Læsetid: 3 min.

Se Gud i øjnene!

Efter ni års pause vender Niels Hav tilbage med nyt mod til at rokke ved sine gamle ambivalenser
25. august 2004

Ny bog
Engang blev han udråbt som Den Nye Panduro. Det var i begyndelsen af 80erne, mens Niels Hav (f. 1949) overvejende skrev noveller. Siden flyttedes tyngden til digte, men der blev langt mellem hans bøger. Når jeg bliver blind var den sidste. I den er der glimrende ting. Siden går der ni år. Hvorfor?
Vil man gætte, kan man pege på den afstand, hans digte oftest skal spænde over, en afstand mellem grelle ekstremer. Han vil på én gang skrive jordnært, sansekonkret – og vedkende sig en tro. Han vil så hjertens gerne »sige tingene, som de er«, men han elsker også at pakke sandhederne ind i smukke ord. Han huser både kærlighed og tillid til poesien, men han nærer alligevel en dyb ambivalens over for den.
»At skrive er en fuldstændig ørkesløs aktivitet (…). Ord på papir gør ingen forskel,« står der således i et usædvanlig tåbeligt digt fra hans nye bog. Tåbeligt, fordi det blot ved at være et digt på papiret dementerer sig selv og sin letkøbte populisme.
»Der er brug for nøgternhed« hævder teksten til slut – og forankrer ynkeligt sit hykleri i lortet:
»Den, der kører slamsuger og renser / byens kloakker, er mere nyttig / end de fleste af os; giv akademiprisen til ham!«
Skræller man attituden af, siger digtet jo bare, at er der noget, der interesserer Niels Hav, så er det netop digte – og de priser, nogle digtere får (og som regel også ærligt
har fortjent).

Poetisk troværdig
Selv fortjener Niels Hav at roses for den legende præcision og spændstigt musikalske, filosoferende veloplagthed, hvormed han i sine bedste digte får skabt forbindelse mellem modsigelserne i sig selv og sin verden. Når han f.eks. tør indrømme, at der ikke nødvendigvis er nogen modsætning imellem det at skrive digte og det »at se sandheden i øjnene«, når han lovsynger kærligheden trods sit (efter eget udsagn dialektale/regionale!) panser af skepsis mod skriftsprogets store ord, eller når han med klædelig selvironi vedstår den opbyggelighed, der vist egentlig udgør hans største poetiske drivkraft – ja, så bliver han poetisk troværdig, og den opgave værdig, som i samlingens første digt formuleres således: Se Gud i øjnene, kammerat!
Grundstof, hvis titel er hentet fra et af bogens mest opbyggelige digte, om intet mindre end verdens forbedring, er bygget op i fem dele. Først en række balancemanøvrer imellem personligt sortsyn og lige så personlig lykke. Dernæst mere politiske tekster om verdens deprimerende tilstand. I midten en serie kærlighedsdigte. Fjerde afdeling bringer portrætter af døde eller aldrende forældre, hvilket giver Hav lejlighed til som i Sjælens geografi (1984) at se tilbage på opvækst på landet og drømme om engang at vende hjem og igen gå i træsko. Endelig bringes i femte del, hvad man vel kan kalde eksistentielle livsregnskaber.

Den tavse zone
Sidstnævnte sektion viser Hav fra den tænksommere side. »Selvros er i reglen ærligt ment,« fastslår han meget rigtigt i et lille digt om de selvtilfredse samfundsstøtter, der forlanger at blive hyldet, og som gerne ser fakkeltog.
Klogt er også det nøgterne digt om den, der ingenting siger, men fejlagtigt tror, at den tavshed, han omgiver sig med, vil sige det hele. Han tager fejl, fordi ingen kan beherske den tavse zone, hvor øjnene taler »tværs gennem fjendskab og ensomhed«, for nu samtidig at bruge en slutning fra et tredje digt i bogen.
Niels Hav må fortsat slås med en hang til overbesløjfende pointeren, og han har desværre ikke dyet sig for at kopiere Hans-Jørgen Nielsens oldgamle kronik her i avisen om »Udvaklingen i Tutsistan«:

Nu gælder det om at være
flaksibel
og flotte sin røv
i den rigtige revning.

Demokraturet er inde i en
ravende
udvakling.

Her opererer Niels Hav tydeligvis ikke på hjemmebane. Det gør han derimod som melankolsk, lidt verdensbekymret poet, der kigger på børnene og i deres øjne ser: forventning om, at de voksne skal tage på sig at være voksne. Og det gør han, når han som kærlighedsdigter mobiliserer sin ungdoms mod til at være øm og direkte:

Dine øjne er to vældige
bål i skovkanten,
hvor min stenalderangst
camperer sommer
og vinter.

Engang så jeg dine øjne
åbne sig i søvne,
og det var en snip
af din sjæl, jeg så.

Her genkender man glad den gamle Niels Hav. Som ganske vist ikke blev Den Nye Panduro, men i Grundstof er blevet mere sig selv.

*Niels Hav: Grundstof. 63 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag. ISBN: 87-02-02941-3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu