Læsetid: 6 min.

Madam Secretary

Som flygtning fra nazismen til et af USA’s højeste embeder – Madeleine Albrights erindringer på dansk
27. august 2004

Ny bog
Få uger efter sit genvalg i november 1996 udpegede præsident Clinton Madeleine Albright til USA’s udenrigsminister. Det blev et frisk pust. Forgængeren, Warren Christopher, var ubestrideligt kompetent, indsigtsfuld og erfaren, men også enigmatisk, tør og fåmælt, vist nok både af tilbøjelighed og princip.
Madeleine Albright var åben, hjertelig, varm, med store kontaktskabende evner, i sit væsen næsten så forskellig fra sin forgænger som man kan tænke sig. Og i tilgift
USA’s første kvindelige udenrigsminister. Hendes stil var ny og forfriskende; hun kom fra stillingen som USA’s FN-ambassadør, hvor hun havde vundet respekt både for engagement og dygtighed.
Hendes erindringer er også et frisk pust. Det er i ordets bedste betydning en meget hæderlig bog, som giver et godt – og synes jeg – meget retvisende billede af mennesket Madeleine Albright og af hendes indsats og drivkraft.
Vi er selv historie, sagde Poul Henningsen og om intet menneske, jeg kender, er det mere sandt end om Madeleine, som hun uvægerligt kaldes af alle, der kender hende. Hendes egen historie er forunderligt vævet ind i Europas blodige fortid og i efterkrigstidens genopbygning.
Hendes far var tjekkoslovakisk diplomat. Familien måtte flygte til England fra nazismen i 1939. I 1945 vendte familien tilbage til Tjekkoslovakiet, hvor faderen blev kabinetschef for udenrigsminister Jan Masaryk, der findes død den 10 marts 1948, enten – mest sandsynligt – smidt i døden ud ad vinduet i sit kontor af kommunisterne eller følt sig tvunget til selvmord. Familien måtte igen flygte og endte i Denver, USA, hvor faderen fik stilling som universitetslærer.
Beskrivelsen af familiens påtvungne omskiftelser har værdi i sig selv som påmindelse om, hvad mennesker på flugt udsættes for. Pia Kjærsgaard og Bertel Haarder burde tvangsindlægges til at læse bogen. Det er en helt usentimental beskrivelse af en flugt, der havde sine store menneskelige omkostninger, men som endte lykkeligt.

Insider i Washington
I det gæstfri USA slog familien sig igennem. Den energiske og begavede Madeleine, født Korbel, klarede sig så godt, at hun blev optaget på det berømte pigecollege, Wellesley. Det var adgangsvejen både til en førsteklasses uddannelse og til ’bedre kredse’. Hun forelsker sig i og gifter sig med Joe Albright, fremragende journalist af den velhavende Guggenheim-familie. Parret får tre døtre, Madeleine fortsætter sine studier, skriver doktorafhandling – bliver skilt – og begynder en politisk karriere i det demokratiske parti. Hun bliver betroet medarbejder hos først Senator
Edmund Muskie, hvor hun lærer Senatet at kende; siden ansættes hun som medarbejder hos præsident Carters polskfødte sikkerhedsrådgiver med det umulige navn Zbigniew Brzezinski. Her kan hun på nærmeste hold følge, hvordan amerikansk udenrigspolitik bliver til. Hun bliver en insider i Washington.
Madelaine beskriver åbenhjertigt sine personlige problemer; hun er fortvivlet, da Joe går fra hende til fordel for en yngre og ifølge Joe smukkere model. Hun arbejder sig ud af sin fortvivlelse, avancerer støt i det demokratiske parti og diskuterer i bogen modigt, om hun mon nogensinde var blevet udenrigsminister, hvis ikke hun var blevet skilt. Hendes overvejelser om kvinders vanskelige afvejning af karriere og familie er både åbenhjertige og væsentlige – og ikke mindst nødvendig læsning for mænd i karrieren.
Som udenrigsminister falder det i den tjekkiskfødte og tjekkisktalende Madeleines lod at stå i spidsen for Nato’s udvidelse. Hendes beskrivelse af hele forløbet er fundamentalt spændende, både ud fra et personligt og et politisk synspunkt. Man forstår hendes engagement, man berøres af hendes skæbne; flygtningen krydser sit spor, da hun af præsident Havel dekoreres med Tjekkiets fineste hædersbevisning. Mission completed!

