Læsetid: 6 min.

Alt afhænger af, hvor man er født

Ram alvor og høj komik fra dengang, Dario var dreng og blev kaldt Koste-skaft. Han meldte sig som frivillig til en italiensk hær i opløsning
3. september 2004

Ny bog
Hvad så med sådan en som Dario Fo – var han på Mussolinis side under krigen eller på den rigtige? Han var i hvert fald på den, for han var blandt de 16-17-årige, der hen mod krigens slutfase blev indkaldt på et tidspunkt, hvor de allierede var gået i land i Syditalien, mens Norditalien, hvor familien Fo boede, endnu ikke havde overgivet sig.
Han havde været med til at grave lig, ’sekundære dødsofre’, frem af asken efter befrielsesstyrkernes bombning af Milano, men eftersom krigens afslutning kun var et spørgsmål om tid, var han ganske fortrøstningsfuld, eller som han udtrykker det i sin erindringsbog, gik tingene ganske godt for ham »bortset fra rædslen.«
I første omgang blev han indkaldt til at arbejde på fabrik i Tyskland, men som sine jævnaldrende gjorde han alt for at undgå at komme til Tyskland og blive skydeskive for tæppebombningen her.
Tricket var at melde sig som frivillig til uddannelse i den ret så opløste italienske hær i håb om at kunne trække tiden ud og derved overleve.
Han oplevede en udmarvet Mussolini holde en tale, der var som en tom grimasse. Da han kom til Verona, hvor en bro netop var sprængt i luften, fik han og kammeraterne en ordre, som passende udtrykker krigens kaos:
»Spred jer i markerne, rundt omkring i majsen, men hold jer samlet!«
Spred jer, men hold jer samlet! Javel, hr. sergent...

Fødestedskriteriet
Den kollektive (relative) tavshed blandt italienere og tyskere efter krigsnederlaget er til at forstå, for hvis man har talt eller kæmpet imod magthaverne på de interne linjer, ville man kunne beskyldes for at lyve og overdrive, og hvis man ikke havde, var det sådan set ikke noget at prale af eller råbe højt om.
Når det gælder 16-17-årige bliver vurderingen ekstra meningsløs, for som der står i bogens første sætning, uden tvivl valgt med omhu: »Alt afhænger af, hvor man er født.«
Drengen Dario, der egentlig gik på kunstskole, fordi han var god til at tegne og male, forfalskede nogle af wehrmachts stempler ved hjælp af en blyant og nogle skruelåg, og på den måde kom han og en kammerat på en militærskole, hvor de skulle lære at springe ud med faldskærm, dog imaginært, idet de i en sele skulle kaste sig ned fra et 15 meter højt tårn.
De bævede af angst, men der var ingen vej uden om.
»Og vi skal kaste os ud bare sådan? Uden prøve?« spurgte de.
»Nemlig: Det er det, der er prøven!« lød det kontante svar.
De overlevede springet og meget andet, og så var krigen forbi, men egentlig handler erindringerne ikke så meget om den, selv om de har deres momenter af høj komik midt i alvoren – f.eks. en episode med mandlige fanger, der forklæder sig med kvindeparykker og i en togvogn slipper forbi tyske vagtposter.
Eller dengang han var med til at grave et helt bordel ud af ruiner. Ligesom noget, man har set på film, ikke? En mand, der er blind, men som kaldes Falkeblik, morer sig sådan over Fos historier, at han kalder ham en »Homer for disse lortetider«.

Fortællerne ved søen
Dario Fos far var stationsforstander i en lille by nær Lago Maggiore. Det var her, han lærte sig grundbegreberne i fortællekunsten.
I Pino, en smeltedigel af dialekter, havde værtshuse åbent om natten, for den var – ud over de pæne borgere – befolket af skæve eksistenser, der havde natarbejde (derfor flagermusenes landsby): Smuglere, grænseoverløbere, fiskere, fyrbødere, ludere, gøglere, og adgangskortet til at være med var at kunne improvisere nogle ordentlige skrøner med nogle gevaldige skift i tempo og gang på overraske med at dreje historierne hen i den modsatte retning af forventningerne.
Gerne flere gange i løbet af en historie. Tag en billardspiller, der stopper op midt i spillet, begynder på en anekdote, afbryder historien for at støde, og – voila – er man spændt på både historiens og spillets forløb. Suspense, så det batter, men snart hørte man kun historien.
Heller ikke torvesælgerne var uden evner, når det gjaldt om at fastholde kundernes interesse.
Bedst af alle til at fortælle var dog glaspusterne. Fortællerne ved søen var også gode til at snige deres historier ind ad en sidedør og til at lægge deres historier op ad en her og nu-realitet med den groveste sarkasme, en kunst, dramatikeren Fo senere har lagt sig efter.
Dengang forstod han ikke, at han gik på »et uforligneligt universitet for kommunikation.« Det var en senere erkendelse, at han fik de erfaringer, der satte ham i stand til at »sammensætte udtryksmoduler af en uhørt frihed.«

Huse af chokolade
Byen var så lille, at toget ofte kørte igennem uden at bemærke den, noterer Dario Fo, der havde fået den opfattelse, at husene i Schweiz på den anden side af søen (plus lidt til) var lavet af chokolade.
Dario blev kaldt for fjollehovede og kosteskaft, og han fortæller veloplagt om de ting, der gjorde, at han klarede sig mellem de andre drenge, og om de oplevelser, der indførte ham i den erotiske side af tilværelsen som f.eks. på den store brunstdag, hvor fiskene i søen og nøgenheden går op i en højere enhed, en af flere historier uden egentlig pointe, men hvor billederne står så meget desto klarere.
Byen havde også sin Elvira Madigan-historie, som fortælleren via sin tegnekunst kommer tæt på, og selv oplever han sig forkastet af en pige, han er forgabt i, men et øjeblik senere kaster hun sig nærmest i armene på ham, fordi et uvejr trækker op over søen.
En mærkelig historie handler om en kær hundehvalp, som han får som honorar for nogle tegninger, men som senere vokser sig op til et på egnen frygtet rovdyr.
Politik er en helt afgørende del af Dario Fos dramatik - han er i en alder af snart 80 år stadig aktiv som både dramatiker og skuespiller i Berlusconi-land, formodentlig til statsministerens store fortrydelse, men en nobelpristager kan man ikke røre.
Hvordan kommer politik ind i erindringerne om den første tid?
Mest indirekte og i spredte glimt. En morfar, som betød meget for ham, satte tingene på plads for ham i et paradoks, da hun skulle forklare, at fremskridtet i form af kemiske ukrudtsmidler dels var en svøbe, dels et gode.
»Min bedstemor behandlede sin iskias ved at lade sig bide i enden af en slang og...utroligt, hun blev fuldstændig helbredt. Hendes søster derimod blev stukket af en hveps og døde.«

Farcebegravelse
Fo erindrer sig fra skoletiden, da Italien i 1935 invaderede Abessinien. Her lærte eleverne, at man drog ud - ikke for at plyndre, men for at bygge broer, diger og veje, civilisere de vilde.
Han husker, at faderen, der var rød, eksploderede med en ironisk bemærkning: »Selvfølgelig, og for hurtigst muligt at befri dem, så gasser man dem!«
Men det gjaldt også om at sno sig, både for faderen og sønnen. Faderens begravelse blev også en farce, idet den blev blandet sammen med en anden begravelse samme dag, hvorfor følget tog fejl af kisterne.
Igen noget, der ligner noget, man har set på film, og er det nu noget, Dario Fo fabulerer sig til. Nejnej, forsikrer han på bogens sidste side. Det er den skinbarlige sandhed, som man kan forvisse sig om, idet historien er beskrevet i avisen Corriera della Sera fra 4. januar 1987.
Man kan selv slå efter...hvis man altså lige har den ved hånden eller gider opsøge dokumentationen.
Det kan man så gøre eller lade være, men egentlig er det jo ligegyldigt, når Dario Fos erindringer former sig som et kildevæld af alvorlig munterhed. Selvfølgelig var hans fødsel og barndom iblandet en masse farceagtige elementer – han har jo selv instrumenteret erindringerne.

*Dario Fo: Flagermusenes landsby – mine første syv år (og lidt til). 242 s. 249 kr. Oversat af Bent Holm. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu