Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bekendelser, begyndelser

Et nyt kuld fra Forfatterskolen nærmer sig virkeligheden via det private univers. Måske er vingefanget stort, det er ikke slået ud endnu
Kultur
16. september 2004

Antologi
Der er næsten ironisk. Tidligere blev forfatterskolen ofte og uretfærdigt anklaget for
at ensrette sine elever. De skrev minimalt og anæmisk, uden forbindelse til verden. Nu er kritikken stilnet af, og så kommer der et nyt kuld, repræsenteret i Forfatterskolens afgangsantologi 2004: Pludselig minder de påfaldende meget om hinanden.
De skriver ret ens, de nye. Rettere sagt skriver de om og på det samme brændstof, som til gengæld viser sig at være det modsatte af verdensfjernt. Det handler om virkeligheden med stort V, eller i al fald et brudstykke af den, en særlig aftapning: familie, kærester, det private univers.
Engang mente man, at Forfatterskolen havde fået 60’er-avantgarden galt i halsen. Nu er der snarere 70’ernes forskellige bekendelsesgenrer, man hører ekkoer fra. Dog gør de ikke det private politisk.
En del skriver optegnelser, hvis grad af fiktion kan være svær at afgøre. Anders Abildgaard Nielsen gør sig i helt korte notater, hvor det skrivende – yngre, mandlige – jeg viser sig at blokere for dén kontakt med andre mennesker, han samtidig længes efter.
»Det er ofte svært for mig at forestille et andet menneske, en anden person, som værende andet end en ting,« lyder én note.
»Jeg ryster på hovedet, det prikker i ansigtet, jeg er for pinligt berørt over kontakten til at læse skiltet, som den døve viser mig,« en anden.
Det er spinkelt og sart, men bestemt ikke dårligt, og bedst, når det er helt kort, en linje eller to. Mere udflydende er Christina Wendelboe, der skriver lidt længere optegnelser. Verden træder en jegsvag kvinde (’Christina’) på knapperne, især har hun en mildest talt træls nabo.
Til slut ender man i den rene depression: »Jeg vil bare ikke være alene i mørket mere.«

Generationskløft
Hos både Nielsen og Wendelboe er familien – forældre, brødre – et vigtigt omdrejningspunkt. Det samme gælder næsten alle andre bidrag. I Helle Thornvig Christensens novelle En hund er ikke en ven finder man noget så sjældent som en fremmed, på én gang sølle og let truende morfar, hvis hus og hund er nogenlunde det modsatte af trygt.
Dog, han er en enlig svale: Selv om slægten er synlig, er generationskonflikten afblæst. Hos Dy Plambæk er familien mest af alt en kilde til røverhistorier, der kommer til udtryk i snakkesagelige digte. Mor, far, onkel og et udtræk af sære eksistenser kredser rundt i digtenes anekdoter, nogle gange fortalt af det lyriske jeg ’Milly’, andre gange fortalt til hende.
Tilsammen tegner de et billede af provinsen, der balancerer mellem Velfærds- og Udkantsdanmark. Stilistisk set ligger det i kølvandet på Mette Moestrup og Lone Hørslev.
Martin Glaz Serup skriver fra hverdagen med en gravid kæreste, indlagt er erindringer fra en fælles tur til Mexico.
»Min mor er på mobilen hun har fundet flere navne på nettet/ hun er så mærkelig mild i dag og glad glæder sig sådan til tvillingerne/ hun tror det bliver drenge,« lyder en strofe.
Tidligere har Serup udgivet to ujævne, men energiske samlinger, her er han blevet meget afdæmpet.
Dennis Gade Kofod bidrager med et uddrag – indledningen? – til en roman. Det handler, så vidt man kan se det, om kæresterier i København og lidt om faren: Rammen er en fiktionstekst, indholdet det samme.
Hvad skal man stille op med alle disse tætte familiebånd og erindringer fra barndommen? Måske – hvorfor ikke? – udtrykker de noget generationstypisk: Sådan ser det nære liv ud for børnene af de børn, der gjorde op med deres autoritære fædre. En postdisciplinær intimitet, man forbavsende let forvilder sig i, eller i al fald har svært ved at slippe. Helt lykkelig fremstilles den ikke, på den anden side bryder den sjældent sammen.

Katolicisme
En enkelt skiller sig ud i både stil og emne: Morten Søkilde bidrager med et uddrag fra det, han kalder En konvertits bekendelser. De handler om noget så sjældent som
katolicismens velsignelser, fortalt gennem historien om hr. Wilhelm Vidar Bing og en meget lille menighed i København. Både sproget og personerne har noget barokt, men også friskt og energisk over sig, selv om der ikke sker meget, venter man alligevel med spænding på en fortsættelse.
Her finder man præster med en fortid som pjerrot-klovne og bistre nonner med styrthjelm. Og rørende og foruroligende beskrivelser af, hvordan det er at finde hjem til sin tro: »Der er ingen falskhed og skepsis og ængstelighed tilbage. De gamle spøgelser er væk. Han har lært at dø lidt.«
Man finder noget andet end hverdagen, eller måske en hverdag, der ikke minder om så mange andres. Men Søkilde er undtagelsen i et tematisk set forbløffende ensartet kuld. Denne årgang bliver indenfor rammerne af en privatlivs-virkelighed vi kender og genkender uden problemer. De har kun forsigtige følere videre.
Som altid skriver Forfatterskolens afgangselever godt, og ret beset er 10-15 sider for lidt til at bedømme talent og potentiale. Alligevel: Er det det, vi skal forvente af de næste par års litteratur?

*Helle Thornvig Christensen, Anders Abildgaard Nielsen, Dy Plambeck, Dennis Gade Kofod, Martin Glaz Serup, Morten Søkilde, Christina Wendelboe: Forfatterskolens afgangsantologi 2004. 95 sider, 129 kroner. Forlaget Basilisk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her