Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Månestråler og klarsyn

Arthur Krasilnikoffs superempatiske, undrende og forunderlige roman om drengen Asturs tilblivelse i barndommens land
Kultur
27. september 2004

Ny roman
Lige først tror man, der er gået Kurt Thyboe i den (den kendte sportsskribent), for der fortælles i hovedsætninger, så man hele tiden snubler over et punktum, men det er kun de første par sider.
Meningen er nok, at vi skal trækkes ned i tempo, for vi skal ned i øjenhøjde med drengen Astur, der strejfer rundt i Thorshavn og omegn og gradvist opdager, hvad alverden er for en størrelse. I begyndelsen var faren og moren, lyder anslaget... I Arthur Krasilnikoffs nye roman, Hvalens øje, der består af 111 småstykker, som tilsammen udgør dens mosaik. Astur og Arthur... bemærk navneligheden. Krasilnikoff har selv været knægt på Færøerne.
Hvalens øje er det sted, hvor drengen føler sig i kontakt med det store dyr, og netop dyrene er noget af det mærkeligste, et barn kan opleve. De taler til Asturs fantasi.
Han digter sig til, hvad
fuglene i fjeldet snakker om. De skriger og skændes og sladrer: »Fem børn faldt ned af fjeldet forleden, og to æg slog skallen ud på en fisker, der kom for tæt på.« Sådan snakker fuglene. Astur maler også hønsenes ben blå. Der er lidt af en Emil fra Lønneberg i den tænksomme dreng, der spiller klaver efter billeder i stedet for noder.
Om natten hører hans familie uforklarlige klavertoner fra stuen, skønt der ingen er. Det må være månestrålerne, der berører klaviaturet, mener drengen.

Radiohilsener
Han kommer på hospital i København. Det er på de tider, hvor Christian den Tiende dør, og der ved juletid sendes radiohilsener til Færøerne.
Forinden har han oplevet de engelske soldater, der skulle hindre Hitler i at snuppe området, og sin fars raseri over danske politikere, der kommer sejlende, men dårligt nok gider gå i land. De modtager færingerne om bord.
Således kommer suset fra den store verden til ham – og fra den endnu større, der hedder det andet køn. Der er tre ting i verden, man må vænne sig til, hedder det: »Det ene er mørke. Det andet er mad. Det tredje er det mærkeligste, det er effekten af kvinder.« Så er der en fjerde, søvnen. Den er også meget mærkelig, men den må man vænne sig til.

Forstillelser
Citat fra bogen: »At blive til. Det er, hvad et menneske kan. Ustandseligt er man på vej. Som om ens liv er en meddelelse, der først bliver frigivet, når man er død.«
Romanen er en skabelses- og dannelsesberetning, helt nedefra, der, hvor man får sin første socialisering gennem forældrenes opdragelse og idelige talen til den samvittighed, som han selv mener ikke findes.
Helt nedefra, hvor man også skal vænne sig til det mærkelige, at dyr bliver dræbt og spist af mennesker, en omstændighed, man lærer at fortrænge. Som så meget andet.
Da Astur er ni år, har han lært, at de voksnes verden er »en verden af hemmeligheder, forstillelser og skjulte planer.« De niårige er ved at forlade deres klarsyn.
De magiske, klaverspillende månestråler viser sig i øvrigt at være mere realisme end magiske: Musenes lette trin hen over tangenterne.

Fylde og soliditet
Af en eller anden grund har Arthur Krasilnikoff ikke haft samme store, bedstsælgende gennemslagskraft som andre forfattere, der er gode til at huske, hvordan det var at være barn (Vita Andersen og Ib Michael). Det kunne man ellers unde ham.
Forklaringen er formodentlig, at der ikke er så megen fremdrift. Til gengæld er der fylde og soliditet. Arthur Krasilnikoff har dog haft halvstore gennembrud i en relativt sen alder med Som landet ligger og Lindas tid fra 1983 og 1985 – begge genudgivet samlet i 1999 med titlen Vandmærker. Samt med romanen Nattens Rygrad samme år, hvor det drejer sig om det sydafrikanske buskfolk i Kalahari, hos hvem forfatteren har været flittig gæst.

En lys roman
Nå, han går jo heller ikke med lakerede negle eller slår på bliktromme for sig selv, men foretrækker diskretionen – som i nogle af de korteste, men fineste stykker om den engelske soldats forladte veninde, plantet på de rigtige steder med sans for litterær økonomi. Her udstedes ikke dækningsløse checks.
Krasilnikoff skriver, så det lugter af tjære i havnen i Thorshavn, og så man føler sig i orkanens øje, når uvejret tordner over Færøerne. Det synger fra elv og hav, og der sanses og snuses, så lugten af skærpekød og grind bliver nærværende. På den måde får det færøtyngde, men bliver ikke en tung barndomsroman, snarere en lys med en hel del forunderlig undren og mange underholdende momenter.

*Arthur Krasilnikoff: Hvalens øje. 312 s. 198 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her