Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Små geledyr kyles mod asfalten

Kun de nære sansninger kan frelse os i Juli Zehs succesombruste Europa-dystopi
Kultur
26. august 2004

Roman
Forestil Dem et Europa, hvor der ikke findes gensidige, ansvarlige relationer mellem voksne mennesker. Hvor sex kun kan dyrkes som onani eller nekrofili. Hvor de internationale folkeretsdomstole står i ledtog med narkosmuglere og krigsforbrydere. Hvor man kun holder sig oprejst og i live takket være banevis af coke. Hvor en hund må gøre det ud for menneskets intimpartner. Hvor ethvert tilløb til en faderskikkelse viser sig at være en forbryder. Hvor moderlighed er at proppe sit barn med mad til det får spiseforstyrrelser. Og hvor tiden synes standset i kogende asfalt under et låg af kvælende varme.
Lyder det som dystopi, en skræmmende skrækvision af fremtiden? I 30-årige tyske Juli Zehs mangfoldigt kritikerroste og prisbelønnede debutroman Ørn og engel serveres det som realistisk samtidsskildring. Baggrunden er krigene i ex-Jugoslavien, som forfatteren har et særligt engagement i: som jurist med speciale i international folkeret har Zeh været involveret i retsopgøret efter krigene; som forfatter har hun rejst i krigens kølvand og udgivet en samling rejsebreve fra Balkan.

Mellem ører
Professionen som folkeretsjurist har Zeh i romanen udlånt til sin mandlige jeg-fortæller, den 35-årige Max, som ved romanens begyndelse befinder sig i sørgende zombie-tilstand: sprunget af ræset, skudt i sænk, traumatiseret af lyden af den kugle hans sambo Jessie har skudt sig for panden (eller rettere gennem øret) for åben telefon og med Max i den anden ende af røret. En slags nul-tilstand, som på den ene side er en del af romanens tragiske plot, på den anden side gør Max til en fremmedgjort og sensitiv iagttager af det byliv, der omgiver ham.
Byen er Leipzig, men kunne for så vidt være en hvilken som helst anden europæisk storby, hvor folk drøner på arbejde og hjem igen og om aftenen lader deres tilstedeværelse røbe af det blå skær fra deres vinduer:
»Farven og billedklippenes hyppighed fortæller mig om de ser nyheder, en actionfilm eller reportage«.
Det er den slags detaljesansninger, der beskæftiger Max, og at hans Europa også er mit, bliver for mig tydeligst netop i en detalje: vi spiser de samme is. En hvid Magnum og en Solero med skovbær får lov til at cirkulere mellem romanpersonerne og inddrager også den danske læser i et skæbnefællesskab.
Max ringer til et radioprogram og fortæller, hvad der er hændt ham. Radioværtinden, den unge og storbycool blondine Clara, er også psykologistuderende og opsøger ham for at få ham til at indtale sin historie på bånd, til studiebrug. Hun får ikke bare historien, men også bank og siden coke af vor helt, som man det meste af romanen skal tænke sig siddende mellem et par headphones, påtrængende oralt nærværende:
»Min måde at tale på har noget påtrængende kødfuldt. Man kan høre hvert et nok så fint smæk, hvormed tungen løser sig fra ganen; man kan høre kindtænderne gnide mod hinanden og de tørre læber springe op med en knitren. Det er, som om jeg spiser sprog.«
Dette at være lukket inde mellem headphones eller ører eller muslingeskaller er et ledemotiv i romanen (det indledende skud gennem øret indskriver sig også i denne motivkreds) og giver et klaustrofobisk billede af bevidstheden.

Detaljesansning
Der lægges på mange måder op til, at Max er en helt, som skal have læserens sympati: han hader de rigtige (mest af alt den serbiske krigsforbryder Arkan) og elsker de rigtige (den lille sårbare, sindsforstyrrede Jessie med solhåret). Men efterhånden som fortællingen skrider frem, sættes læserens (i hvert fald denne læsers) sympati på prøve: er der ikke noget både nekrofilt, pædofilt og infantilt ved dette voldelige kokainvrag? Hvad er det egentlig, der driver ham: en pubertær forelskelse i en stakkels, sindsforvirret kvinde... Hvor stor er forskellen egentlig på ham og de krigsforbrydere, han hader mest af alt?
Det er ikke i de mellemmenneskelige relationer, man finder håbet (den etiske modvægt til volds- og narkohelvedet) i denne roman. Hvis der er noget som helst spor af Gud i denne bog (og hvis Gud er det, som den amerikanske litterat Harold Bloom definerer ham som: »the blessings of more life« – mer-livets velsignelser, det at der altid, på trods af alle uhyrligheder, vil være mere liv at øse af), så finder man det i de sansenære detaljer, som formidles til os i metaforer, der må få englene til at synge. Et enkelt eksempel:
»Mens jeg venter på taxien nede foran, falder de første dråber og rammer gaden med så voldsomme klask, at jeg et øjeblik tvivler på, at det virkelig drejer sig om vand. Det kan også være geleagtige små dyr, der kyles mod asfalten fra en af de øverste etager og sprænges.«
Mange af de mest rammende metaforer handler netop om vand, og romanen ender da også i et skybrud af vandmasser, der i bedste fald kan ses som en form for renselse.
Symptomatisk forekommer de metaforiske detaljesansninger i de passager, hvor Max ikke taler i båndoptageren, hvor vi altså ikke skal forestille os hans kranium spærret inde mellem headphones. Bevidsthedens isolering overskrides i disse sansninger, som er det rum romanen efterlader til det mellemmenneskelige.
Filmrettighederne til Juli Zehs succesroman er for længst opkøbt. Og jeg kan forestille mig, at en filmatisering vil trække det værste frem i romanen (personernes lettere Hollywood-kinky relationer), mens den vil udrense det bedste: de metaforiske detaljesansninger.

*Juli Zeh: Ørn og engel. Oversat (med skønhedsfejl) af Aino Roscher. 354 s., 299 kr. Samlerens Forlag. ISBN 87-568-1681-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her