Læsetid 5 min.

Bondefangst og læserfryd

Forrygende oversættelse af forrygende roman – ’Bondefangeren’ af Herman Melville er en moderne, fremsynet roman fra 1857
28. september 2004

Klassiker II
Kald mig Ismael! lyder den berømte indgangsreplik i Herman Melvilles roman Moby-Dick (1851), og selv om fortælleren ikke har navn, er han mindst lige så tydeligt til stede i forfatterens sidste roman, Bondefangeren, der nu foreligger på dansk i Flemming Chr. Nielsens ypperlige oversættelse. Fantasifuldt gør den rede for den vidtløftige palaver, som gennemtrækker skildringen af det brogede og meget talende persongalleri, der forefindes på flodamperen ’Fidèle’ på Mississippi mellem St. Louis og New Orleans.
For et par år siden kom med samme oversætter romanen Pierre eller Flertydighederne, der ligeledes er tydeligt fortællerstyret. Og det tør nok siges, at flertydigheden fortsætter og allerede bebudes i titlen ’Bondefangeren’ Den er med sin entalsform drilagtigt misvisende, for så vidt som samtlige agerende er decideret upålidelige i deres overtalende iver med fællesemnet tillid-mistillid.
Kun fortælleren lægger ikke skjul på, at det hele er et gøglespil, en komedie, som tilmed opføres 1. april. Han opponerer mod kravet om, at en forfatter skal fastholde en entydig karakter i sin skildring af en person, og at man må skelne mellem romanens inkonsistens og livets inkonsistens. Men dér er han konsekvent. Overhovedet negligerer han romanens traditionelle æstetik og krav om udvikling af handling Den består simpelt hen af en række ensbyggede optrin, som så bare holder op, men lige så gerne kunne fortsætte. »Måske følger der mere af denne maskerade«, er de afsluttende ord.

Modernitet
Det er altså en moderne, fremsynet roman – fra 1857, samme år som Baudelaires menneskeafslørende digtsamling Helvedsblomsterne og Egede Schacks danske roman Phantasterne, hvor identiteterne også sættes i spil.
Alene et blik ned over siderne røber, at det er dialoger – med meget lange replikker og lange regi-anvisninger. Det gælder endog brugen af anførende sætning, ’inkvit’: I stedet for ’sagde han’ kan det med noget der ligner en parentetisk bemærkning, hedde: »Det forstår jeg godt,« med en ynkværdig skælven, »men selv hvis det skulle komme så vidt...«
Personerne er i princippet uden navne, men karakteriseret ved deres påklædning, som er registreret i detaljer, gerne som et outreret, karnevalsagtigt antræk, dog nogenlunde behersket for den først ombordstigende, mystiske skikkelse, ’en mand i flødefarvet påklædning’: »Hans kind var bleg og hagen dunet, og under en langluvet hvid pelshue var hans hår hørgult. Han medbragte hverken en kuffert, en rejsetaske, en vadsæk eller noget som helst andet.«
Der er således skabt forventning om en særlig rolle til ham. Han siges at være døvstum, og han stirrer på kaptajnens advarselsplakat om tilstedeværelsen af en berygtet svindler. Men det er så omtrent alt, hvad vi hører edkommende ham. Vi må da tro, at han blot er den foreløbige inkarnation af den lange række af filantroper, tiggere, veldædige forkyndere af godheden og tilliden mellem mennesker, samtalesøgende mænd, ja, næsten lutter mænd, antastere, plattenslagere, sælgere, alle udstyret med en overdådig veltalenhed, dialektisk refleksionsevne og filosofisk og litterær belæsthed af en art, som retfærdiggør de ikke mindre end 197 noter bag i bogen.

Skibet
Det store, folkemyldrende skib, der anløber havn efter havn på den lange rute, tager form af et indre univers.
Det er en sejlende bog, der skal nydes linje for linjebølge for bølge, ikke for handlingens skyld, den ydre spænding er trods de elementære dramatiske kneb, rudimentær, men for den djævelske argumentation, de bratte omkast af værdier, afsløringer af hulheden i de moralsk spidsfindige formuleringer.
Der fanges mere end bønder og godtroende tosser, så man grundigt forført stedvis føler sig hensat til de dybsindige debatter i Thomas Manns Trolddomsbjerget. Her er vi dog ikke i intellektets kolde sne, men i flodens fugtigvarme glidninger på retorikkens berusede båd, når bl.a. ’manden med sørgefloret’, ’herren med manchetknapper af guld’, ’manden i gråt’, ’den næstekærlige kvinde’, ’manden med kvasthuen’, ’urtedoktoren’ ’manden fra Missouri’, ’filantropen’ og ikke mindst ’kosmopolitten’ tager fat. De er mere eller mindre udpeget af ’krøblingen’, en stakkels neger, der påkalder sig netop dem som vidner om hans ærlighed. Menneskemængden har, formentlig med god grund, antaget ham for en forklædt svindler. Måske selveste den døvstumme fremmede?
De udbreder sig over 45 kapitler af varierende længde, og diskursen forløber med rigelige digressioner, indskudte anekdoter, genfortællinger i en anden persons stilart, masser af historier inden i historier og i en veludstyret talestrøm af nærmest homeriske lignelser, som når manden med manchetknapperne lokker ’manden i gråt’ bort fra sin historie, »akkurat som det nådige og bladrige elmetræ ved middagstid lokker høstmanden bort fra sine neg og hen i sin skygge dér, hvor det står ganske ene på engen«.

Humanitet
Det allermest lumske er den forførende humanitet, der argumenteres med, de velunderbyggede forsvar for menneskelig tillid, den iboende godhed og generøsitet, der så i sidste ende afslører sig som basis for svindel, for taskenspilleri og franarren af dollar. Pengene er den inderste drivkraft. Med sørgmodighed må man konstatere, at de usle skillinger er den højeste værdi og årsag til venskabers fremmedgørelse. Lange rørende historier og ædelmodige tilbud er optakter til anmodning om lån og franarring af diverse beløb eller salg af fidusvarer.
Det er en overvældende demonstration af falske overbevisninger, relative holdninger og labile meninger, den sande ærligheds fallit og mådeholdet uheldsvangre virkninger. Beretningen om en vis, historisk eksisterende, oberst John Moredock er en opvisning i moralsk relativisme. Han er skildret som en inkarneret indianerhader med de ædleste meninger. En skrap analyse af racisme som nybyggerens selvfølgelige attitude. En af de morsomste scener er kosmopolittens besøg hos skibets barber, et godt bidrag til litteraturhistoriens mange barbersaloner, en holbergsk Gert Westphaler, en enfoldig Figaro. Hans skilt med ’Ingen kredit’ er lige vand på den snedige gæsts mølle - og næsten et centralsymbol i romanen. Han er lige blevet klædt af hos den forudgående samtalepartner med nogle linjer af Shakespeare, som her er en flittig leverandør af beske sandheder:
Ja, hele verden er en skuepladsog alle, mænd og kvinder, blot komedianter.
Hver har sin sortie og sin entré,
Og hver har mange roller at spille i sin livstid.
Her tager han atter rollen som moralprædikant og udlover en dusør for tillid til kunderne og fjernelse af skiltet, og under sin sortie afviser han elegant at betale det beskedne honorar for barberingen. Et vidunderligt optrin, der kunne udnævnes til kanonisk tekst i underfundig svindel. Skiltet kommer op igen. Ingen kredit. Men fuld kredit til fortælleren. Som man behager.
Romanen Bondefangeren var og er en farlig bog. En forargelig fiasko for forfatteren af førhen glemte mesterværker. Herman Melville var en skeptiker, der med satanisk vid udleverede menneskene som moralske hyklere, blinde skippere og døve styrmænd, som med deres uudslukkelige begær og rivende talestrøm også underminerer sproget, i videste forstand også sætter spørgsmålstegn ved litteraturens sprog og derfor også dekonstruerer romanens form. Fidèle hedder det folkemyldrende, kosmopolitiske skib. Trofast! Men mod hvad. Digteren var i hvert fald trofast mod inkonsistensens realitet og kunstens krav.

*Herman Melville: Bondefangeren. Oversat af Flemming Chr. Nielsen efter ’The Confidence Man. 320 s., 248 kr. Forlaget Bindslev. ISBN 87-91299-13-6. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu