Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Romanens virkelighed på to måder

Pontoppidans hovedværk om ’De Dødes Rige’ i gennemlysning
Kultur
16. august 2004

Ny bog
Efter at Henrik Pontoppidan i to omgange havde omarbejdet sin sidste, store roman De Dødes Rige oprindelig 1912-16, skrev han i 1918 digtet »Tilstaaelse« med slutlinjerne om: »Undergangens Angst/er gaaet mig i Blodet«. Heller ikke så lille en ting kunne han nære sig for at bearbejde, så det kendes i 10 forskellige versioner frem til 1938, også med titlen »Bekendelse«.
Flemming Behrendt, sekretær for Pontoppidan Selskabet, gør rede for omstændighederne, ligesom han har foranstaltet en brevmontage om romanen, i første bind af en skriftserie, Pontoppidaniana. Det indeholder desuden seks forskellige læsninger af dette hovedværk i forfatterskabet og i øvrigt også i dansk litteratur, oprindelig foredrag ved et seminar af folk, der er fanget ind af rigdommen og mangestemmigheden i disse tætvævede fortællinger om de første år af 1900-tallets Danmark, hvis uheldssvangre træk i den grad hjemsøgte forfatteren.
I brevene fastholdt han, at det ikke var en tidshistorisk, politisk roman, selv om den virker stærkt ved sin samtidsskildring, men den er tænkt som baggrund for det psykologiske spil, et bagtæppe for de mange aktørers indre og ydre drama. Ikke desto mindre kalder Hørup-eksperten Torben Krogh De Dødes Rige for den bedste politiske roman i dansk litteratur og finder visse lighedstræk mellem denne radikale politiker og Tyge Enslev-figuren. Det afgørende og mesterlige er imidlertid, at det politiske Danmark, der skildres, aldrig har eksisteret, men alligevel fremstår med en realismens kraft, som var det hentet direkte ud af virkeligheden.

Myter
Fra andre synsvinkler understreges netop denne fantasiens autoritet. Så selv om Niels Kofoed siger, at romanen ned til mindste detalje er et Danmarksbillede efter systemskiftet i 1901, med typebilleder fremstillet i nøjagtigt format, så aflæser han helt andre mytiske lag, end den positivistisk, biografiske forskning kender til. Den er bygget op over et antal myter og arketypiske billeder. Den mandlige hovedperson Torben Dihmer bekender sig til den nyplatonisk-hermetiske tradition og er såmænd både astrolog og alkymist. Pontoppidan har som en gralsridder tilkastet samtiden sin jernhandske, lyder en flot formulering, der med Torben Dihmers forhold til Jytte Abildgaard in mente efterhånden peger i retning af Tristan og Isolde-sagnet.
Det er en fint detaljeret argumentation, der på sin vis støttes af Judy Gammelgaards tekstlæsning på freudiansk grundlag med påpegning af to grundmyter i Jyttes kærlighedshistorie: Platons symposiske fortælling om menneskets søgen efter sin modsatkønnede halvdel og forestillingen om fædrenes synder, der nedarves i generationer. Også Henning Goldbæk er på fantasiens side med sin fremdragen af ’fantasmagoriske’ undergangsscenarier hos Homer, Dante og Boccaccio, som skinner igennem i billedet af den småborgerlighedens dekadence, der gav Pontoppidan koldsved på panden og undergangens angstgreb i pennen.

Håndværket
De lærde analyser står i en vis kontrast til de to deltagende digteres personlige bidrag, der er styret af deres litterære bevidsthed og gennemskuende håndværksmæssige kunnen. De ser så at sige forfatteren med pennen i hånden og artisteriet i ordene: Anne Marie Ejrnæs formulerer fint den udfordring og inspiration, romanen er for hendes selv som skabende forfatter. Selv skriver hun i traditionen fra Herman Bang og ikke Pontoppidan, der har stået for hende som en alvidende fortæller med et massivt maskulint førergreb om læseren. Men hun overgiver sig alligevel i beundring for hans manøvrer og hele det fletværk, som denne sørgesymfoni udgør. Et sted mener hun at fange ham i et mere privat irritation under skildringen af den lille by ved Middelhavet nær Genua i bogens første del. Den evige blæst males op, skønt handlingen i øvrigt foregår i vindstille.
Sjovt nok er det netop dette sted, Jens Smærup Sørensen tager frem for at vise den fantastisk raffinerede organisering af sceneriet i en nøjeregnende gennemgang af komposition, syntaks, klangforhold og hele det subtile artisteri, som er attraktionen ved et forfatterskab, han dyrkede som dreng, siden skyede for dets knastørre realisme, men nu erkender som en særegen, netop egen, tekstvirkelighed. Det er denne selvstændighed i sprogets materiale og ikke dens referencer til en ydre virkelighed, som sikrer romanens varige værdi. At den så har kærligheden og døden som emne i en eksistentiel situation, der stadig har gyldighed, er den anden side af sagen: det tomrum, som troen har efterladt sig som modernitetens tumleplads.
Det er en artikel, et essay, som er vægtigt og vigtigt, uanset om man kender De Dødes Rige eller ej, da dets grænser stadig ikke er optrukket af tilstrækkeligt levende værdier. Men Smærups tanker og bogen i øvrigt er en animation til at tage det digre værk frem til læsning eller genlæsning. Bidragyderne er blevet bedt om at forholde sig til den omfangsrige førsteudgave. Jeg vil nu anbefale at bruge den seneste version, der også findes som paperback, ikke bare til idsbesparelse

*Undergangens angst. ’De Dødes Rige’ (red. Flemming Behrendt). Pontoppidan Selskabets Skriftserie III række. Bind 1. 158 s. ISBN 87-7838-953-4. Syddansk Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her