Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Efter mangen en sommer

’Den store Gatsby’ er aldrig rigtig slået igennem i Danmark. Måske fordi fortællingen hænger sammen med en amerikansk selvopfattelse. Men den er en messe værd og mere til
Kultur
28. september 2004

Klassiker I
Den 10. april 1925 udkom F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby på Scribners forlag i New York. Det skulle have været en større sensation, end det blev, for ophavsmandens berømmelse (og berygtelse) var næsten grænseløs på grund af en sensationel debut med romanen This Side of Paradise, der let kan sidestilles med Salingers The Catcher in the Rye og indbragte sin forfatter både penge og berømmelse.
Men hvad skete der, og hvorfor gik det, som det gik?
Hvis man kigger på modtagelsen af den danske udgave af Gatsby, som kom flere årtier senere, er der måske en forklaring. Romanen er aldrig for alvor slået igennem her, selv om håndfulde af behjertede entusiaster har blæst i trompet for den og Fitzgeralds ry er bredt ud over verdensbevidstheden som strålende glasur.
Jeg tror ikke, tilbageholdenheden skyldes romanens ’sværhedsgrad’. Den store Gatsby er i hvert fald tilsyneladende enkel at gå til og kræver ikke de samme intellektuelle øvelser i reck og barre, som når man skal i kødet på andre litterære klassiskere fra forrige århundrede som Ulysses og På sporet af den tabte tid.

Opstigning
Hvis Gatsby er svær, er det på en anden måde, som ikke er helt enkel at forklare, men som afgjort hænger sammen med en amerikansk selvopfattelse, der på en og samme tid virker naiv og sammensat, alt for ligetil og alt for dunkel.
Der er tale om en form for selvbevidsthed, der er så romantisk, at det er umuligt at få den til at hænge sammen med den brutalitet og vulgaritet, som ikke bare lurer under overfladen, men er en afgørende og accepteret del af drømmen. Det er næsten umuligt for en europæer at sætte sig ind i, hvor stor betydning længslen efter opstigning kan være, hvor megen vægt man kan lægge på at forlade et trin for at komme op på det næste (for enhver pris), hvor vigtigt det er at blive godkendt af de rigtige, dem på øverste etage, der sidder på magten og dikterer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad der er kultur, og hvad der er det modsatte, hvad der er fint og ikkefint.
Den store Gatsby, der nu foreligger endnu engang på dansk i Jørgen Nielsens gode og solidariske oversættelse, handler om dette paradoks – og en hel del mere. Temaet er ikke nyt i amerikansk litteratur – Edith Wharton, Henry James og Theodore Dreiser har været rundt om det f.eks. – men de er jo heller ikke særlig tæt på sådan i al almindelighed, men har man ringe sans for problematikken, mangler der en vigtig forudsætning for at komme ind til den lidenskab som er den
brændende energikerne i amerikanerens roman.
Handlingen er enkel og raffineret: Fra sin beskedne sommerhytte i kanten af rigmanden Jay Gatsbys vældige ejendom ved Long Island Sound, følger den unge børsmægler Nick Carraway, hvad der foregår på den anden side af hegnet (både i overført og i direkte betydning.)

Klasseskel
Den gådefulde Gatsby afholder spektakulære fester, hvor sprutten flyder, selv om landet officielt er tørlagt. Det vrimler med løs-slupne mennesker og rygter – for hvem er Gatsby, og hvor kommer alle skillingerne fra? Har han slået folk ihjel, er han spritsmugler, er en han en krigshelt eller Kejser Wilhelms nevø, måske tysk spion, måske endda med en grad fra Oxford? Uimodståeligt trækkes observatøren ind i tryllekredsen, og da det viser sig, at Carraways halvkusine, Daisy, er Gatsbys store, men tabte kærlighed, strammes bardunerne for meget i det sommerhimlens telt, der hvælver sig over de agerende, og konturen af en katastrofe ved dens afslutning begynder at vise sig.
Gatsbys store drøm om at generobre sin ungdoms kærlighed er dømt på forhånd. Den svundne tid er forbi, og selvom han virkeliggør drømmen om at komme på omgangshøjde med Daisys miljø og hendes millioner, er det ikke nok, for gevinsten er andenhånds og dens akkvisition af tvivlsom karakter.
Daisys og hendes mand Tom Buchanans hus ligger på den anden side af sundet, men afstanden til Gatsbys palæ er længere end den aktuelle sømil. Klasseskellet omspænder en verden, og da det kommer til stykket viser det sig, at det over skrævet går. Ganske vist er Buchanans penge ikke hverken mere eller mindre værd end Gatsbys (og sandsynligvis i oprindelsen ligeså befængte som hans), men opkomlingens drøm er på sin egen måde mere ægte og langtfra så brutal som de fjerne og eftertagtede genboers.

Stivnen i guldet
Hvor Gatsby er den ægte frontiersman, hvis erobring bærer de oprindelige pilgrimmes uskyld, har rigdommen hos Buchanans kun ført til en stivnen i guldet, som gør dem umenneskelige og sætter bom for indfrielsen af drømmen om frihed og kærlighed. Tom Buchanan svigter ikke alene sin hustru, men er ophavsmanden til både sin elskerindes død og i sidste ende Gatsbys, mens den ’neutrale’ Nick Carraway står uden for og ser det hele ske, fortæller om det, men ikke kan gribe ind.
Sådan er kapitalismen, som det hedder i en gammel, snart glemt sang, og det bevægende er, at Fitzgerald med sin roman både opsluges af rigdommen og med et særlig romantisk-klinisk blik tager afstand fra den. Penge er ikke alt, men alt er i den givne sammenhæng – penge.
Ubesværet bevæger romanen sig mellem de sociale lag fra rigmandsoverdådigheden til tankpasserens hytte mellem slaggebjergene, hvor reklameskiltet med doktor T.J. Eckleburgs gloende reklameøjne holder øje med alting og ser , at der er tale om et Wasteland af samme art, som det T.S. Eliot beskriver i sit berømte digt (der er en af The Great Gatsbys klare, litterære forbilleder.)

Sårbar
Bogen blev ingen umiddelbar succes dengang i 1925. Ganske vist fandt den anerkendelse hos kritikken, men var nok i sin ukristelige frimodighed og med sit poetiske og højlitterære anslag for meget for et større publikum. Der var endnu usolgte eksemplarer tilbage, da forfatteren døde udbrændt og fordrukken i 1941.
Ved Gatsbys begravelse, hvor kun en håndfuld af de personer er til stede af alle dem, der styrtede ind og ud af fépaladset og drak hans sprut og dansede Charleston, har drukhodet Owleyes en enkel kommentar: »Den stakkels djævel«. Han kunne også som Strindberg i Et drømmespil have sagt »Det er synd for menneskene«.
Med sin milde skepsis og sit romantiske hjerte slynger F. Scott Fitzgerald arabeskagtigt sin version af denne sandhed gennem romanen, der lever og lever højt på sin stemningskunst, sit poetiske understatement og sin humor. Det er en sårbar stemme, man hører, til gengæld klinger den rent. Men man skal høre godt efter, man skal lægge øret til, man skal lade sig underholde, men man skal også høre efter. Det kræver måske en læser med et særligt potentiale at kunne leve op til disse krav, og måske har der hidtil af den grund ikke været så mange – i Danmark. Men held den som har oplevelsen til gode, sommeren svinder hurtigt, og som man ved, dør svanen, når den er forbi. Ligesom Gatsby og alle vi andre. Det vidste Fitzgerald, og hans rekviem er en messe værd og mere til.

                      
P.S. Den store Gatsby bør være obligatorisk læsning på alle skrivekurser inklusive forfatterskolen, hvis man vil have et klart indblik i, hvor snedigt en roman kan konstrueres og hvor få armsving og eksperimentelle gebærder der skal til for at føre litteraturen videre
 
*F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby. Oversat af Jørgen Nielsen, 200 sider, kr. 225. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her