NATO’s udvidelse
Personligt havde jeg som dansk udenrigsminister lejlighed til at følge hele denne politiske proces. I begyndelsen var der udbredt skepsis imod Nato’s udvidelse. Denne skepsis kom flere steder fra. Modstanden fra russisk side var klar og hård, indtil det blev helt klart for russerne, at de ikke kunne forhindre den. Den kom fra sikkerhedspolitiske eksperter, bl.a. den navnkundige Georg Kennan, som mente at udvidelsen var begyndelsen til Nato’s undergang. Den kom fra en række ledende militærfolk, ikke kun i USA men i høj grad også i Storbritanien.
Herhjemme kom modstanden også fra den danske venstrefløj. Uforglemmelig for mig var Villy Søvndals indlæg, da Folketinget behandlede forslaget om at optage Polen, Tjekkiet og Ungarn som medlemmer. Nato’s udvidelse ville ifølge Søvndal føre Europa tilbage til den kolde krig og var et katastrofalt og farligt tilbageskridt.
For mig var problemstillingen ret enkel: Med hvilken ret kunne man nægte de nye demokratier retten til selv at bestemme, hvilken alliance, de ville være medlem af? OSCE anerkendte udtrykkeligt stater ret til at vælge alliance.
Hvordan skulle man kunne sige til f.eks en ungarer eller en polak, at hensynet til Rusland, der havde dikteret Ungarns og Polens sikkerhedspolitik i 4o år, vejede tungere end hensynet til landenes egen beslutning.
Fra dansk side havde vi den særlige vinkel, at vi også arbejdede for at de baltiske lande skulle anerkendes som kommende medlemmer. Ved Nato-topmødet i 1997 opnåede vi, hvad vi kom efter. De baltiske lande fik status som kommende medlemmer og medlemskabet blev som bekendt senere en realitet.
I starten var der kun to lande der støttede denne ide, USA og Danmark. Det var Danmark, der måtte slås for sagen ved enhver given lejlighed, men USA med Madeleines klare støtte bakkede op helt og fuldt. Jeg skal ikke lægge skjul på, at Nato’s udvidelse, også med de baltiske lande, er noget, jeg er stolt af og glæder mig over, og som jeg mindes, når jeg læser den engelsksprogede udgave af Madelaine erindringer, som jeg har med en smuk, personlig dedikation.

USA’s placering i verden
Forholdet til Rusland var et kernespørgsmål. Præsident Clintons gode, personlige forhold til Jeltsin var vigtigt, men lige så vigtigt var det, at Madeleine Albright kom godt ud af det med Yevgeny Primakov, den russiske udenrigsminister og tidligere KGB-chef. Deres gode forhold er beskrevet levende og sympatisk i bogen. Jeg har en egen personlig oplevelse. I juni 1997
efter afslutningen af et årsmøde i Østersørådet i Nyborg, havde jeg inviteret Primakov til frokost i mit sommerhus på Langeland. Når jeg bortser fra den særegne oplevelse det er at se talstærkt, svært bevæbnet politi rundt om den stråtækte bindingsværksidyl, var besøget en stor succes. Midt under frokosten ringede min telefon. Det var Madeleine, der gerne ville tale med Yevgeny. Jeg spurgte Primakov, om jeg skulle stille telefonen ind i et tilstødende værelse, hvortil han svarede: Nej, Niels, jeg har ingen hemmeligheder for dig! Store ord i en KGB-chefs mund. Samtalen begyndte på russisk, som Madeleine også talte. Russisktalende i den danske delegation omkring frokostbordet berettede bagefter, at de havde talt meget om Primakovs forkølelse. Pudsigt, selvfølgelig, men jo da også sært beroligende, at forholdet mellem de to magter på det tidspunkt var af den karakter.
I slutningen af bogen filosoferer Madeleine over USA’s betydning i verden. Ingen skal være i tvivl om, at hun var og er en tough forsvarer af amerikanske interesser, men heller ingen tvivl om, at hun ser USA’s interesser bedst varetaget gennem forhandlinger, også i internationale organisatioer, at hun ser det som en central opgave at forsvare menneskerettigheder og at arbejde for demokrati.
Hun var USA en god udenrigsminister og hun var og er et menneske, dybt og ærligt engageret i at skabe betingelser for en bedre verden. Alt det giver erindringerne et levende indtryk af.

*Madeleine Albright: Madam Secretary. Oversat af Frank Esmann. 585 s., 299 kr. Aschehoug. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu