Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Den halve kamp

Utraditionel debatbog om den uvirkelige kamp på kultur og værdier
Kultur
2. september 2004

Ny bog
Man bliver så taknemmelig. Midt i den besynderlige og nærmest uvirkelige kulturdebat, dén statsministeren med snævert politisk sigte og som den foruddiskonterede debats erklærede protektor skød i gang ved magtovertagelsen, har Politikens Forlag sat en række kvalificerede personer med sædvanligvis engageret ærinde i samfund og kultur til at drøfte fænomenet i bogform.
De to redaktører Jes Stein Pedersen og Stig Ørskov har med den noget prætentiøse undertitel, at deres deltagere »skyder med skarpt«, arrangeret debatdeltagerne i kategorier og sat dem sammen to og to med meningsfuld dialog for øje.
I den forstand har de udvalgte 18 personer haft frie hænder og selv kunnet bestemme, hvorvidt de har ønsket at skrive deres indlæg eller lade deres to og to indbyrdes samtaler trykke.

Foghs trut
Uanset indholdet er den sidstnævnte form mere tvivlsom i en bog af denne art, eftersom samtalen let får tendens af det mindre præcise med indfalds indfald og uden skarpskåren konklusion. Den tredje metode er fællesskrivningens, hvor et givet par af projektdeltagerne sammen har formulerer sig. Prisværdigt nok, men her med den ulempe at vejen til enigheden om formuleringerne ligger i det dunkle. Den gode gamle fremgangsmåde med at hver skriver sit er fortsat en glimrende idé i debat og meningsudvekslinger.
For statsministeren burde bogen være beskæmmende læsning. De fleste af debatdeltagerne kan hurtigt blive enige, om at den kamp Fogh Rasmussen står for, og i hvilken han efter sine udmeldinger i nytårs- og trontaler har sat så mange aktier, intellektuelt set er en trist og halvfattig affære. Som Tøger Siedenfaden – og flere andre i øvrigt – konstaterer i sit første brev til Naser Khader, indskrænker dette falske trut i paptrompeten sig til statsministerens egne ufordøjede absolutter om rundbordspædagogik og historie og hans ilde lidte eksperter, de sædvanlige hysteriske indlæg fra et par forskruede og magtfulde præster fra Dansk Folkeparti, samt til en kulturminister der høvisk sagt er mere end tynd i papirerne.
Skal det hele have mening og kaldes kamp eller debat, bør og skal diskussionen dreje sig om væsentligere emner end en forvokset gymnasiasts vrede over fortidens nederlag. Denne – vreden samt et inderligt, men diffust had – synes at være hoveddrivkraften i kultur- og værdikampens mest højrøstede bannerførere; et tonefald og et indhold og som til hver en tid kan afspore en hvilken som helst samtale – med Brechts ord: om dette så er om vejret.

Værdikamp år 2004
I denne bestræbelse finder indlæggene i bogen sammen på en hensigtsmæssig fællesnævner. Debatdeltagerne forsøger ihærdigt og prisværdigt at definere midler, emner og mål for den samfundsdebat, der nødvendigvis må afløse en Brian Mikkelsens småforfalskninger af historien og egne bedøvende uinteressante fortidsknuder, en Fogh Rasmussens mindreværdskompleksprægede vælgerstrategi samt DF-præsternes ulidelige aggressive selvgodhed og urokkelige vished i overtroen.
Bogens redaktion har i bestræbelsen på at skabe nye strukturer i debatten foretaget flere gunstige personsammensætninger: MF for S, den begavede Mette Frederiksen, over for Informations intense David Rehling. Endnu en Informationsmedarbejder i Rune Lykkeberg modigt sat op mod juraprofessor og dobbeltdoktor Ditlev Tamm. Som antydet Seidenfaden over for Khader, Cecilie Banke mod Henning Koch, Hanne-Vibeke Holst i tandem med Bjørn Nørgaard, m.fl. Man læser gerne det hele, som sagt helst de afsnit, hvor afsenderen fremstår markant og helt som sig selv.
Et sjovt og anderledes afsnit står Thomas Højrup og Søren Ryge Petersen for. Her diskuteres dansk fiskeri og landbrug som grundparameter for den nationale kultur. Og aldrig glemte vi, hvorfra vi kom! Det er godt tænkt blandt de andre trods alt mere ophøjede men også mere forventelige meningsudvekslinger.
Kort fortalt, dette er en debatbog af de interessante, som burde skubbe til mangt og meget.
Når det er sagt, må man med et suk tilføje, at bogen samtidig understreger, hvor langt ude statsministeren med sin konfrontatoriske kurs, ivrigt støttet af Dansk Folkeparti, har placeret sig og derved også bragt samtalen i sit eget land. Disse meningsudvekslinger, som bogen præsenterer så veloplagt, kunne og kan kun foregå mellem danskere, der nok er uenige i detaljen, men som i det overordnede hylder fornuften og argumenters værdi.
Statsministeren selv, og hans foretrukne kategori af vælige kulturkæmpere og loyale partnere i den selvproklamerede strid: de uforsonligt antiintellektuelle, oplysningsfjendske og nationale fundamentalister, udelukker indlysende nok sig selv på forhånd. Heri ligger den tragiske morale: landets politiske leder har – formentlig med fuldt overlæg og rent ud sagt stupide udtalelser om blandt meget andet eksperter og smagsdommere – hældt cement i kløften mellem grundlæggende opfattelser. Man må tro at hensigten er at isolere og bringe modparten til tavshed ved således som kompakt majoritet at umuliggøre debatten. Folk på statsministerens side, der jo for tiden har flertallet i ryggen, behøver ikke gøre sig umage for dialog og gør det da heller ikke; de behøver blot henvise til deres flertal.
Tænk inden for kulturpolitikken som eksempel blandt utallige andre på regeringens og Dansk Folkepartis uargumenterede nedlæggelse af Kaospiloterne. Her behøvede man heller ikke debattere, men kunne nøjes med at majorisere, hvilket også skete med en magtarrogant bemærkning fra Pia Kjærsgaard og ganske uanset den pågældende uddannelses dokumenterede kvalitet. Det er værdikamp a la Fogh Rasmussen år 2004, læg vel mærke til det.

Ingen modstander
Således overlades den egentlige samtale til den tilsidesatte minoritet, de for tiden underdrejede, som altså også her i bogen. Og også med en konservativ, en værdikonservativ, som Ditlev Tamm. Man forsøger således at genoplive samtalen, men jo stadig ikke med modstanderen. Det bliver derfor dialoger uden medvirken af den magthavende elite med dennes argumentresistente medlemmer, der gået nær ikke skal nyde noget.
I virkeligheden er det her skitserede ikke godt for den demokratiske samtales fremtid, hvilket denne bog indirekte fortæller. Dens form og indhold samt valg af indlægsholdere peger hen mod nye forbitrede og utvivlsomt også frugtesløse opgør mellem tilhængere og modstandere af det oplyste, mellem dannede og udannede, mellem rationalistiske humanister og metafysikere og nationalt og religiøst definerede fundamentalister – mon den nye og egentlige klassedeling i det danske samfund?

*Fra Kamp til kultur. 20 smagsdommere skyder med skarpt. Red. Jes Stein Pedersen og Stig Ørskov. 224 s. ill., 199 kr. Politikens Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her