Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Da Paris blev moderne

Smuk og oplysende bog om byernes by
Kultur
30. august 2004

Ny bog
Historikeren Kristian Hvidt, Folketingets tidligere bibliotekar og ar-
kivar, oprindeligt doktor i den danske udvandring til Amerika og forfatter til adskillige bøger, blandt andet den store biografi om Edvard Brandes, har atter øst af sin vidtspændende viden – denne gang om den franske hovedstad. Det vil sige om den periode, da Paris blev det Paris vi automatisk forbinder med Paris: de brede boulevarders by med majestætiske bygningsværker og elegante forretningskvarterer.
Sådan var det ikke før i tiden, før udbygningsårene 1830-1870 som er bogens tidshorisont. Paris’ oprindelse fortaber sig i urtågerne; den først så beskedne bebyggelse på Île de la Cité, hvor folk med sans for det strategiske formentlig altid har boet, og hvor Notre Dame siden blev anlagt, fulgtes op af romerne, der dog ikke anså deres Lutetia som den vigtigste by i den galliske provins. Den position kom lidt efter lidt, da en frugtbar treenighed af kirke, kongemagt og handelsinteresser gjorde øen i Seinen med omliggende hurtigt voksende kvarterer til en af Europas rigeste befolkningskoncentrationer. Pointen fattede vikingerne tidligt og plyndrede i 800-tallet byen gentagne gange. Men rigdommen betød trods alt at der kom fastere politisk og forsvarsmæssig struktur på byen. Kongerne fik deres udgangspunkt herfra og blev efter de rejsende middelalderkonger fastboende på spidsen af Seine-øen i 1400-tallet.

Det absolutte centrum
Derfra gik det hastigt fremad, Paris kom op blandt verdensdelens største bystrukturer – i perioder større end selv London og under alle omstændigheder det så at sige absolutte centrum for lærdom, åndsliv, mode og meget andet.
Paris anlagde og udbyggede sig efter middelalderbyens principper: knopskydning og et minimum af byplan. Resultatet var en tæt sammenpakket befolkningsmængde i krogede gader af høje bindingsværkshuse med gavlfremspring,
og alt hvad der i øvrigt kendetegner middelalderbyen. Som sådan trådte Paris også ind i nyere tid.
Revolutionens Paris var fortsat fortidens by. På vej til sin egen henrettelse kunne Ludvig den 16. skue ind i det sammensurium af gyder og stræder, hvor revolutionen fængede blandt de stærkt oprørsmotiverede parisere. Kongerne havde siden Ludvig 14. skyet Paris, overladt dens indbyggere til sig selv, til den usunde luft og til fattigdommen og søgt ud i omegnen, hvor samme Ludvig opførte det klare modstykke til den gamle slidte hovedstad: pragtslottet Versailles. Dermed var Paris endeligt deklasseret, hvilket pariserne ikke tilgav kongemagten.
De efterfølgende revolutioner og oprør i århundredet der fulgte, kan man sige blev bestemmende for byens videre udvikling. Det er netop denne proces, Kristian Hvidt med stor veloplagthed tager fat på og skildrer: saneringen og en fornyet opbygning af de vældige områder, der i vore dage udgør det klassiske Paris. ’Den store forvandling’ kan man med Hvidt roligt kalde initiativerne under Napoleon 3. der selvbevidst, men ikke uden rimelighed udtalte: »Jeg har fundet et Rom af mursten, jeg vil efterlade en by af marmor«. I samarbejde med den topprofessionelle administrator og præfekt, juristen Georges Eugéne Hausmann, der selv frembar en ordentlig sjat af det storhedsvanvittige i sin karakter, omformede Napoleon 3. Paris efter sit – og Hausmanns – hjerte.

Napoleon tog fejl
En af drivkræfterne bag reformpræstationen var unægteligt frygten for disse snævre gader og krogede gyder, der som sagt før havde lagt ved til oprøret. Luft skulle der til og åbne lige linjer, som kanonerne i en snæver vending kunne bestryge. Hausmann smadrede sine boulevarder durk gennem de ældgamle kvarterer, småfolk og kryb og kravl måtte vige for pragthusene med længdeløbende balkon for hver etage og uendelige smedejernsgelændere, boliger for de velstående.
Napoleon og hans store bygmester tog grundigt fejl på ét punkt: Oprørets arne var ikke dermed udsaneret, blot fordi folket blev det. I den febrile sanerings- og byggeiver glemte reformatorerne at tænke på boliger til almindelige mennesker, og den pris de måtte betale for tag over hovedet. Private spekulanter, som vel samtidig var en forudsætning for gigantindsatsen over så få år, fastsatte på egen hånd og i liberalismens allerede hellige navn, huslejernes størrelse, hvilket – boulevarder med lys og luft eller ej – førte til kejserdømmets fald. Og vel at mærke til den blodige og tragiske kommunardopstand, da det franske borgerskab viste sin ufattelige brutalitet, som kun et trængt borgerskb formår.
Her slutter Kristian Hvidt sin inspirerende fortælling, efterladende læseren beriget og væsentligt klogere på et altid besnærende rejsemål.
Bogen er lige så tilfredsstillende illustreret og tilrettelagt ved Mogens Kristensen, som den er skrevet, og går således op i en højere enhed der så sandelig er værd at investere i.

*Kristian Hvidt: Paris. Fra barrikade til boulevard 1830-1870. 292 s. ill. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her