Læsetid: 4 min.

Frihed, fremskridt – kun en vise

I dag åbner festivalen Golden Days i Køben-havn om 1890’erne. En fotobog og en bog med fortællinger skildrer periodens sjælelige gennembrud
3. september 2004

Nye bøger
Overgangen i Europa fra det 19. til det 20. århundrede blev overalt fejret og frygtet. Begge dele, fordi man både mente, at de store krav om fremskridt, velstand og humanitet i høj grad var blevet indløst, og at man derfor befandt sig i et ’jernbur’, af bureaukrati, byplanlægning og amerikanisering, med dyrkelse af sport, konkurrence og massekultur. Den sjælelige og indre dannelse var derimod blevet forsømt og glemt.
I denne forbindelse er udvik-lingen i Danmark og især i København både meget parallel med resten af Europa, og meget forskellig. På den ene side blev København moderniseret i et voldsomt tempo fra sløjfningen af voldene i 1850’erne til århundredeskiftet, og minder i den henseende om Paris, Wien, Budapest, Prag og Berlin. På den anden side holder sammenligningen kun et stykke. København blev ikke moderniseret efter en stor, centralistisk barokplan som Paris under Haussmann, men heller ikke efter den kaotiske og brutale måde som i Berlin, og slet ikke på samme tvetydige måde som Wien, hvor den borgerlige arkitektur omkring Ringstrasse var meget begrænset og hurtigt blev erstattet af feudal, barok arkitektur, med rødder tilbage til kejsermagten på det kulturelle område.

Golden Days
I forbindelse med festivalen Golden Days in Copenhagen, der begynder i dag, er der udkommet to interessante bøger om København i 1890’erne, en fotobog og en bog med fortællinger. Fælles for de to bøger er deres fremhævelse af det sjælelige gennembrud, der fandt sted i forlængelse af og i opposition til det moderne gennembrud i 1870’erne og 1880’erne.
Mens det moderne gennembrud var kulturoptimistisk, kulturradikalt og udadvendt, var 1890’erne langt mere sammensat i sin holdning til det nye, og først og fremmest optaget af det indre liv og konsekvenserne af industrialisering og fremskridt for den enkelte.
Henrik Wivel, der har redigeret det store og rigt illustrerede værk Drømmetid, med undertitlen Fortællinger fra Det Sjælelige Gennembruds København, fremhæver overordnet to temaer, som stort set går igen i alle bogens bidrag.
Drømmetiden betyder, at København deltager i den fælleseuropæiske optimisme, der fulgte med opsvinget op mod år 1900, men også, at denne drømmetid var i færd med at briste og give indsigt i de negative sider af moderniseringen, såsom arbejdsløshed, konkurrence, massificering og uoverskuelighed, alt det som tidens forfattere skildrede, især forfatterne omkring tidskriftet Taarnet, Johannes Jørgensen, Stuckenberg, men også Bang og Pontoppidan.     
Betegnelsen fortællinger om bogens bidrag peger på, at der er tale om punktnedslag, og at tiden egentlig ikke kan skildres sam-menhængende, men kun i billeder, scener og skitser af udviklingen. Det svarer til bogens polyfone opbygning, af litteratur, billedkunst, arkitektur, sociologiske og histori-ske bidrag, ofte side om side i samme fortælling; og bogen har faktisk en tendens til at virke som et »Gesamtkunstværk«, hvor alle læserens sanser bombarderes på én gang.

Symbolisme, selvmord
I et af bidragene opsummeres i få ord hele tiårets paradokse problematik. Det er Martin Hilker, der i sin fortælling om den unge Ernesto Dalgas, der i 1899 begik selvmord, citerer fra hans selvbiografi: »Den Gamle Verden er egentlig alt gaaet under, og den ny endnu ikke vorden. Og lidelsen forøges stadig.« Denne fremhævelse af lidelsen som epokens sindstilstand finder man også i flere af de andre fortællinger, hos Martin Zerlang, der skriver om tidens nye storbynervøsitet, i Henrik Wivels indledning om Nietzsches store indflydelse på symbolismen, eller i Mette Sandbyes artikel om tidens tradition for at tage fotografier af døde spædbørn, både for at standse forgængeligheden i billedet og for at gøre fotoet til en dødsmaske.        
Men det er interessant at periodens anden tendens, frihedsfølelsen, især kommer til udtryk i skildringerne af tidens meget pluralistiske og eksperimenterende arkitektur, både i Kristian Hvidts analyse af arkitekten Martin Nyrups dekorationsglæde i Københavns rådhus og ikke mindst i Lone Jensens fortælling om arkitekten Anton Rosen og hans mange internationalt inspirerede huse i Københavns centrum og hans brud med nationalromantik og historicisme.

Portrætter fra 1890’erne
Hvis man efter læsningen af Drømmetid går videre til portrætterne fra 1890’erne, så er der to ting der slår en: Dels at de fotograferende personer uanset stand, rang og erhverv minder utrolig meget om hinanden, de er præget af samme tidsånd, de poserer alle en smule selvhøjtideligt, de gør endnu modstand mod det nye medium, de ser ofte ikke direkte ind i kameraet, men ud over det og langt væk, ind i evigheden, især fotografiet af filosoffen Høffding er gribende. Han er i færd med at forelæse, sandsynligvis i et af auditorerne på den gamle hovedbygning på Frue Plads. Der er en auratisk fjernhed, urørlighed over hans ansigt, især over hans øjne, som om tiden endnu ikke har fået fat i ham.
En undtagelse er fotografiet af Politikens rejsende reporter Henrik Cavling, undervejs gennem USA. Hans blik går også gennem fotografiet, men kritisk, gennemborende, skarpt og polemisk, det virker faktisk, som om det er ham, der tager et billede af fotoapparatet med sit meget stærkere og opsøgende røntgenblik.
Det andet træk, man opdager, mens man blader fotografierne igennem, er de fotograferedes uskyld, eller uvidenhed. De ved endnu ikke, at billedet af dem er en dødsmaske, de tror, billedet er en forevigelse, og et erindringsbillede. Undtagelsen er billedet af Herman Bang, der til gengæld gennem hele sin gestik og sit til døden trætte blik suger billedets udfordring til sig og faktisk understreger forgængelighed og dødsmaske gennem sin henslængte positur i divanen.
De to bøger henvender sig til et stort publikum, og samtidig er det klart, at der genner sig mange års forskning bag dem, især fra de nye, tværæstetiske fag på universiteterne, samtidig med at blikket især i Drømmetid rummer en klar refleksion over København og 1890’erne som en del af en fælleseuropæisk udvikling og mentalitet fleste bidrag.

*Henrik Wivel (red.) Drømmetid – Fortællinger fra Det Sjælelige Gennembruds København. 272 sider, 199 kr. Gads Forlag. Udkom d. 28. august

*Sarah Giersing: Ansigt til ansigt – Københavnerliv i 1890erne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu