Læsetid: 5 min.

No Moore Bush

Med ’Fahrenheit ’9/11’ har Michael Moore skabt et ensidigt, men medrivende og i store dele overbevisende anklageskrift, som alle – uanset politisk holdning – bør se og tage stilling til
30. august 2004

Fahrenheit 9/11 er mere end en film. Den er et fænomen. Som dokumentarfilm har den slået alle rekorder og ånder blockbusterne Spiderman 2 og Harry Potter og fangen fra Azkaban i nakken som årets mest sete film i USA.

Den er blevet en bombe under George W. Bush i den amerikanske valgkamp. I Kuwait har man forbudt den, mens en begejstret Fidel Castro har vist filmen på Cubas nationale tv. Tildelingen af Guldpalmerne i Cannes fik hjemlige lederskribenter på borgerlige aviser til at fare i blækhuset, selv om de ikke havde set filmen. Og i det ellers så festglade Las Vegas gik stemningen i sort, da rockkoryfæet Linda Ronstadt under en koncert hyldede Fahrenheit 9/11.

Kan filmen så leve op til de store forventninger? Er den filmkunst, som juryen i Cannes mener, eller ondsindet propaganda, som højrefløjen påstår?

Ført bag lyset

Fahrenheit 9/11 er et ensidigt, men medrivende og i store dele overbevisende anklageskrift mod George W. Bush. Præsidenten har ført det amerikanske folk bag lyset, lyder Moores alvorlige anklage.

Bush har ikke bekæmpet terrorisme, men i stedet brugt frygten efter den 11. september 2001 til at begrænse borgerrettighederne (Patriotloven) og invadere Irak, der ikke som påstået havde masseødelæggelsesvåben eller forbindelse til Osama bin Laden.

Invasionen handlede ikke om terror, men om olie, og når Bush ikke har angrebet Saudi-Arabien, hvor Osama bin Laden og 15 ud af 19 flypkapere kom fra, er svaret: penge.

Saudiaraberne har enorme investeringer i USA – ifølge Moore ejer de seks-syv procent af landet –og der eksisterer tætte, forretningsmæssige bånd mellem Bush-familien og den stenrige bin Laden-familie, der –- påstår Moore - – stadig har kontakt til familiens sorte får, Osama. Og faktisk var George Bush senior til møde med medlemmer af bin Laden-familien, da World Trade Center blev angrebet! ’

Find et rigtigt job’

Som anklager spiller Moore på mange strenge og bruger alle retoriske kneb: overdrivelse, gentagelse, sammenligning og spørgsmål, der bliver hængende i luften. Fremlæggelsen er veltilrettelagt: Først grilles Bush med kulsort humor, derpå serverer Moore anklagen og indicierne, inden han til sidst sætter trumf på med et hovedvidne – en mor, der har mistet sit barn i Irakkrigen og samtidig tilliden til præsidenten.

Tempoet er højt, men ikke overfladisk, tonen er skarp, men aldrig kynisk, og i klog respekt for det alvorlige emne udtrykker Moores fortællerstemme en blanding af tilbageholdt vrede og sørgmodighed.

»Opfør dig ordentligt – og find et rigtigt job,« siger Bush med et overbærende smil, da han møder Michael Moore første gang. Nu kan instruktøren slynge replikken tilbage i hovedet på præsidenten, der med sit latterlige cowboy-image, begrænsede ordforråd og berygtede dovenskab er et nemt offer for veloplagt satire.

Det billede, filmen tegner af en skamløst inkompetent præsident, er ikke nyt, men Moores collage af et stort arkivmateriale gør alligevel et uudsletteligt indtryk. Selvfølgelig scorer Moore billige points, når han præsenterer den golfspillende præsident til tonerne af tumpet country-musik, men oftest –- som da Bush tror sig ubevogtet og øver ansigtsudtryk før en dødsensalvorlig tale til befolkningen –- udleverer præsidenten sig selv.

Så kommer 11. september, og lærredet går i sort, mens vi hører lyden af de to fly, der rammer tårnene. Derpå stemmerne og skrigene. Og da billedet endelig kommer på, nøjes Moore med at vise gadevidners vantro og rædselsslagne ansigter, og det er meget mere virkningsfuldt, end hvis han havde genbrugt de optagelser af sammenstyrtende huse, vi kender til hudløshed.

»Hvor var Bush henne,« spørger anklager-Moore og viser, at Bush sidder hos en skoleklasse i Florida. Vi har før set billederne af den omtågede præsident, da en embedsmand hvisker ham i øret, at fly nummer to har ramt World Trade Center.

Men Moore har skaffet hele videobåndet og kan afsløre, at Bushs rådvildhed er værre end antaget: Mens nationen er under angreb, læser han videre i My Pet Goat i syv lange minutter.

Teorien om den saudiarabiske konspiration er filmens svageste. Moore trækker mange tråde, men får aldrig samlet dem til en forståelig helhed eller for alvor trængt til bunds i, hvad Bushs arabiske olievenner har betydet for landets udenrigspolitik. På det punkt forbliver den ellers velresearchede film ren spekulation i motiver og sammenhænge.

Krigens fattige soldater

Til gengæld demonstrerer Fahrenheit 9/11, der henter sin titel fra en roman af Ray Bradbary om et totalitært samfundsstyre, overbevisende, hvordan Bush og hans regering har hensat befolkningen i en tilstand af forvirring og frygt. Og vi får sigende eksempler på den absurde afgrund mellem regeringens stærke slogan ’War Against Terror’ og regeringens faktiske handlinger.

Sidste del er helliget Irak-krigen. Efter blandt andet at have udstillet den ynkelige samling af småstater i, hvad USA har kaldt »alle koalitioners moder« –- desværre glemmer Moore det lille, yndige kongerige kaldet Danmark - trækker han sig tilbage og lader barske optagelser fra Irak tale for sig selv.

Eller også kommenterer han via sammenklipningen af billeder: En utrøstelig irakisk kvinde, der har holdt fem begravelser, modstilles med popdullen Britney Spears, som udtrykker sin fulde opbakning til Bush; Bushs tale til soldaterne, »Vi har sejret«, dementeres med billeder af en bombesprængning i Irak osv.

I denne del hæver filmen sig over den konkrete sag og bliver en tankevækkende analyse af, hvem der profiterer på krig, og hvem der – på begge sider – er krigens ofre. Kommende kanonføde rekrutteres blandt de mest fattige unge, som militæret lokker med uddannelse og andre goder. Det er hjerteskærende at opleve en mor, der har mistet sin søn i Irak-krigen, læse hans sidste brev højt.

Den værste fjende

Fahrenheit 9/11 er ikke en tidløs dokumentar. Den rammer lige ned i en sprængfarlig verdenssituation og kommenterer et af de vigtigste amerikanske valg i mange år. Deraf en del af succesen. Men man kan ikke tage fra Michael Moore, at han har gjort den politiske film folkelig.

Han blander satire og seriøs journalistik, og det er en slagkraftig cocktail, især fordi han denne gang er mere seriøs med journalistikken end i den foregående ’Bowling for Columbine.’ Og nok har Moore hængerøv i bukserne, men han er ikke et idealistisk tågehorn eller en blødsøden humanist.

Han er knivskarp, og på det punkt kunne Bush ikke have fået en værre fjende. En fjende, som er alt det, Bush ikke er: intelligent, morsom, veltalende, dynamisk, målrettet, naturlig.

Er Fahrenheit 9/11 så propaganda? Ja, det er den vel, men i modsætning til Bush-regeringens propaganda er vi aldrig i tvivl om Moores hensigt, og det er ikke svært at gennemskue, hvor han satirisk overdriver eller personligt kommenterer.

Enhver anklaget har naturligvis ret til et forsvar. Sådan fungerer et demokrati. Bush skal have muligheden for at overbevise os om sin uskyld, men det er altså ikke nok at afvise Michael Moore som en »klam stodder«, som Bushs far har gjort. Dertil er Fahrenheit 9/11 for overbevisende et anklageskrift. Bush har to måneder op til præsidentvalget den 2. november. Verden venter.

Fahrenheit 9/11. Instr: Michael Moore. USA 2004. 116 min. Spiller i biografer over hele landet 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu