Læsetid: 4 min.

Et fadermord med kærlige undertoner

Sam Kashner var i 1976 den første, og eneste, elev på Jack Kerouac School of Disembodied Poetics i Boulder, Colorado. Herom handler hans stærkt underholdende erindringsbog
29. september 2004

Ny bog
Da den amerikanske beatgenerations to sidste store skikkelser, William S. Burroughs og Allen Ginsberg, døde i 1997, havde de ikke blot overlevet langt ud over enhver forventning. De havde også indspundet sig selv og deres nærmeste i en mytologi med en sådan fascinationskraft, at det for læserne af deres bøger kunne være – og alt for ofte var – vanskeligt at skille fiktion fra virkelighed; og at huske, at der bag de ganske vist forførende menneskelige, men også tilsyneladende omnipotente litterære portrætter trods alt gemte sig personer af kød og blod.
At det var tilfældet, måtte Sam Kashner, en 19-årig Long Island-student, sande, da han i sommeren 1976 rejste den lange vej til Boulder, Colorado, for at lade sig indskrive på den nystartede Jack Kerouac School of Disembodied Poetics, en litterær underafdeling af USA’s første buddhistiske universitet, Naropa Institute.
Kashner ankom med en ballast og et sæt af drømme, som var typisk for hans generation. Han var vokset op i et trygt forstadshjem med forstående forældre, og han havde kvitteret for tolerancen ved at vise sig stærkt modtagelig for den type udlængsel og opbrudstrang, som intensiv læsning af Jack Kerouacs romaner eller lytten til Bob Dylans sange til enhver tid vil kunne så i følsomme middelklasseteenagere.
En skole opkaldt efter Kerouac, og med Burroughs, Ginsberg og Gregory Corso i den faste lærerstab, lød med andre ord som selve Beat Nirvana! For Kashner blev mødet med virkelighedens beats imidlertid et wake-up call, der kunne mærkes. Hvad han ikke lige havde forudset var, at de overlevende beatforfattere i 1976 reelt var ved at blive gamle. De led af »fordøjelsesbesvær og alle alderdommens øvrige skavanker«. Og de befandt sig i en »mærkelig tilbagetrækningsfase. Endnu ikke helt klar til pensionisttilværelsen, men berømte nok til at have brug for assistenter«.
De første urovækkende signaler viser sig således allerede i optagelsesbrevet:
»Jeg ser frem til at møde dig. Jeg håber, at du kan skrive på maskine. Venlig hilsen, A. Ginsberg.«
Og de bange anelser bliver bekræftet, da Kashner ankommer til Boulder. For det første bliver han ikke hentet i lufthavnen, hvad han ellers er blevet stillet i udsigt. For det andet opdager han, at han er skolens eneste elev. Og for det tredje kommer det lynhurtigt til at stå klart, at han, snarere end at modtage undervisning, forventes at udfylde rollen som kombineret sekretær, husalf og potentiel elsker. Ginsberg er ved at forberede en udgave af sine samlede digte, og Kashner er dårligt kommet inden for døren, før han bliver bedt om at komme med et forslag til en slutning på et digt, hvori forfatteren fantaserer om at give beatgenerationens muse,
Neal Cassady, et blowjob på et billigt hotel i Denver.
Da Kashner, som endnu har sin dyd intakt, ikke kan skjule sin forfærdelse, lyder kommentaren fra mesteren:
»Du er en sød dreng. Så ufødt.«

Fri af forbilleder
Naropa Institute blev oprettet i 1974 af Allen Ginsbergs buddhistiske lærer, Chögyam Trungpa Rinpoche. En tibetansk lama, som i Kashners uimponerede streg fremstår som en spradebasse, der praktiserer sin egen crazy wisdom ved at drikke sig fuld i sake ved frokosttid, konsekvent at komme tre-fire timer for sent til sine foredrag og uhæmmet at jage efter alle yngre hunkønsvæsner, ugifte såvel som gifte.
Men det er også Rinpoche, som fjerner sløret fra Kashners flakkende blik ved at sige, at han formodentlig netop er kommet dertil for at få pillet sine forbilleder ned, så han kan leve sit eget liv.
Sådan kan Kashner se på det i tilbageblik. Det kunne han imidlertid ikke dengang, da han troede, at han var kommet til beatgenerationens svar på Mt. Rushmore, men i stedet blev sat til at passe William Burroughs’ døende alkoholikersøn, Billy, og at sørge for at holde en diabolsk Gregory Corso væk fra stofferne.
På begge punkter fejlede Kashner smerteligt, og kan man tale om, at han tog noget med hjem fra sine to år i Boulder – ud over en bogfuld af misundelsesværdige oplevelser – kunne det dels være en forøget selvindsigt, dels en ufrivilligt pådraget viden om afhængighedens psykologi.
I det seneste tiårs flodbølge af bøger om beatgenerationen har en ikke ringe del af de ikke-akademiske titler bestået af fanbegejstrede helteportrætter, hvor de samme trivielle detaljer gentages igen og igen, og hvor de samme fejlagtige sammenblandinger af biografisk og litterært stof slynges så ukritisk rundt i centrifugen, at det efterhånden kan være vanskeligt at skelne skæg fra snot.
Sam Kashner skriver sine memoirer på en blanding af fascination, taknemmelighed og desillusion. Når det handler om at udlevere intimt anekdoteguf, lægger han ikke fingrene imellem, og han kommer de involveredes eventuelle modangreb i forkøbet ved at skrive, at Anne Waldman, leder og medgrundlægger af Jack Kerouac-skolen, givetvis vil hade hans bog. Det vil hun. Vi andre kan hygge os over den usædvanlige blanding af kærlighedserklæring og fadermord. Trække lidt fra, hvor ambitionen om at være kortfattet og underholdende går ud over præcisionen og nuancerne.
Og ellers glæde os over at få et blik bag facaden i et miljø, som vi troede, at vi kendte til mindste detalje fra hovedpersonernes egne bøger, men som vi aldrig tidligere har set skildret fra netop denne vinkel.

*Sam Kashner: When I Was Cool. My Life at the Jack Kerouac School. 318 s., 25.95 dollar. HarperCollins Publishers

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu