Læsetid: 4 min.

Indtages med øl og chorizo

Det litterære tarmsystem fungerer fint hos Santiago Gamboa, efterkommer af de store latinamerikanske forfattere
16. september 2004

Roman
Jeg tog en iskold Carls Special ud af køleskabet, lagde skiver af chorizo og rød peber på et stykke bondebrød og sank ned i sofaen med Santiago Gamboas Bedragerne. Og jeg vil mene, at enhver læser af denne roman hurtigt vil gøre noget lignende: indtage den i selskab med en skænk og en bid brød. For den samtidige indtagelse af lekture og føde er et dominerende tema i bogens første halvdel. De tre hovedpersoner: en ældre tysk sinolog, en peruansk-amerikansk litteraturprofessor og en colombiansk-parisisk forfatterspire, sidder i hver deres land og skyller spandevis af litteratur ned med König Pilsener, pisco sour og Vouvray.

Manuskriptet i kødet
Gamboas roman lader til at være ét stort litterært fordøjelsessystem: den propper sig med henvisninger til litteraturen, ikke mindst det latinamerikanske boom, som dens knap 40-årige forfatter må siges at være en efterkommer af. Santiago Gamboa er colombianer bosidende i Europa: har læst litteratur i Madrid og arbejdet som korrespondent i Rom, Paris og Sarajevo. Og hvad gør man så, når man er efterkommer af et stort litterært boom? Gamboa klarer det elegant; i sin overstrømmende, næsten overdrevne mængde af (af og til bare navnedryppende) henvisninger til sine store litterære fædre (García Marquéz, Borges, Cortázar) får han dem pisket godt ind i sin egen hvirvelstrøm af en bog. Resultatet bliver en kvik, sprudlende, rigtig morsom, og i sine passager også rigtig smuk cocktail.
I bogens anden halvdel begynder imidlertid filmiske referencer at kappes med de litterære: Scener og replikker fra det meste af Hollywoods spændings- og actionrepertoire bliver formgivende for det plot, der udspiller sig, da de tre litteratur- og fødeindtagende personer hver for sig rejser til Beijing og bliver involveret i jagten på et gammelt kinesisk manuskript af storpolitisk betydning. De tre personers perspektiver udlægges som tre spor, der (først kapitelvis, siden, i en vellykket kompositorisk accelleration også internt i kapitlerne) flettes ind og ud af hinanden: Sinologen Gisberts og litteraturprofessoren Nelsons spor er holdt i tredje person, mens den colombianske forfatterspire får lov at fortælle i første person. Indrammende romanen, svævende mellem himmel og undergrund, mellem krospliggjort og aflegemet sjæl, mellem romanperson og forfatterens skaberånd, optræder endnu en jegfortæller, som helt bogstaveligt har indoptaget litteraturen i sit kød: Jesuiterpræsten Régis, der har bundet det farlige manuskript fast til sin krop med stålwire og således ladet litteraturen give ham de stigmata, han ærer sine helgener for. (Hans forgænger som manuskriptvogter pådrog sig gennem manuskriptet en vrangvendt fordøjelse: fik hældt kogende vand i endetarmen af sine forfølgere.)

Fra litteratur til liv
Naturligvis må der, i dette univers af litterær, alkoholisk og kulinarisk indoptagelse optræde en endetarmsspecialist eller to. Samtidig med manuskriptjagten foregår der i Beijing en konference for proktologer (specialister i endetarmslidelser), og det går hverken værre eller bedre end at vor helt, den colombianske journalist lader sig fuldstændig opsluge, ikke af en endetarm, men af en vagina, som tilhører den modne og underskønne cubanske proktolog Omaira Tinajo.
Og hør nu, hvordan en latinamerikansk skrønemager kan udtrykke en kvindes seksuelle fryd: »åh, Ochún, den pik skal på antropologisk museum, Obatalá, den skal i glasmontre, så vil jeg forhekse den, åh Sankta Barbara, tilgiv mig, jadepik, Hellige Jomfru Maria, sukkerpik, jeg kommer, aj min egen, ajaj, jeg kommer med det hele!« Det er sgu da smukt. Og gør, at der er noget at tænde på i de sidste kapitler, også for sådan nogle som mig, der ikke tænder på spændingsplots og dårligt er i stand til at gøre rede for, hvordan historien egentlig ender.
Det, der forvandler Bedragerne fra en bog om litteratur og læsning til en spændingsroman med stærkt filmiske indslag, er selve trangen til at springe ud af den litteratursøbende sofa og ind i liv og handling. Romanens plot er båret af at ønske om at gøre litteraturen til levet liv, til en genstand eller handling i verden. Det sker meget bogstaveligt med det kinesiske manuskript, som bliver centrum for storpolitik. Det sker for den tyske sinolog, som har læst og læst kinesisk, men aldrig været i Kina, og hvis forelskelse i Beijing skildres i små bevægende, poetiske oaser midt i denne hæsblæsende bog. Det sker for den peruvianske litteraturprofessor (bogens mest satirisk og temmelig morsomt udleverede person), der pludselig får et romanmanuskript forærende i form af sin egen livshistorie.
Hvis plot og personer stræber efter at gøre litteraturen til liv, så lykkes det til gengæld Gamboa at gøre liv og litteratur til levende litteratur. Denne colombianske efterkommer af de store evner at stoppe sig med film og litteratur og få det ud igen i en lind strøm, ingen bulimi eller forstoppelse her, men et fint fungerende tarmsystem, der giver læseren lyst til at nyde både sprog og verden. Skål for det!

*Santiago Gamboa: Bedragerne, oversat (i herligt tempo, men med små fejl i svinget) af Iben Hasselbach, 286 sider, 299 kr. Samlerens Forlag. ISBN: 8756817401

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu