Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kedelige kattetramp

Janne Tellers prætentiøse roman om mennesker ramt af den jugoslaviske borgerkrig beviser, at store emner ikke i sig selv skaber gode romaner
Kultur
26. august 2004

Roman
En mand fra Jamaica rejser rundt i Europa, opflammet af uro: Han har mødt en fantastisk kvinde, jugoslav, østrigsk gift, med to store døtre. Det skete på en konference, hvor den smukke Zoja Maria sprang op og bramfrit kaldte et serbisk nationalistisk foredrag for vrøvl.
Gennem hende drages manden, Sem Grant, der er læge, mod Europa. Tanken er, at han skal skrive en rapport om den jugoslaviske borgerkrig til en international organisation. I stedet skriver han et langt brev til den fraværende elskede, som romanen er resultatet af.
Det uforløste og tøvende forhold mellem de to er hovedtråden i Janne Tellers nye roman, Kattens tramp. Titlen er hentet fra den nordiske mytologis ’opskrift’ på, hvad der lænkede Fenrisulven og holdt Ragnarok tilbage: Blandt andet kattens tramp og kvindens skæg – fine, usynlige tråde og uhørlig lyd, som båndene mellem mennesker. Men stærke, indtil godheden ifølge mytologien blev forrådt og dræbt, så Fenrisulven kunne sønderrive sin lænke og udløse verdens undergang.
Sem søger Zoja Maria og en forklaring på, hvad der egentlig skete med hendes familie. Men også på, hvordan det i det hele taget kunne ske, at naboer, der gennem århundreder havde levet sammen, pludselig befandt sig midt i Ragnarok?

Som en punkteret cykel
Teller fik et internationalt gennembrud med romanen Odins ø (1999) og har siden udgivet ungdomsromanen Intet og bogen Hvis der var krig i Norden.
Men denne tunge og prætentiøse, nye roman er slet ikke lykkedes for hende. Et højtideligt sprog og en snirklet komposition, der springer i tid og sted, fra Sarajevo i 1990’erne til Wien og Paris 10 år senere, knuser alt tilløb til liv under vægten af alt det, der dog skal siges om kærlighed og sex, om krig og tolerance. At læse Kattens tramp føles lidt som at trampe en punkteret cykel opad i modvind.
Ikke mindst virker hovedpersonerne hverken sympatiske eller interessante, og man har svært ved forstå deres dragning mod hinanden. Især er det et problem for fortælleren Sem, at han ikke kan forplante sine eksistentielle overvejelser til læseren.
Tilmed fremtræder han moralsk anløben: Ikke blot boller han Zoja Marias 18-årige niece i soveværelset midt under et middagsselskab, til så stor irritation for niecens forældre, at Sem må finde et andet sted at overnatte de kommende dage. Han boller også Zoja Marias to yndige, purunge døtre efter tur: Den ene lys og trusseløs, den anden lige så klichéagtigt mørk, intellektuel og med briller.
I samme periode lykkes det ham at besvangre sin kone, som han forsøger at presse til abort, skønt han bittert bebrejder Zoja Maria, at hun på et tidspunkt valgte at abortere deres fælles barn. Sems mantra ’tilgiv mig’, der står i parentes 117 gange, når han selv redegør for sine handlinger, synes derfor på sin plads.
På den anden side virker det også som et futilt forsøg på at anråbe de kærlighedens og forsoningens bånd, han selv ikke lever op til. For eksempel når han bruger sex med døtrene som hævn over den sande elskedes utilnærmelighed.
Heller ikke hans elskede slipper i læserens øjne heldigt fra sit følelsesmæssige kispus med ham. Er han pludselig beslutsom og vil hende, trækker hun sig skyndsomst tilbage, og omvendt.

Humorforladt
Sem deler fornavn med jødernes stamfader, Noas søn Sem og skal måske forestille en moderne Jerusalems Skomager, der på sin hvileløse vej gennem verden kaster skæbne omkring sig uden selv at få nogen. Men selv i beskrivelsen af sådanne katalysatoragtige skikkelser kan humor som bekendt lyse op, og det findes ikke i denne bog, hvis dystert højtidelige tone desværre demonstrerer, at vigtige emner ikke i sig selv skaber gode bøger.
Romanens mest raffinerede greb er faktisk, hvordan den længe holder tilbage, at Sem af hudfarve er kulsort. Der er spor, naturligvis, men de overses, fordi man uvilkårligt tænker sig, at en nølende, arketypisk tvivler som Sem må være hvid og europæisk. Samtidig er raffinementet dog dyrt betalt, da Teller hermed undgår at udfolde de skøre europæeres møde med en mand, som de må opfatte som fra en anden, fornuftigere verden.
Kattens tramp rummer intet, man desværre ikke allerede til afskyelighed har hørt og læst om den jugoslaviske borgerkrig og om, hvad der sker, når almindelig menneskelighed ikke længere holder folk tilbage fra det værste. Banalt, skønt såre sandt er det således, at »Historien må aldrig blive vigtigere end det, der følger efter historien.« Men er det svar på noget, vi ikke vidste før? Jeg synes det ikke.

*Janne Teller: Kattens tramp. 377 s., 298 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her