Læsetid: 4 min.

Magt, frigørelse og stjerner

To år efter filosoffen Michel Foucaults død samlede modtænkeren Gilles Deleuze seks tekster i værket: Foucault, som nu udkommer på dansk i en god oversættelse
20. september 2004

Ny bog
Det var i Paris i 1972: To filosoffer og en stor samtale. Som kom til at handle om intellektuelle og store samtaler.
Den franske filosof Michel Foucault var nærmest blevet en stjerne. Han havde udgivet det idehistoriske hovedværk Ordene og tingene, som i 1966 blev en parisisk bestseller.
Gilles Deleuze var blevet anerkendt som en besnærende modtænker. Foucault havde annonceret ’subjektets død’, Deleuze havde taget parti for enhver mangfoldighed imod enhver enhed. Enhed og helhed var for Deleuze tyrannisk, og undertrykkende. Man bør ikke tænke mennesket som en ’fast identitet’, som et fikseret ’subjekt’. Man bør tænke mennesket som en dynamisk skabelsesproces, som en begærsmaskine. Deleuze tænker i dynamikker og flugtlinjer frigjort fra hierarkier, substanser og statiske organiseringer. Der er hos Deleuze ingen instans som ’subjektet’, ’historien’, ’naturen’, ’Gud’ eller ’verdensånden’ udenfor eller oven over menneskenes livsverden. Der er ingen transcendens. I en passage, som Deleuze skrev lang tid efter 1972, formulerer han sin modsætning mellem transcendens og immanens, totalitet og mangfoldighed, religion og filosofi:
»Der er religion hver gang, der er transcendens, vertikal Væren, kejserlig stat i himlen eller på jorden, og der er filosofi, hver gang der er immanens, selv hvis den fungerer som arena for argon og rivalitet.«
Og Deleuze blev i 1972 interviewet af Foucault til tidsskriftet L’Arc. Den klassiske intellektuelle havde ifølge Foucault to positioner: Han sagde sandheden til dem, som endnu ikke kendte den og han sagde sandheden på vegne af dem, som ikke kunne sige den. Men nu ved de intellektuelle ikke længere noget, som masserne gerne vil vide. Og masserne vil ikke have intellektuelle til at tale for dem. Hvordan kan man så forandre verden? Foucault svarer med en implicit afdækning af en politisk dimension i hans egen tænkning: »Man skal kæmpe mod magten, kæmpe ved at vise magtudøvelsen og gribe den dér, hvor den er mest usynlig og mest lumsk.«
Foucault bestemmer ’teoridannelse’ som denne kamps regionale system. Deleuze svarer, at teorier er som værktøjskasse. Enten kan man bruge dem eller også må man kassere dem: »Teorier skaber ikke helheder, men formerer sig og skaber nye formationer. Det er magten, som i sin natur opererer med helheder, og De«, siger han til Foucault: »De siger det præcist: Teorien er i sin natur i mod magten.«

Efter døden
Foucault og Deleuze blev siden uvenner. Men da Foucault døde i 1984, var det Deleuze, der talte ved graven. Og to år efter Foucaults død samlede Deleuze seks tekster i værket: Foucault, som nu udkommer på dansk i en god oversættelse.
Deleuze nåede inden sit berømte selvmord i 1995 at udgive 27 bøger; 15 tematisk organiserede værker om film, psykoanalyse, kapitalisme, skizofreni mm. og 12 monografier over andre filosoffer og forfattere. Bogen om Foucault er en monografi, men Deleuze udvikler også Deleuze selv, når han læser Foucault. Både fordi de to ligger tæt på hinanden, men også fordi der i Foucaults værk er spor, som kan pege udover vanskeligheder hos Deleuze.
Deleuze er som nævnt immanenstænker; begæret kan ikke føres tilbage til en andet begæret selv og kunstværket kan ikke bestemmes ud fra ophavsmandens psykologi.
Derfor bliver Foucaults analyse af magt interessant. Foucaults teser om magten siger, at magten ikke i sit væsen er undertrykkende. Den forsøger at ’påvirke’ og ’tilskynde’. At styre andres selvstyring. Magten kan ikke besiddes. Man kan ikke bestemme magten ud fra det embede, der udøver den. Magten passerer endelig gennem de dominerende såvel som de dominerede.
Spørgsmålt bliver for Deleuze: Hvis man ikke kan vise tilbage til en konge som magtens årsag, hvordan kan det da være, at magtudøvelsen har så ensartede virkninger? Hvis man som Deleuze ikke tror på en instans, som regerer, hvordan kan man så forklare, at alle de regerede opfører sig ens?
Alle folk kan vælge selv, men de foretager de samme valg.
Her bliver svaret for Foucault: Gennem ’diagrammet’, der bestemmes som en funktion, som man kan adskille fra enhver specifik brug. Således bestemmer Deleuze i en vanskelig passage diagrammet som »en udstrømning, en fordeling af singulariteter, magtens relationer, på én gang lokale, ustabile og diffuse, har ikke udspring i et centralt emanationspunkt eller et suverænitetens unikke arnested, men bevæger sig i hvert tilfælde ’fra et punkt til et andet’ i et felt af kræfter, hvor de markerer modulationer, omvendinger, omskiftelser, hvirvelstrømme, retningsændringer, modstande.«

Frigørende potentiale
Det er derfor, at Foucault bestemmer det intellektuelle modstandsarbejde som afsløring af magtens praksis. Selv om Deleuze abonnerer på Foucaults avancerede magtbegreb, er hans normative udgangspunkt anti-autoritært. Han er og blev 68’er og vil som i citatet ovenfor udøve modmagt. Foucault lavede omfattende konkrete undersøgelser af tekster, dokumenter og udsagn fra specifikke perioder. Således nåede han til generelle udsagn om en given epoke uden bombastiske udsagn om tidsånden. Deleuze læser Foucault minutiøst i Foucault. Han bestemmer overbevisende de afgørende forskelle og ligheder mellem Kant og Foucault: Kant ville bestemme betingelserne for enhver mulig erkendelse. Men Foucault, der selv henviste til Kants kritiske arbejde som sit forbillede, vil ikke bestemme erkendelsesbetingelserne for universelt subjekt, men ud fra ’objektets side’, ud fra den til enhver tid givne historiske formation.
Deleuze læser dog ikke den tendens hos den sene Foucault til ikke at tænke frihed som frigørelse fra undertrykkelse og loven som en negativ bestemmelse. Foucault udlægger loven som positive anvisninger og friheden som positiv praksis. Og her er et kritisk korrektiv til den dimension hos Deleuze, der insisterer på kræfternes frigørelses fra enhedstyranniet.
Bogens stærke side er Deleuzes eminente blik for det frigørende potentiale hos Foucault, bogens svage side, er at Deleuze ikke ser det virkeligt frigørende potentiale hos Foucault som kritik af den traditionelle opfattelse af frihed og frigørelse.

*Gilles Deleuze: Foucault. Oversat og med indledning af Karsten Gam Nielsen og Kim Su Rasmussen. DET lille FORLAG. 159 s., 225 kr.ISBN 8791220106

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu