Læsetid: 4 min.

Morgendagen tilhørte ham

Forfatteren, der skrev de fortællinger, der senere dannede grundlaget for musicalen og filmen ‘Cabaret’, er emnet for en imponerende, ny engelsk biografi
9. august 2004

Ny bog
»Lad os være ærlige, Christopher, hvis det ikke havde været for Berlin, hvor ville du så være nu?« (En syrlig Somerset Maugham i 1961.) 40 år senere står spørgsmålet stadig centralt i Peter Parkers ekstraordinære, både idérige, skarpe, fascinerende, omhyggelige, selvbevidste og irriterende biografi om Isherwood.
I dag er det Maugham, der har brug for en ækvivalent til Cabaret - baseret på Isherwoods Berlin-fortællinger - for at genrejse publikums interesse. Dengang i 1961 var han en af verdens mest populære forfattere. Kander/Ebb-musicalen, der gav ‘Herr Issyvoo’ berømmelse og rigdom (selv om han aldrig lærte at holde af den), kom først fem år senere.
Maughams kommentar må have såret ham. Denne havde længe forinden salvet forfatteren og sagt til Virginia Woolf: »Denne unge mand holder den engelske romans fremtid i sine hænder.« Isherwoods amerikanske fiktion fik ham til at ændre mening. Maugham mente, han havde »kastet det hele overbord« til fordel for lykke og Vedanta, den hindu-filosofi Isherwood fulgte i Californien.
Hvis Isherwoods åndelighed provokerede Maugham til at håne ham, er Parkers synspunkt ikke meget mere imødekommende. Men klogt nok deler han ikke det synspunkt, at Isherwood mistede grebet det år han og Auden »svigtede deres fædreland til fordel for Amerika« (Maughams ord). Arven efter deres afsked med Europa føles levende.
I forsøget på at rekonstruere sig selv i bøger opfandt Isherwood nærmest på egen hånd en ny form, den fiktionelle selvbiografi. Tendensen til at »forestille sig selv som sin egen skabelse«, som Parker skriver, dukkede første gang op i Lions and Shadows (1938).
Den indeholdt først og fremmest en fortrængning eller negligering af moderens indflydelse - en proces forfatteren senere delvist undskyldte i sit studie af forældrene, Kathleen and Frank (1971). Titlen var noget mere nedtonet end arbejdstitlen havde været, ’Hero-Father, Demon-Mother’.
Efter Isherwoods død i 1986 er denne bevidste selvgenopdagelse blevet modarbejdet. Offentliggørelsen af hans uforkortede amerikanske dagbøger startede i 1997. Anden del udkom i 2000, og et tredje bind er på vej. Denne taktiske brøler truer med at erstatte offentlighedens billede af en vidende, selvkritisk forfatter med et, der forestiller en ret småtskåret, vidtløftig krakiler. Den hårdt tilkæmpede elegance i Isherwoods i højeste grad læseværdige, gennemsigtige prosa - kun tangeret af Orwell - kan på lignende måde blive tilsløret.
Han gav ingen instruktioner om, hvorvidt disse optegnelser skulle offentliggøres. Men måske involverede Isherwoods totale litterære kald en rekonstruktion ikke blot af selvet, men at flytte den engelske prosa væk fra byrden af det prosaiske eller dagligdags. Han lærte betydningen af udvælgelse, bevidsthed og undvigelse.

Med et løst håndled
Også Parker forstår betydningen af disse dyder, selv om hans ambition og idérigdom truer med at fjerne hans egen bog fra dem.
Hans vurdering af Isherwoods forfatterskab er imponerende. Parker anser med rette The Memorial (1932) som »bemærkelsesværdig sikker«, det var Isherwoods anden og oversete roman, og den eneste vellykkede roman der ikke tager udgangspunkt i hans eget liv.
A Single Man (1964) er det vigtigste arbejde fra efterkrigstiden. 25 år forud for sin tid viser den et billede af en dagligdags homoseksuel tilværelse og inspirerede ikke blot en generation af homoseksuelle forfattere i England, men i endnu højere grad i USA. Men den blev jordet. Los Angeles Times skrev, den var en ’saga, skrevet med et forstuvet, løst håndled’.
Så er Parkers energi mere befordrende. Meget nyt materiale er blevet gennemgået. De overraskende noter om kvindehad og anti-semitisme fundet i konversationer og breve er veldokumenterede, om end skuffende.
Den meget citerede »I Am a camera« synes at stamme fra Katherine Mansfields, en af Isherwoods foretrukne stilister. I et interview i 1924 udtalte Mansfield: »Jeg havde lagt mærke til disse ting og blev nødt til at skrive dem ned. Jeg har været et kamera. Men... jeg har været et selektivt kamera, og det har været min egen indstilling der har bestemt udvælgelsen.«
Isherwoods registrering var lignende subjektiv. Parkers portræt af moderen Kathleen - for sønnen legemliggørelsen af England - står levende og ganske tydeligt. Hendes yngre søn Richard fremstår som en diabolsk, forkvaklet udgave af Christopher: idiosynkratisk, om ikke sindssyg, og som sin bror draget af voksen, mandlig skønhed, og mindre forsigtig i omgangen med den.
Richards egensindige, tragiske liv fascinerer forståeligt nok Parker, hvis forkærlighed for excentriske englændere fandt udtryk i hans tidligere biografi om J.R. Ackerley. Dette øger dog også risikoen for at opmærksomheden tages bort fra væsentlige spørgsmål om Isherwoods personlighed, oplevelser og fortjenester.
Stikkende side
Ligeledes er Parkers Strachey-lignende, stikkende side ofte ganske underholdende, nogle gange dog unødigt hård.
Helgenbeskrivelser udgør en fare for en biograf. Det samme gør vedholdende ikonoklasme.
Dette afspejler noget, Sally Bowles vidste: nogle gange kan du tilbringe for lang tid sammen med én mand. Da den 18-årige Bachardy mødte den 48-årige Isherwood, var denne ældre end hans far. Bachardys temperament og Isherwoods dominerende personlighed var medvirkende til bitre uoverensstemmelser. Denne heftighed virkede dog blot rensende og livgivende på deres forhold. De var sammen i over 30 år.
Parker har arbejdet på projektet siden 1989. Hans synes at være blevet uvenner med sin hovedperson. Isherwood vil med god grund forny interessen for forfatteren.
Derfor, og for meget mere, kan vi være taknemmelige. Da Isherwood opgav den stort anlagte Berlin-saga The Lost opdagede han noget om sit talent, der bedst opleves i den fiktion, der kom i stedet. Den strålende, skitseagtige fortættede Mr. Norris Changes Trains (da.: Mr. Norris skifter tog, red.) og Goodbye to Berlin (da: Farvel til Berlin, red.) taler deres tydelige sprog: Nogle gange er mindre mere.

*Peter Parker: Isherwood: a life. 914 s., 25 pund. Picador

©The Independent og Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu