære kulminationspunkter: første gang, da han lyver
om sit navn, anden gang, da han med det samme navn, slægtens udadlelige og over al smuds hævede, kontrasignerer en af regimets tåbelige domme, endda over sin egen familie.
Stadig nye positioner
Hvad ville være lettere i denne eftertid, på års og sikker afstand af forbrydelserne, da ingen vil vove andet end at juble sammen med den fornedrede, men forlængst genrejste, at gøre fælles sag med slægten? Eller tydeligere endnu, og da det jo stadig er litteratur, det handler om: At blæse mod-syntetikum et stykke og give sig ind under bedstefars »struktur«, et rehabiliteret syntetikum, foruden selvbiografiens lange kæde af ulykker?
Fordi han ikke gør det, men i stedet lader fremstillingens meget frie variationer løbe videre gennem andendelens bekendelser og hver gang bryder af eller skærer en munter-overgiven-sagtmodig grimasse, når tingene spidser til, sker der to ting.
For det første får man som læser et indtryk af, hvad det mere præcist betyder, når han som det hed »insisterer« på ikke at fuldføre, men holde åbent. Eller som det udtrykkes et andet sted og med andre begreber, »insisterer« på »fodbold«, det på samme måde åbne, uforudsigelige, de improviserede satser, for til gengæld at vrage »alvorens« fastlåsthed og patos. Nogen skal ville, mere præcist »min faders søn« eller sønner, for hvem faren netop er det, »hvori vi levede, bevægede os, hvoraf vi øsede og skabte vort eget subjekt«. Hvis bemærker han »hvis et sådant subjekt eksisterede«.
For det andet, men så at sige i samme bevægelse, bliver den kommunistiske eller en hvilken som helst anden undertrykkelse ikke skæbnesvanger og får ikke det sidste ord. »Péter Esterházy« eller Péter Esterházy trækker sig ikke tilbage til forladte positioner eller til sin slægts hærgede og udplyndrede godser.
Han insisterer og insisterer fortsat, også i denne ende af historien.
*Péter Esterházy: Harmonia Cælestis. Oversat af Peter Eszterhás (imponerende præstation). 848 sider, 499 kr. ISBN 87-621-0319-9 Rosinante
