Læsetid: 4 min.

Kussen klukker som en kilde

– lemmet lister som en laks, jubler Viggo Madsen i et saftholdigt stykke fra ’Patent på tilværelsen’
4. september 2004

Nye digte
Desværre fik Viggo Madsen (f. 1943) intet selvstændigt portræt i den nye udgave af Danske digtere i det 20. århundrede. Faktisk blev han kun nævnt i en enkelt sætning af opremsende karakter.
Hvor misvisende dette var, forstod vi nok først i 2003, da Lars Bukdahl og Steen Piper udgav Viggo Madsens åbenbaring. Udvalgte digte 1963-2002 og dermed præmierede den udvikling frem mod en helstøbt poet, som man især havde kunnet iagttage i Vær som folk der går forbi (1998).
At Madsen også rager i vejret som prosaist, er et faktum, blot mindre kendt. Der findes ellers dem, der med fryd kan citere hele passager af f.eks. Afføringsbilleder (1976) og noveller fra Samlejeg (1969), og ingen af os, der i Vagn Lundbyes og Erik Thygesens Texter (1969) så »Det store harmonikasammenstød«, har siden glemt denne perle af en parodi.

Manden i pikken
Viggo Madsens nyeste udspil bærer genrebetegnelsen ’udgydelser’. Den passer egentlig bedst på de erotiske afsnit. Nogle vil måske mene, at disse saftdryppende stykker giver et misvisende billede af den kvindelige seksualitet, oversprøjtede som de er med luder- og madonna- og bollerina-fantasier, men huhej, hvor det går, når Madsen får knappet op og hægtet fra.
»Den største lykke i verden er at få adgang til det varme, velforberedte hul og fylde det ud med en lyksalighed, som overgår enhver forstand. Det føles som at blive kærtegnet over hele kroppen på én gang, det snurrer som solstråler i spidsen,« konstateres det henført i »Via Dolorosa«, hvor forfatteren udtømmer sig i forestillinger om dødsdømte i det gamle Rom – »overvundne fjender, besejrede gladiatorer eller legionærer anklaget for manglende tapperhed i tjenesten« – hvordan de hænger dér, korsfæstede langs Via Appia, og på »valpurgiasnat« (der skulle have stået: varpurgisnat) får besøg af nøgne jomfruer og det, der ligner. Kan man, spørger Madsen i samme tekst, »i det hele taget se manden for bare pik, pikken i manden eller manden i pikken. Eller omvendt?«
Sådan har utallige kvinder utvivlsomt undertiden spurgt sig selv.
»Uanset hvor tosset en mand kan skabe sig, skal der en kvinde til at gøre ham god igen,« siges det taknemmeligt og tænksomt i det efterfølgende stykke. Måske er hun det eneste bolværk, der står mellem ham og hans vanvid.

Usvækket undren
Det kan diskuteres, om højdepunktet nås i den romerske kussekehraus, i Madsens lystne variationer over det indbydende tema »Mor og datter samme pris« eller i »Det store himmelske bordel«. Sikkert er det, at kærlighedslivet har fået en sprælsk og spændstig og frem for alt spruttende skæg besynger:
»Vi vrider os som krokodiller i lyst, sådan laver man klejner (...) oh søde fisse, lad mig få din røde ridse (...) kussen klukker som en kilde, lemmet lister som en laks«.
Denne i bogstaveligste forstand fremragende poetiske prosa er, som min læser må have fornemmet, drevet af vældig lyst, sprogligt såvel som seksuelt. Men Madsens talent som erotisk digter skyldes også hans evne til at opfatte »Virkeligheden som kuriosum«. Hvilket han eksemplificerer således:
»At rundt regnet 90 procent af mennesket består af vand; hvor mange okser et menneske spiser i et livsløb; forsvindingsnumre; den oversavede dame; almindelige, meningsløse gåder; hypnose; kryptogrammer; hvor mange år af sin livstid man sover bort; sjælevandring; drømmetydning; sætninger som: en skæbne værre end døden, mindre end intet, den fryd som rummer alt«.
Listen er i sin helhed ca. tre gange så lang og vidner om en utrolig, ungdommeligt usvækket undren, som får digteren til, på felt efter felt, at opleve verden på ny.

Det hele intakt
Hvad nu videre angår skrivemåde og æstetisk ideal, indkredses dette i »Hanen på møddingen«. Her hedder det nemlig smukt:
»Det er det, det drejer sig om: at sætte tingene på spidsen, faretruende nær ved at vælte, og dog have det hele intakt, så længe det varer, muligvis kun i begrænset tid, men med så meget desto større intensitet. Hvis der fyldes mere på, bliver det sværere og sværere, det gælder om at holde tungen lige i munden, mens balancen bliver mere og mere anstrengt.«
Lige netop, sådan er det, han skriver, og sådan er det at læse ham – udsat, risikabelt, nær grænsen. Ud over »Virkeligheden som kuriosum« og det erotiske departement består Patent på tilværelsen af en science fiction-sektion og en serie løsere forbundne, men alle stærkt kropslige tekster, herunder bl.a. en nøjagtig reportage fra et svineslagteri og en udførlig, billedrig fantasi over den pudsige idé, at alt, hvad der findes af væsner på jorden, altså revl og krat, rub og stub, »hver eneste livsform, fra regnorm til elefant, fra vandmand til blåhval, er kommet hertil fra sin hjemstavns planet millioner af lysår borte«.
Ikke mindre svimlende føles tanken i titelteksten, at alle de evighedsmaskiner, man har udtænkt på denne jord, måske lader sig konstruere ude på andre kloder, hvorfor det i rumrejsernes epoke vil gælde om at sikre sig patenter!
Indsigtsfuld og intelligent, og sjov i sin syrede konsekvens, følger Viggo Madsen også denne idé ud i yderste konsekvens. Sætter tingene på spidsen, faretruende nær ved at vælte, men bevarer det hele intakt, i hvert fald så længe det varer.

*Viggo Madsen: Patent på tilværelsen. Udgydelser. 141 s., 238 kr. Hovedland. ISBN: 87-7739-717-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu